Palace og Reebok samarbejder om sneakers – spiller på humoren i reklamefilm

Palace og Reebok samarbejder om sneakers – spiller på humoren i reklamefilm

Bare fordi man kæmper med Supreme om at være modebranchens mest hypede skatemærke, betyder det ikke, at selvhøjtideligheden nødvendigvis er altoverskyggende. Det beviser Palace i et nyt reklamefremstød. Det London-baserede mærke har netop annonceret et collab med Reebok, og som en video-teaser hertil har Palace taget uventede og humoristiske metoder i brug.

Skuespilleren Jonah Hill er blevet castet til reklamefilmen, og han formår om nogen at krydre modenyheden med en solid omgang humor – helt efter hensigten, fortæller Palace-grundlæggeren, Lev Tanju, til Dazed. »Vi ville bare lave noget dumt«. Og kampagnen er på mange måder dum, men samtidig også fyldt til randen med en befriende ironi, der distancerer sig fra den “normale” modereklame, hvilket gør den til en klædelig kontrast til modebranchens ofte meget polerede udtryk.

I reklamefilmen spiller Jonah Hill en totalt uvidende skateboard-entusiast, der bøvler med terminologien. Sågar kniber det med at udtale Reebok korrekt, når han annoncerer samarbejdet.

Palace Skateboards x Reebok-samarbejdet byder på to forskellige fortolkninger af den klassiske Reebok Classic-silhuet, der kommer i henholdsvis hvid og sort med en kontrastfarvet sål. Derudover har Palace også kastet sig over tre monokrome versioner af Reebok Club C, der kommer i sort, hvid og blå. Alle kollektionens sneakers er udstyret med Palace-printede snørrebånd. Og lytter man til Jonah Hills udsagn i kampagnen, kan du forvente 5 sneakers, der er: »perfekte at have på imens du har sex med en meget sjælden hvid tiger på din fødselsdag«.

Samarbejdet lanceres den 9. juli og kan eksklusivt købes i Palace-butikken i London og på mærkets webshop fra kl. 12.00.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Læs også: Palace-grundlægger er ligeglad med, at du bliver træt af hans tøj en dag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af