Der har været meget snak om Reza Etamadi og hans Muf10-mærke det seneste års tid, men indtil videre har det næsten været umuligt at få fingre i hans streetwear, med mindre man var en af de få udvalgte, som fik hans ofte one-off-designs.
Det ser dog ud til at ændre sig nu. For efter at Muf10 præsenterede sit første catwalkshow i forbindelse med Copenhagen Fashion Week i februar, har man på Instagram Stories kunne følge Etamadi i fuld gang med at producere dele af den kollektion, han viste i Bella Centret.
Og nu er de første fem varer landet i brandets webshop. Her finder man en oversize-t-shirt og en hoodie med ‘Holdet’ påtrykt, ligesom den gule logo-t-shirt med det danske flag er til salg.
Der er også landet to mere personlige design, som også blev vist på catwalken. Nemlig en grøn kedeldragt-agtig heldragt og en lang poncho, som fås i grøn eller sort. Begge design fås kun som one-size.
Med varerne fortsætter Etamadi med at følge sin egen sti, da de fleste andre brands viste kollektioner under den seneste modeuge, som først kommer til salg i sensommeren eller efteråret. Men Muf10 sælger varerne selv og følger altså sin egen kalender.
Se de nye varer i webshoppen HER.
Muf10 har i øvrigt igen fået hjælp fra Medina med promoveringen af det nye tøj – både på Instagram, og da hun forleden dag optrådte i ‘Vi ses hos Clemens’.
Læs også: Copenhagen Fashion Week: Muf10 fandt vejen frem med debutshow