Lasse Dearman

Dansk fotograf går ikke på kompromis: »Jeg vil undgå at bidrage til en machokultur«

»Jeg gider ikke lave noget, der ikke er mig. Jeg hader at tage billeder, som alle andre kunne have taget. Det er fint nok at tjene penge, men det er fuldstændig røvsygt«.

Lasse Dearman slubrer en tår af sin kaffe på en café på Nørrebro. Han er en af sin generations fremadstormende danske fotografer, som hidtil kan prale af at have skudt billeder for internationale magasiner som Dazed and Confused, Man About Town, Wonderland Magazine, Vice og Bon – og Soundvenue, selvfølgelig.

De seneste år har han især markeret sig med sin rå dokumentariske stil, som ofte præsenterer meget personlige udpluk af ungdommens fest og subkulturer. Men selv om ikke kun undergrunden, men også modebranchen efterhånden har set sig lun på autenticiteten i hans udtryk, rider Dearman ikke bare med på den kommercielle bølge, som ellers muligvis kunne lede til større jobs og lønninger.

Fra en af Lasse Dearmans serier (Foto: Lasse Dearman)

Han vælger sine modeskydninger med kræsen omhu og gør en dyd ud af, at billederne skal forblive ærlige og ægte, uanset kunden. Ægtheden mangler især i modebranchen, synes han, og derfor går han bevidst uden om modelbureauernes kartotek af perfekte skønheder, når han caster til sine shoots.

»Jeg kan rigtig godt lide at fotografere folk, som er helt uerfarne. Det er ikke, fordi erfarne modeller er ubrugelige, for der er også nogle, som ikke bliver påvirket af kameraet, men de fleste bliver meget selvbevidste«, siger han. »Med uerfarne modeller får man noget personligt og ærligt i stedet for en eller anden idé om, hvordan de skal se ud. Og det er mere interessant at se nogen, som ikke er blevet fotograferet 100 gange før, så jeg bidrager med noget nyt«.

Annonce
 

I starten fandt Dearman sine modeller blandt bekendte og venner i musikmiljøet, men med tiden har han fotograferet dem alle sammen. I stedet finder han i dag oftest modeller på Instagram, for han er for genert til at tage kontakt til folk i byen, men det sker, hvis han spotter nogen, som virkelig tiltaler ham.

»Jeg bliver tit tiltrukket af en unik karisma, og at de har noget, som jeg kan spejle mig i. Det kan være personens udtryk, motorik eller kropsholdning. Det er noget ærligt og ægte, som ikke føles overfladisk og opstillet. Mine billeder er blevet kaldt sympatiske, og det er nok, fordi jeg omfavner det menneskelige i folk i stedet for ‘det rigtige’. Man ser jo tit det modsatte i modefotografi, hvor modellerne poserer helt opstillet, og som fotograf er det det, jeg gerne vil væk fra«.

Fletcher Shears fra bandet The Garden (Foto: Lasse Dearman)

Det uperfekte billede

Lasse Dearman er født i 1989 og opvokset i Viby med en socialpædagog og »antiæstetiker« som far, og en mor som er oversætter. Søsteren er anklager, og broren er specialskolelærer, så Dearman passer ind i klicheen om familiens sorte får, selv om han egentlig ikke føler sig synderligt kreativ. Som barn legede han mest bare med Turtles, men interessen for fotografi har nok alligevel altid ulmet et sted.

»Jeg kan godt lide, at fotografi er meget konkret og direkte. Man får historien serveret med det samme, hvorimod kunst kan være mere abstrakt at forholde sig til. Jeg bruger fotografiet som en nøgle, for det åbner op for mødet med nye mennesker og oplevelser, som da jeg lavede en fotoserie fra Glasgow, eller da jeg var i Bombay Beach i sommers, der er en gammel forladt turistby i Californien. Når man har et kamera, kan man slippe af sted med lidt mere«.

Dearman har studeret på både Journalisthøjskolens fotolinje og Glasgow School of Arts. Alligevel er han stadig autodidakt, for han droppede ud af begge skoler. Halvandet år ind i uddannelsen på Journalisthøjskolen nåede han helt præcis, før han skulle i praktik og pludselig ikke kunne ikke se sig selv som pressefotograf.

»Når man skyder digitalt, kan man blive ved, til det er helt perfekt, hvilket godt kan gøre mine billeder kedelige«

»Man skulle arbejde på en avis i halvandet år og kun fotografere for dem, så allerede der blev det meget ensformigt for mig. Jeg savnede måske også nogle æstetiske friheder i pressefotografiet«.

