Modellen træder fashionably late ind ad døren hos Elite Model Management. Hun har mistet sin cykelnøgle, så denne formiddag har hun stavret på lange ben hen til bureauet på Bredgade, hvor headshots fra modelkartotekets overflod af næsten overnaturlig perfektion tapetserer væggene. Rundt omkring ligger utallige Vogue- og Elle-magasiner sirligt som væltede dominobrikker, og mellem hvide roser i sølvvaser har en booker travlt med at skaffe flybilletter til et modeljob for Donatella Versace i Milano.
Modellen er 22-årige Maria Palm. Hun tager sin græsgrønne pels af og kalder den »juletræet«, inden hun daler hjemligt ned i sofaen i sine sorte smækbukser med et glas vand i hånden. Hendes brune hår falder glat og glinsende på hver sin side af de høje kindben, som har skudt kampagner for blandt andre Marc Jacobs og britisk Vogue. Huden skinner porcelænsagtig, bleg og nøgen. Øjnene matcher pelsen.
»Jeg har altid tænkt, at det må være pissehårdt og grænseoverskridende at være skuespiller«
Hun er kommet her på bureauet som model, siden en af hendes klassekammerater meldte sig til modelkonkurrencen ‘Elite Model Look’ tilbage i 2008. Maria havde noget akavet pandehår dengang, så hun tog egentlig bare med som støtte, da Elites nuværende direktør Munir Bouylud til hendes store overraskelse kom og spurgte, om hun ikke også skulle have taget et billede. Både Maria og veninden nåede hele vejen til finalen. Ingen af dem vandt, men de blev begge signet som modeller. Sidste år blev Maria Palm så endnu engang lettere tilfældigt prikket på skulderen. Denne gang var det med muligheden for at blive skuespiller, da den danske filminstruktør Mads Matthiesen ledte efter modeller til hovedrollen i sin nye spillefilm ‘The Model’, mens Maria var på et modeljob i New York.
»Jeg startede egentlig ud med at være lidt skeptisk, da min booker fortalte mig om castingen, for jeg har altid tænkt, at det må være pissehårdt og grænseoverskridende at være skuespiller. Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til det der med nærkontakt og at skulle finde en masse følelser frem, men jeg gik ud fra den allerførste casting i New York og følte egentlig, at det var ret let«, mindes Maria i sit hjørne i sofaen. »Jeg gjorde bare det, jeg tænkte på, mens jeg spillede, og det viste sig så også, at det var det helt naturlige og umiddelbare, som Mads Matthiesen gerne ville have«.
Glem alt om gode vinkler
Efter en otte måneder lang castingproces med konkurrence fra cirka 200 danske modeller kaprede Maria Palm sin debutrolle i ‘The Model’ og startede indspilningerne i oktober 2014. Hun spiller modellen Emma, som forlader ligusterhækken i Danmark for at forfølge modeldrømmen i Paris, men ud over glamour og en stormfuld forelskelse byder drømmen også på nye dystre oplevelser for den unge pige.
Som uskolet skuespiller har syv år i samme erhverv som Emma været en stor fordel for Maria, vurderer hun: »Da jeg læste manuskriptet første gang, kunne jeg sagtens genkende mig selv på de første 30 sider. Jeg var også 17 år, da jeg første gang tog til Paris med min kuffert, og min booker på bureauet snakkede på præcis samme bestemte måde til mig, som Emmas snakker til hende. Emma er ung og naiv, og jeg ville ikke gøre de samme ting som hende, men jeg kender den verden, hun kommer fra, og kan godt sætte mig ind i hendes frustrationer«.
»Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg sagtens genkende mig selv«
Skiftet fra model til skuespiller var dog ikke helt let og ublufærdigt. I den to måneder lange indspilningsperiode i både Paris, København og Warszawa skulle Maria Palm som noget af det første vænne sig til ikke at kigge direkte ind i kameraet men i stedet spille rundt om det. Hun måtte også glemme alt om gode vinkler og stole på Mads Matthiesens evne til at få det bedste og mest overbevisende frem i sine spillere, selv om resultatet måske ikke altid var det smukkeste rent æstetisk. Og så var der det med at udtrykke følelser på film, som er meget anderledes end på billeder, hvor man nemt kan fake dem, fortæller Maria.
