Interview: Dúné og Minimum om deres fælles kollektion

Interview: Dúné og Minimum om deres fælles kollektion

Dúne og Minimum har sammen skabt en rocket tøjkollektion. Her fortæller henholdsvis sanger Mattias Kolstrup og designer Henrik Lehn om samarbejdet.

Mattias Kolstrup, Dúné:
Hvad har været din sjoveste oplevelse med Duné x Minimum-kollektionen?
»Det var en fed oplevelse at kaste mig ud på dybt vand sammen med Henrik Lehn uden at vide, om jeg kunne bunde. Jeg har i mange år produceret lyd og følelser, men denne kreative proces kom hjem i tekstiler. Det var en spændende måde at udtrykke mig på. Og så var det fedt at tage klunset på for første gang«.

Hvad er dit yndlings-item fra kollektionen?
»Det er vores sweatshirt, hvor det såkaldte ‘Wild Hearts’-logo er broderet ind på forsiden. Den er cool og afslappet, har et Dúné-feel, men uden at ligne merchandise«.

Kan du beskrive kollektionen med tre ord?
»Cool, afslappet, men tight«.

Hvad kendetegner din egen stil?
»Nordisk og stram. Grim om søndagen«.

Hvilken film gad du godt have lavet musik til?
»’Tron’. En visuel godbid, der nærmest skriver sig selv«.

Hvis du kunne vælge en filminstruktør til at lave en musikvideo for Dúné, hvem ville du så vælge?
»David Fincher! Han har en en kold og gennemtænkt visuel stil og en stor fantasi«.

Hvilken musiker, død eller levende, ville du allerhelst skrive en sang med?
»Dave Grohl«.

Hvem ville du helst se lave en cover-version af et af dine egne numre?
»One Direction«.

Henrik Lehn, Minimum:
Hvordan var det, at arbejde sammen med Dúné?
»Det har været en rigtig spændende proces og en meget anderledes arbejdsgang, end jeg er vant til. Mattias har en meget personlig stil, og det har været vigtigt for mig at fange Mattias’ udtryk – både som den private og offentlige person. Der har fra starten været en rigtig god kemi, og det at skulle skabe noget sammen er faldet meget naturligt«.

Hvad er dit yndlings-item fra kollektionen?
»Jeg vil fremhæve den sorte biker-læderjakke, der virkelig har rockattitude. Den kan styles med jeans, men også være et frisk pust i den mere klassiske garderobe«.

Kan du beskrive kollektionen med tre ord?
»Dynamisk, innovativ og rå æstetik«.

Hvad har din sjoveste oplevelse med bandet været?
»Jeg har fulgt dem rundt til nogle af sommerens koncerter fra Rosenborg Live til havnefest i Middelfart og det har været befriende at se, hvordan de formår at sætte gang i publikum. Der er så meget dynamik og bevægelse i bandet, at man ikke kan undgå at lade sig rive med. At have haft muligheden for at være med i studiet, følge sangskrivningen og efterfølgende høre resultatet, har været en helt ny verden og en utroligt stor oplevelse«.

Hvad ville du beskæftige dig med, hvis du ikke var designer?
»Helt sikkert skuespiller. Jeg har altid syntes, at det at skulle sætte sig ind i forskellige karakterer har været utroligt spændende. En overgang gik jeg faktisk til oplæsning hos en pensioneret skuespiller for at lære, hvordan man med tonefald, kan skabe forskellige stemninger«.

Hvad er dansk mode for dig?
»Jeg synes, at dansk mode gør det rigtig godt, og på trods af at vi er et lille land, har vi meget at byde på. Uanset hvor i verden jeg kommer, støder jeg på danske brands, og det gør noget ved den nationale følelse. Vi har en enkel tilgang til mode som gør, at vi ikke overdesigner men fokuserer på detalje, kvalitet og udtryk«.

Hvilken film gad du godt have lavet kostumer til?
»’The Great Gatsby’. En ekstravagant film med fantastiske kjoler og velklædte mænd. Charleston-stilen har altid tiltalt mig med den dekadente livsførelse, dansen og musikken. Jeg bliver draget af de flotte scener i filmen og ikke mindst festerne, som jeg gerne vil være en del af«.

 

Dune_minimum_3

 

 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold