Mens snakken går om modens opskruede tempo med for mange mellemkollektioner og modeuger, så styrter hverdagen videre med de såkaldte cruise-kollektioner. Nicolas Ghesquière tog i weekenden til Rio de Janeiro for at tage forskud på De Olympiske Lege.
Og det gjorde Louis Vuitton-kollektionen også med flere outfits, der lignede opsprættede dykkerdragter i skarpe farver, ligesom der var jakker og kjoler i et tyndere windbreaker-agtigt materiale. Andre kjoler var mere direkte i referencerne med stregtegninger af fodboldspillere.
Det var dog ikke sport det hele, da der også var plads til både korte festkjoler og lange læderjakker båret alene, så de også agerede kort nederdel.
Den danske model Ulrikke Høyer gik showet
Ghesquière sendte blandt andre de to danske modeller Line Brems og Ulrikke Høyer ned ad catwalken, der var foran det Oscar Niemeyer–designede Niterói Contemporary Art Museum, og de så ud til at nyde dagene i Brasilien. Høyer hang med Jaden Smith til efterfesten, hvor de to modeller også fik tid til en svingom.
Se alle looks fra catwalken hos Vogue.
Læs også: Louis Vuitton caster Jaden Smith og ‘Final Fantasy’-karakter som kampagnemodeller