»Den store forskel er, at man som model skal være meget i kontrol hele tiden, mens man som skuespiller skal glemme sig selv og give slip. Hvis man for eksempel skal udtrykke vrede som model, gør man det mere med øjnene, for det ser ikke særlig pænt ud, hvis man skærer ansigt eller udspiler næseborene. Det er meget udenpå, men som skuespiller er det vigtigt, at man virkelig går ind i sig selv og føler det, man skal spille«.
Ronja Røverdatter fra Søllerød
Maria Palm er opvokset i Søllerød sammen med sin mor og far og sin tre år yngre lillebror, som også er model. Ud over at kravle i træer i de lokale skove, som gav hende kælenavnet Ronja Røverdatter som barn, har Maria altid elsket at klæde sig ud, sminke sig og sy sit eget tøj. Men egentlig havde hun ikke de store tanker om modelverdenen, da hun tilfældigt ramlede ind i den og ligesom Emma tog af sted alene på sin allerførste modelrejse som 16-årig. Athen blev startskuddet. Der boede hun i tre uger på et »forfærdeligt lyserødt hotel« sammen med en håndfuld andre modeller fra Tyskland, Tjekkoslovakiet og Rumænien, som hun knyttede sig meget til, fordi hun endnu ikke vidste, hvordan man gebærdede sig på sådan en tur. Men de havde det sjovt sammen, husker hun, og bare det, at folk snakkede græsk i metroen, var enormt spændende for den dengang purunge Maria.
Som nyslået model mærkede hun hurtigt, at man skal være og se ud på en bestemt måde, men hun tænkte bare, ‘det gider jeg fandeme ikke’. I folkeskolen fik hun tilnavne som goth- og emo-Maria, fordi hun touperede sit hår og gik i hullede strømpebukser, store stribede trøjer og smadrede Converse, så hun har altid været sin egen.
»Jeg har andet at byde på end bare at være pæn«
»Jeg syntes altid, det var så kedeligt, når min booker i Paris sagde til mig, at jeg skulle have sorte jeans på, en sort stram top og høje sorte sko, så jeg kom tit op på bureauerne i noget mere underligt. Som model er man mannequinen i andres mission, så derfor var det vigtigt for mig at vise, at jeg har andet at byde på end bare at være pæn«.
Maria havde heller ikke været længe i branchen, før hun opdagede, at en models liv ofte består af at rejse en time i metro for at sidde i kø en halv time til en casting, hvorefter man har halvandet minut til at vise sin bog frem, inden man skal videre til den næste casting. Afslagene falder hyppigere end tilbuddene, og hun foragter modeljobbet lige så meget, som hun elsker det, fordi hun er sit eget produkt, og fordi det kun er hendes ansigt og krop, som hun bliver bedømt på. På trods af det tøver hun ikke med at kalde sit arbejde »fantastisk«, og efter syv år har Maria heller ikke haft lyst til at slippe det endnu af i sær tre grunde.
»Den første grund er helt klart, at man kommer rundt og ser nogle fantastiske steder i verden, og at man lærer at være alene og klare sig selv og interagere med andre mennesker«, siger hun og opremser videre, mens fingrene tæller med. »Så er der pengene, og der er man bare privilegeret, for det er jo en drøm at tjene gode penge i så ung en alder. Til sidst er der det kreative. Man får lov til at være så mange forskellige versioner af sig selv, og så er det bare sjovt at få en fantastisk kjole eller et skørt outfit på til 300.000 kroner«.
En utaknemmelig verden
Fordommene om modelbranchen står i kø både i den virkelige verden og i ‘The Model’. Filmens instruktør Mads Matthiesen ikke har holdt sig tilbage med at inddrage syge spisevaner, kynisk konkurrence og vilde fester med stoffer, smarte fotografer og sleske modebosser, som lover de unge modeller berømmelse og succes i bytte for sex. Ifølge Maria lever branchen egentlig også ganske godt op til sit ry, selv om hun ikke selv vælter sig i klicheerne. Hun mener i hvert fald ikke, at er der er noget i filmen, som ikke sagtens kunne ske i virkeligheden.
