Vetements er ligeglade med kopitøj – »folk tager nogle gange branchen for seriøst«

Vetements er ligeglade med kopitøj – »folk tager nogle gange branchen for seriøst«

Vetements er bare cool – ikke kun på catwalken, men hele vejen rundt. Det har det franske brand blandt andet bevist med en afslappet holdning til de mange kopier, der følger i kølvandet på at være tidens ubestridt mest omtalte tøjmærke.

For eksempel så de det blot som en kadeau, da mærket Vetememes nærmest stjal deres navn og regnjakker tidligere i år, og for et par uger siden lavede brandet en særlig kollektion til en popup-shop i Korea med navnet ‘Official Fake’, netop som en afslappet kommentar til det store kopimarked i Asien.

Vogue har snakket med brandets direktør, Guram Gvasalia, der understreger, at de mere synes, kopierne er interessante.

»Det, der fascinerer mig ved Korea, er, hvor hurtigt alting sker her, og hvor stort kopimarkedet er. Det er sjovt, fordi vi ser vores ting, men de er blevet ændret. For eksempel har vi en kjole med en hætte på og skrift på ærmerne, og jeg kiggede online og så, at de havde lavet den til en hoodie. De laver ting, der er tættere på originalerne, men nogle gange bliver de virkelige kreative. Det er markedet meget kendt for. Der er hele bygninger fyldt med vores falske merchandise«.

vetememes-1

Vetememes’ kopier af Vetements-regnjakkerne

For Gvasalia, der er lillebror til brandets chefdesigner Demna, er kopierne altså ikke noget stort problem, og han ser Vetements lidt som en slags Forrest Gump.

»Det kræver en lang kamp at bekæmpe kopimarkedet – du skal have fat i dine advokater, de skal arbejde med det, det koster mange penge, og i den sidste ende er det eneste, du kan gøre, at tvinge folk til at stoppe det, de laver. Vi er et lille hold, vi nyder det, vi laver, og at kæmpe imod nogen er ikke en god følelse. Vi er opvokset i en krigstid i Georgien, og det var ikke gode tider. Folk tager nogle gange branchen for seriøst. Jeg synes, man skal have det sjovt«, siger han til Vogue og fortsætter:

»Jeg elsker filmen ‘Forrest Gump’. Forrest beslutter sig for at løbe, og han løber. Så er der folk, der ikke forstår, hvorfor han løber, men de begynder at løbe bag ham. Og de løber og løber uden at forstå det, og så beslutter Forrest at stoppe. Han stopper, og de her folk ved ikke, hvad de så skal gøre, men Forrest er egentlig ligeglad om nogen løber bag ham eller ej – han løber, fordi han har lyst til at løbe, og sådan har jeg det med, hvad vi laver«.

Gvasalia slår fast, at han ikke tror, deres rigtige kunder ville købe kopierne i stedet for – og han har altså ikke noget problem med dem, som gør.

»Jeg har altid været fascineret af, hvad der skete med Louis Vuitton. Jeg følte, at brandet blev stort, da deres kopimarked begyndte at vokse. Jeg har altid tænkt, at det ville være en fed marketingidé for et et stort brand at betale nogen for at lave kopier af deres ting. På den måde kan du nå mange flere mennesker og en større demografi. Det er ligesom pendulet i et ur. Jo flere, der kender dit mærke, jo hurtigere svinger det. Så længe folk siger, at det er en kopi, er det fint. Jeg bliver lidt sur, når der er butikker, der prøver at sælge kopier som originaler. Det er respektløst overfor kunden«.

Læs hele interviewet hos Vogue.

Læs også: Modekopier når nye højder med kopier af kopier