New York viser vejen – mest mangfoldige modeuge nogensinde

New York viser vejen – mest mangfoldige modeuge nogensinde
Modeller backstage til Chromats SS18-show i New York den 8. september (Foto: Astrid Stawiarz/Getty Images)

I går vakte det stor opmærksomhed herhjemme, da Unique Models offentliggjorde signingen af den første danske hijabklædte model, men som bureauet også bemærkede, så er det egentlig en naturlig del af det diversitetsfokus, som har præget modebranchen (og samfundet) de seneste år.

For i hvert fald på overfladen er tøjmærkerne blevet bedre til at afspejle den virkelige verden. Det bekræfter en ny undersøgelse foretaget af The Fashion Spot efter modeugen i New York.

Tidligere har brands som Chromat og Gypsy Sport været med til at gøre tallene pænere med deres kontinuerlige fokus på mangfoldighed, men ved den netop overståede modeuge var diversiteten mere gennemgående, og alle 94 shows inkluderede minimum to ikke-hvide modeller. Det betyder også, at større, og dermed mere magtfulde brands som Marc Jacobs og Calvin Klein fulgte trop denne sæson.

Halvdelen af modellerne til Marc Jacobs show var ikke-hvide (Foto: Slaven Vlasic/Getty Images)

I alt blev 36,9 procent af de 2.601 gange en model tog turen ned ad catwalken foretaget af en farvet kvinde, viser de nye tal fra The Fashion Spot – og det er en rekord for de syv sæsoner, som organisationen har holdt øje med diversiteten.

Samtidig var der også rekord på de andre parametre, som The Fashion Spot undersøger – alder, transkønnet og såkaldt plus size. Ti modelindgange blev foretaget af modeller, der er mere end 50 år gamle, 31 af transkønnede, mens 90 var plus size. Det er altså stadig af de 2.601 catwalkture, så procentmæssigt er det stadig små tal. Samtidig var 56 af plus size-indgangene under show fra deciderede plus size-mærker som Torrid og Addition Elle, men selv uden dem var der tale om en rekord.

Så selv om vi også har været blandt de bekymrede røster, der mistænker branchen for blot at se diversitetsfokusset som tidens trend, så fortsætter det i hvert fald med at fylde mere og mere i branchen.

Læs også: Dansk bureau signer model med hijab: »Det her er så nyt og banebrydende for os«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af