»I de fleste brancher er der fester, stoffer og gamle grise, og det er der helt klart også i modeverdenen, men så er det så bare, om man vælger den form for tilværelse, for man kan sagtens være model og have et andet liv. For mig er det et arbejde ligesom alt andet, hvor jeg leverer en vare og får løn«, siger hun og fortsætter: »Hvis man ikke har et godt bagland, prøver man ligesom Emma at finde noget eller nogen i branchen, som man kan identificere sig med, men lige fra starten har jeg haft mine bedste venner og min familie herhjemme, og det har altid været vigtigt for mig at holde fast i den, jeg er. Det er ikke fordi, jeg aldrig har været til en modefest, men jeg synes, det er noget bullshit, at man skal være lækker og skåle med de rigtige«.
Filmen refererer flere gange til modelbranchen som værende hård, men hvad er det helt præcis, som gør den så hård?
»Det hårde som model er, at man er meget alene. Man skal navigere i en voksenverden som ung pige, og det kan være rigtig svært at komme tilbage til virkeligheden. Første gang jeg var i Paris, var jeg af sted alene i en måned. Jeg snakkede kun med dem, jeg var til casting hos, så da jeg kom hjem til Danmark, tog det mig faktisk et par uger, før jeg fik lyst til at være sammen med andre igen. Man ved heller aldrig, hvad der kommer til at ske i morgen i det her job, og man skal være på hele tiden, for hvis man sidder og er sur, bliver man ikke booket igen. Konkurrencen er heftig, og man skal arbejde pissehårdt for det, for hvis man ikke selv tager pladsen, er der en anden pige, som gør, og hun står altså lige bag ved dig«.
»Som model får man ikke nogen anerkendelse for den, man er«
I filmen roser Emmas fotografkæreste hende for at spise, hvad hun vil. Hvad er din egen oplevelse af en branche, som ofte kritiseres for at hylde syge kropsidealer?
»Oprindeligt skulle min roommate i filmen, som også er model, spise vat, men der stoppede jeg Mads og sagde, at jeg har hørt rygtet, men at jeg aldrig selv har set det. Jeg kender mange modeller, som bare er ekstremt tynde fra naturens hånd, men så kender jeg også dem, som har det pissehårdt, og som bliver nødt til konstant at spise sundt og træne. Det er især målene omkring hofterne og numsen, som kan være svære at holde, for man starter som en pige, og så udvikler man sig jo til at blive en voksen kvinde. Men så må man overveje, hvor meget man har lyst til at arbejde for det. Jeg kan ikke leve af en raw food diet og dyrke motion hver dag, for det gør mig ikke glad. Jeg lever rimelig sundt, men hvis jeg har lyst til en burger, spiser jeg en burger«.
Emma vælter sig hurtigt i luksuriøse modefester. Hvor glamourøst vil du sige, at livet som model er i virkeligheden?
»Jeg har været på rigtig mange fine rejser. For tre uger siden blev jeg fløjet på første klasse fra Mexico City til et shoot til en stor international kampagne i Paris, hvor jeg boede på et lækkert hotel og havde en fed bil, som kom og hentede mig. Jeg kan også huske et job i Marrakesh, hvor vi skulle være på et kæmpe luksus-resort med rosenhave og frisk frugt midt i ørkenen. Men jeg har også haft slummede oplevelser, som for eksempel da jeg boede en uge i en modellejlighed i New York og sov i køjeseng uden rent sengetøj, så jeg måtte ligge med et klamt tæppe. Ellers bor man tit på et firestjernet hotel og har det godt og lækkert, og der er også ofte en bil eller taxa, som henter én. De slummede oplevelser er meget en del af opstarten, og de rigtig glamourøse er, når man klarer sig mega godt«.
Hvordan vil du så overordnet selv beskrive modelbranchen?
»Det er nok lidt en utaknemmelig verden. Det er det første ord, der falder mig ind, for man giver rigtig meget af sig selv, men som model får man ikke nogen anerkendelse for den, man er. Man får at vide, at man er smuk og lækker hele tiden, men det giver mig ikke noget længere, for helt ærligt ved jeg det godt i forvejen, for det er derfor, jeg er her«.
Interviewet stammer fra Soundvenue Magazine #98.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘The Model’