Copenhagen Fashion Week: Kopenhagen Furs fusion af øst og vest

Freya Dalsjö

Modeugen blev for alvor skridtet i gang med Kopenhagen Furs storstilede åbningsshow ’East West Fusion’, der var dedikeret til den stærke handelsforbindelse, pelsindustrien har skabt mellem Danmark og Kina.

Fusionen blev visualiseret på Rådhushallens catwalk i et eklektisk miks af stilarter og materialer samt herre- og damemode, da både danske og kinesiske designere gav deres bud på en international pelsmode.

Showet bestod af seks individuelle kollektioner, hvor designernes kreative kræfter havde fået frit spil. Danmark var repræsenteret ved Freya Dalsjö, Anne Sofie Madsen og Jean//Phillip, mens Kinas designere talte Jamy Wee, YouZ og Beautyberry.

Læs også: Copenhagen Fashion Week: De danske modellers modeuge

Men selvom hver designer havde egen, tydelige stemme, eksisterede der en overordnet forskel mellem øst og vest i tilgangen til det eksklusive hovedmateriale. Mens de tre danske designere gjorde deres for at sprænge eksisterende pelskonventioner ved at benytte materialet i originale sammensætninger, udviste de kinesiske designere i højere grad en vis ærefrygt overfor materialet, som i særdeleshed Beautyberry og YouZ benyttede på traditionel vis til overdådigt overtøj.

Stærkest stod Anne Sofie Madsen og Freya Dalsjö, der begge formåede at inkorporere pelsen som en naturlig del af deres eksisterende universer. Anne Sofie Madsen præsenterede en imponerende kombination af pelstyper med print, pjuskede kraver, sort læder og rå snører i samme kvindekrigeriske konstruktioner, som vi før har set fra designerens hånd. Freya Dalsjö præsenterede som den eneste designer farvet pels, og trak også på tidligere designs med en endnu mere luksuriøs version af sidste kollektions geometriskinspirerede kimono.

Se flere billeder på de næste sider. 

Soundvenue 1 / 4 Soundvenue