Den komplekse kønsidentitet undersøges i ny DR-serie

Den komplekse kønsidentitet undersøges i ny DR-serie
Fra DRs kommende programserie 'Når 2 køn ikke er nok' (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Seksualitet og køn har fyldt meget i populærkulturen de seneste år. Især transkønnede og kønsneutralitet er blevet belyst og forhåbentlig mere accepteret – lige fra Caitlyn Jenners transformation og modeller som Andreja Pejic og danske May Simón Lifschitz til film som ‘Tangerine’ og ‘Den danske pige’.

Men selv om tanker om at være født i en forkert krop ikke længere nødvendigvis er forvist til dagbøger og ensomme tanker, er der stadig en kompleksitet i kønsidentitet, der går langt udover det at være mand eller kvinde – og som måske kan være lidt svære at sætte sig ind i. DR stiller derfor skarpt på kønskompleksiteten i deres nye programserie ‘Når 2 køn ikke er nok’, hvor man hver uge kan opleve to transkønnede, der hver har deres måde at udleve deres kønsidentitet på.

Man vil blandt andet kunne møde Per, der er gift og familiefar, men som samtidig også er Pernille, der bruger makeup og går i dametøj. Og Josefine som arbejder indenfor forsvaret som mand.

Ifølge Vibeke Heide-Jørgensen, der er den ene halvdel af seriens tilrettelæggerduo, er de flydende grænser mellem køn vigtig i forståelsen af kønsidentitet, da en mere adskilt opfattelse simpelthen er en alt for forsimplet udgave af realiteten.

»Det er i dag muligt at vælge mellem 58 forskellige køn på amerikansk Facebook. Hvad vil det sige at være a-kønnet, intetkønnet eller nonbinær? En ny generation af transpersoner sender hele vores traditionelle opfattelse af køn til tælling. For hvem siger, at man enten er mand eller kvinde? Man kan sagtens være begge dele, ingen af delene eller veksle mellem kønnene. Flydende køn, nonbinær eller gender-queer er bare nogle af de begreber, som vi støder på i junglen af nye begreber indenfor transpersonernes verden«, siger Heide-Jørgensen til DR.

I moden har der længe været en flydende grænse mellem mand og kvinde, og kampagner og modeshows bruger i stadig større grad transkønnede modeller eller vender kønnene på hovedet ved at vise dametøj på mandlige modeller og vice versa. Under Københavns modeuge i februar brugte kvindetøjsdesigneren Mark Kenly Domino Tan for eksempel modellen Vincent Beier til at fremvise sin kollektion.

Du kan opleve første afsnit af ’Når 2 køn ikke er nok’, når programserien får premiere den 26. august klokken 21 på DR1.

Læs også: DR stiller skarpt på mændenes garderobeskab i ny serie

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af