Anne Sofie Madsen viste en imponerende kollektion, da hun sendte sine urbane krigere ned af catwalken, torsdag under modeugen.
Sidste år var det Anne Sofie Madsen, der åbnede modeugen I København, og det blev gjort med et brag, der gav genlyd et helt år efter.
Der var store forventninger til denne sæsons show, og med sine kunstfærdige korte kjoler der er både sexede og rå, er der noget fandenivoldsk over Anne Sofie Madsens kollektion.
Læs også: Copenhagen Fashion Week: Stine Goyas pantomime
Alle modeller var iført kridhvide Nike Air Force, og de oldschool sneakers gav de overdrevne kjoler et mere casual udtryk, så kollektionen så både brugbar og ekstravagant ud.
Farverne var holdt i hvid, grå og en smule sort, og de lyse toner stod i kontrast med kollektionens hårdhed.
Der var leget med materialer i form af plisseringer, udskårne læderstykker sat på tynd mesh og jersey, samt et tykt neoprenlignende stof der, sammen med de hvide sneakers, gav kollektionen et sporty præg.
Anne Sofie Madsen er en dygtig kunstner, og hendes illustrationer, der var med til at starte hele hendes vision, blev inkluderet på kjoler og toppe som en mere salgsbar del af den ellers avangarde kollektion.
Anne Sofie Madsen kan sit håndværk, og med sin anden kollektion har hun vist, at hun også er i stand til at skabe en niche i dansk mode.