KOMMENTAR Lige nu er er der pakket med redaktører, journalister, stylister, kendisser og herremodeller i London til modeugen London Collections Men, hvor en imponerende række herrebrands viser deres bud på næste års mode.
Den britiske herremodeuge har på relativt kort tid formået at blive den mest toneangivende platform for herremode i verden. Her er en god blanding af små og store brands og en generel forventning om, at man finder de nye store navne.
Men der er også en markant dansk deltagelse. Efter tidligere forgæves at have forsøgt at komme igennem nåleøjet, fik Soulland plads i Londons officielle showkalender sidste sæson, og der er de at finde igen i år med deres andet show.
Astrid Andersen viser også sine luksuriøse ghettolooks i den engelske hovedstad. Andersen, der også er uddannet i London, har længe haft hjemmebane i byen, da hun har været en del af det Topshop-sponsorerede talentprogram NewGen.
Og sidst, men ikke mindst, afholdt Libertine-Libertine denne weekend også en præsentation i London. Hvem sagde danskerfest?
Astrid Andersens SS15-show i London.
Internationalt format eller lilleputfestival?
Med det skærpede danske fokus på London blev jeg forleden stillet spørgsmålet, om vores egen Copenhagen Fashion Week overhovedet har international relevans, eller om den bare er en slags startplatform for unge danske brands, der senere vil rykke videre?
Jeg hælder klart til den første mulighed, men det kræver et vist arbejde fra den modebranches side at fastholde og udbygge positionen.
Den københavnske modeuge kaldes ofte den største i Nordeuropa (vi kommer aldrig til at konkurrere direkte med Paris, Milano, New York eller London – men det skal heller ikke være målet). Det ændrer dog ikke på, at konkurrencen i Skandinavien, især fra Stockholm, er stor. Tidligere havde Berlin momentum, men med stor forvirring omkring afholdelsen af en af deres messer, virker det som om, at de har tabt pusten, og mange vælger København i stedet.
Som jeg tidligere har skrevet, er dansk mode særegen ved helt overordnet og målrettet at præsentere moderigtige løsninger på, hvordan moderne mennesker med travle liv kan gå klædt – uden at de skal betale 12.000 for et par jeans. En del argumenterer for, at dansk mode kan blive en endnu større salgssucces, hvis den også kobles med bæredygtighed – her skal virksomheder tage større ansvar og komme i gang, selvom det er en langsommelig og kompleks omstillingsproces.
Libertine-Libertines SS15-kollektion
Sig selv eller fællesskabet nærmest?
Men når en danske brands begynder at vise i udlandet, vender de til dels også Danmark ryggen, da de fleste kun holder show ét sted. Når man tilvælger London, fravælger man altså København.Anne Sofie Madsen har også rykket teltpælene op og holder show i den officielle kalender under modeugen i Paris. Henrik Vibskov er undtagelsen, der viser sin kollektion både i Paris og herhjemme.
Det er i sig selv forståeligt nok, at en række brands gerne vil til udlandet og prøve kræfter med et endnu større netværk og cirkus, end der er herhjemme. Selvom der generelt kommer et ret imponerende opbud af international presse til København, er det bare noget andet, når det er London, der inviterer.
Soulland har fx lige optrådt på en top-10 liste over must-sees under den britiske modeuge, og sådan noget giver fornyet og ekstra opmærksomhed. Hvis brandet formår at udnytte den situation, bringer det kun mere presse og – endnu vigtigere – flere indkøbere med sig.
Problemet med at brands rykker ud er således ikke, at de nødvendigvis knækker nakken eller ikke kan klare det. Problemet er, at man i Danmark faktisk har været ret god til at få bygget en solid vifte af brands op, der (med varierende økonomisk succes) har et internationalt tilsnit og gode ambitioner. Hvis de allesammen smutter, er der meget lidt tilbage herhjemme.
Mark Kenly Domino Tans AW15-show på Det Kgl. Teater.
Sammenhold er vejen frem
Generelt er dansk modes største eksportmarkeder vores umiddelbare naboer – Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien – og de kommer glædeligt til den danske modeuge. Derudover er hjemmemarkedet vigtigt for de fleste brands. Eneste problem er bare, at Danmark med vores relativt lille befolkning aldrig bliver så stort et marked alene, at det rigtig kan skabe volumen og vækst.
Derfor er det også vigtigt, at man står sammen herhjemme. At de stærke brands prioriterer at holde events, shows og være på messe under Copenhagen Fashion Week, så man kontinuerligt kan tiltrække stærke indkøbere og den rigtige presse. Modeugens aktører, som messerne og brancheforeningerne, har endelig formået at skabe fælles fodslag og en samlet strategi, og den stemning må meget gerne sprede sig til resten af branchen. Mere samarbejde og mere koordinering er vejen frem.
Man kan selvfølgelig ikke pålægge alle at skulle deltage i festen herhjemme. Og for et mærke som Soulland eller flere andre, der løbende har skabt gode initiativer i udlandet, giver det mening at tage lidt ud, efter at have skabt et stærkt netværk og tilhørsforhold herhjemme.
For dem, der ikke er der endnu, eller de store danske mærker, er det dog stadig vigtigt at bakke op om den platform, så mange mennesker, brands og aktører har brugt mange år på at bygge op herhjemme. For mulighederne er allerede skabt, og det er en vigtig salgsplatform.
Dansk mode er en kæmpe eksportvare, og en stor del af den eksport bliver skabt under modeugen. Ud over at shows og fester er med til at skabe et brandingpotentiale og vise dansk mode i bybilledet, så er det alt det, der foregår ude på messerne, som er vigtigt – det er her salget, netværket og købmandsskabet florerer.
Så for at svare på spørgsmålet: Er den københavnske modeuge den helt store internationale platform? Nej. Det er modeugen i Paris – og det skal den blive ved med at være.
Er modeugen blot en startplatform for små, danske brands? Nej, se bare hvor store de danske messer har vokset sig. Det er helt unikt og ret stærkt, at man samlet set herhjemme kan præsentere markante modemesser med format og samtidig har en showkalender, der fokuserer på designstærke brands og små, nye talenter.
Skal den tendens fortsætte og udbygges kræver det endnu stærkere fælles fodslag og en fortsættelse af de gode takter – og gerne større synlighed om de helt store, kommercielle brands, som står for den store danske modeeksport. For så har modeugen absolut en berettigelse.
Læs også: Kommentar: Større mangfoldighed i modeverdenen, tak!