Danske Carcel åbner popup-butik med sit fængselsstrik: »Det må ikke blive for frelst«

Danske Carcel åbner popup-butik med sit fængselsstrik: »Det må ikke blive for frelst«
Foto: Nikolaj Holm Møller
Sidste år gik nyheden om deres succesfulde Kickstarter-kampagne og nytænkende produktion verden rundt. Nu er Veronica D’Souza og Louise van Hauen klar med de første designs.

De ser glade ud – også forholdsvis afslappede, selv om Louise van Hauen indrømmer, at hun lige har givet studiet i Peter Fabers Gade en hurtig oprydning, så det tager sig pænt ud. Carcels grundlægger Veronica D’Souza er imponeret. For de har stadig lidt travlt, og fem andre kvinder er blandt andet i gang med at sy mærkater i nakken på de tre forskellige styles, som skal sælges få dage senere.

I forbindelse med Copenhagen Fashion Week lancerer det danske tøjmærke nemlig både sin webshop og åbner en tredages popup-butik hos Kinfolk på Amagertorv, hvor du fra tirsdag til torsdag kan se, prøve og købe de første af Carcels strikvarer.

»Nu er det ikke en Kickstarter-kampagne med 30 dage til et mål, nu lancerer vi, og så er vi ude i verden«, siger D’Souza spændt.

»Jeg vil gerne løbe ind i folk på gaden i vores tøj«, tilføjer van Hauen. »Vi har jo sendt noget tøj ud til vores Kickstarter-backere, og vi har fået breve fra vores kunder, der har skrevet til dem, som har lavet deres sweater«.

»Det er en god kombination af, at de har skrevet breve, men der samtidig også var folk, som sagde, at deres sweater var fed. Det må ikke blive for frelst. De skal købe det fordi det er godt design«, slår D’Souza fast.

Det er netop den kombination, der er hele grundlaget i Carcels forretningsmodel. Da brandet lavede en Kickstarter-kampagne i oktober sidste år, var missionen at starte en tøjproduktion i kvindefængslet Cusco i Peru, hvor nogle af de indsatte skulle strikke kvalitetssweatre i alpacauld efter minimalistisk, skandinavisk design.

Et Carcel-år er et hundeår

Med de 315.000 kroner fra den realiserede Kickstarter-kampagne, masser af arbejdstimer og hjælp fra mange frivillige kræfter er van Hauen og D’Souza nu nået til en ny milepæl.

»Vi taler om et Carcel-år som et hundeår. I september var den en god idé, og vi havde en aftale med fængslet i Cusco og nogle få designs. Siden har vi bygget alting, vores egen produktion, vi har rekrutteret flere kvinder, vi har undervist dem, de har produceret de første design, og vi har opbygget brandet. Så det har været et godt år«, siger D’Souza og griner ad, hvor meget de egentlig har nået.

»Det tager – heldigvis – noget tid at lære de her kvinder at strikke kvalitetetstøj. Til gengæld er de blevet rigtig dygtige. De har samtidig fået mere selvværd og er vildt stolte over at få deres navn i sweatrene«, siger van Hauen.

Når du køber Carcels designs, kan du se, hvem der har strikket din sweater, ligesom du får et billede af kvinden og en bid af hendes livshistorie. Som for eksempel 27-årige Rosa, der har afsonet fire år af sin straf på 12 år. Hun har en datter på otte år, der besøger hende hver søndag, og som hun håber at kunne sende i skole.

Veronica D’Souza og Louise van Hauen

D’Souza og van Hauen håber, at Carcel kan hjælpe Rosa. Det er også en af grundene til, at deres forretningsmodel er bygget op omkring deres egen webshop. Uden et ekstra butiksled, der skal tjene penge, kan de investere i de bedste materialer og betale de indsatte kvinder en god løn, uden at salgspriserne eksploderer. Den gule sweater ovenfor koster for eksempel 1.120 kroner.

»Det bliver godt at åbne op for salg, så der kan komme lidt indtægt. Crowdfundingen gav startkapital, men det var lige så vigtigt, at vi fandt også ud af, at der var folk derude, som gerne ville have vores produkter. Vi troede måske, folk ville være mere kritiske overfor arbejde i fængslerne, men folk har været meget åbne og forstået ideen«, siger D’Souza og fortsætter:

»Det er ikke sådan, at vi skal have solgt 1.000 sweatre, ellers går vi ned. Vi har en fleksibel produktion, hvor vi kan lave små partier, så vi kan også hurtigt sadle om. Derfor bliver det spændende at se, hvad der sker i løbet af det næste år«.

Annonce

Starter op i Thailand

Og her tænker hun ikke kun på Peru, for det nystartede firma er allerede klar til at udvide porteføljen. I oktober arbejdede de på at starte op i Indien, men nu har de i stedet fået en aftale i hus med et kvindefængsel i Chiang Mai i Thailand, hvor de skal lave tøj i 100 procent silke.

»Det er vores dogme kun at arbejde med lokale materialer. I Thailand er det 90 procent af kvinderne, der sidder inde for at smugle stoffer, og de får domme fra tre år til 50 år. Vi går i gang i september, og så vi tager lige endnu et hundeår«, siger D’Souza, der ikke lægger skjul på, at de har store ambitioner for Carcel.

»Vi håber, at vi om fem år kan se tilbage og være tre-fire steder i verden og have solide produktioner i hver deres materiale, og så kunne skalere ud fra det«, siger hun.

Carcels webshop åbner i morgen, hvor brandet også indtager Kinfolk Gallery på Amagertorv 14, 1. sal. Der åbent fra klokken 10 til 19 tirsdag og torsdag samt fra klokken 8 til 19 om onsdagen. Læs mere på Facebook.

Læs også: Carcel nytænker modens produktionsforhold: »Vi skal designe os til en bedre verden«

Læs også: Fem ting vi glæder os til under Copenhagen Fashion Week