Skepta giver sit bud på Nike Air Max 97 – lander i september

Skepta giver sit bud på Nike Air Max 97 – lander i september

Den engelske grime-rapper har længe været kendt for sin stil og har, efter sit musikcomeback, også lanceret sit eget tøjmærke, Mains. Derfor virker det oplagt, at Skepta nu har offentliggjort et samarbejde med Nike, hvor han har lavet en colorway af Air Max 97.

»Jeg har gået i Air Max længe, siden jeg var syv og løb rundt og legede«, siger Skepta ifølge Nike. »Air Max var behagelige at have på i London, hvad end du skulle på klub eller spille bold i gaderne. Den slags sidder fast i min hjerne fra de unge, magiske år af mit liv«.

Inspirationen bag hans skinnende og iriserende colorway stammer fra hans andet hjem Marokko, der også har inspireret det første Mains-tracksuit, og fra Nikes Air Tuned Max-sneaker fra 1999.

»Det var den første sko, som jeg sparede sammen til at købe, så jeg ville gerne bringe dens magi til 97’eren. Den magi der fik mig til at elske Air Max, da jeg så dem som barn«, siger Skepta.

»Air Max er museumsværdige. De burde stå ved siden af andre kunstværker. Det er derfor, at det er mere end en sko og altid har været det for mig. Når jeg ser på denne 97’er, så ville jeg bare have det, som jeg havde det som barn. Og vi er nået dertil. Den er perfekt«.

Skepta har tidligere teaset et samarbejde med Nike, nemlig hans ‘Blacklisted Air Max BW’, som dog kun fik en meget begrænset release. Det skulle blive anderledes med Air Max 97 Sk, når den lander den 2. september og kan købes via SNEAKRS-appen, på Nike.com og hos udvalgte forhandlere.

Læs også: Nike og Virgil Abloh afslører endelig hele deres sneaker-samarbejder – til salg i september


1999 Air Tuned Max, der var inspirationen til Skeptas colorway