I stedet valgte han at blive freelancer, så han kunne udvikle sin egen stil. Udover dokumentariske billedserier med atypiske modeller i centrum er et af Dearmans varemærker efterhånden blevet, at han skyder sine billeder analogt. Inspirationen til det stammer fra hans sabbatår i London i 2010, hvor han blev venner med fotografen David Richardson, som skød på film.

»Jeg er ikke en ekstremt teknisk fotograf, som skyder med mange lamper i studiet. Jeg skyder meget med flash eller i dagslys, og for mit vedkommende oplever jeg, at analog ser meget flottere og mindre plastikagtigt ud«, siger han.

»Man klikker heller ikke løs, som man tit gør digitalt. Man må vælge ud fra den film, som man nu har, og på den måde får man tit nogle billeder, som er uperfekte, og det er måske det, der har ledt mig derhen, hvor jeg er nu. Når man skyder digitalt, kan man blive ved, til det er helt perfekt, hvilket godt kan gøre mine billeder kedelige. Jeg tror også, jeg er mere tilstede i det, når jeg ikke har mulighed for at tjekke billederne hele tiden«.

Fra en af Lasse Dearmans serier (Foto: Lasse Dearman)

Optaget af det androgyne

Selv om Dearman har taget billeder i omkring ti år, er det først indenfor de seneste to år, at han er begyndt at identificere sig selv som fotograf og se det som en seriøs karrierevej. Et af vendepunkterne var blandt andet, da det britiske modemagasin Man About Town hyrede ham til at skyde en modeserie, som gav ham mulighed for at blande sit personlige, dokumentariske udtryk med det kommercielle modefotografi.

»Der er mange, som mener, at det er enten eller, men der gik det op for mig, at man godt kan kombinere det. Modellerne hang bare ud, og de kunne selv vælge tøj, og der var ikke noget med hår og makeup. Det var også første gang, jeg så mine billeder på helsider, hvor der ikke var tekst ud over det hele«.

»Jeg er optaget af at viske linjerne lidt ud og skabe en tvetydighed«

Dearman fremhæver modefotograferne og kunstnerne Colin Dodgson, Harley Weir og Juergen Teller, som nogle af sine favoritter, fordi de formår at skabe et personligt univers, når de skyder modekampagner, selv om de typisk indeholder mange restriktioner fra kunderne. På samme måde forsøger han altid at blande sit personlige fotografi med modefotografiet, så de to verdener smelter sammen og bliver en helhed. Som modefotograf er det ganske enkelt det udtryk, som interesserer ham, og derfor takker han også ubesværet nej til jobs, som ikke harmonerer med hans stil.

»Der har været jobs, hvor kunden har misforstået mig som fotograf og valgt mig, fordi de bare skulle bruge en til at tage nogle billeder. Der var for eksempel en, som tilbød mig et job, som skulle se digitalt ud, og hvor jeg måtte sige: Hvorfor ringer I så til mig? Det giver heller ikke nogen mening at hyre mig, hvis billedet skal skydes i et studie med et specifikt lys, eller hvis de har castet nogle helt andre typer. Jeg skulle skyde en serie for et blad engang, hvor temaet var gender-bender, men hvor modellerne ikke selv var det, som de skulle repræsentere. Det var underligt«.

Fra en af Lasse Dearmans serier (Foto: Lasse Dearman)

Dearman fortsætter: »Jeg vil helst undgå at bidrage til en machokultur, som jeg ikke tilhører. Jeg har heller ikke så meget lyst til at tage billeder af stereotypen på en heteroseksuel mand, som står og viser sit ur frem foran en bil. Jeg kan godt lide at fotografere androgyne mænd og kvinder, for jeg er optaget af at viske linjerne lidt ud og skabe en tvetydighed«.

Integriteten og selve fotografiet er det vigtigste. Derfor arbejder han som vikar på en behandlingsskole ved siden af freelancetilværelsen som fotograf, for hvis der ikke tikker tilpas mange opgaver ind, som passer til hans udtryk, vil han hellere tjene til huslejen på anden vis, så fotografiet kan forblive så helligt for ham som muligt.

»Måske er det meget ufornuftigt, for hvis man gerne vil leve af at være fotograf, ville det sikkert give mest mening, at man fyrede alt det kommercielle arbejde af sted«, funderer han. »Men når jeg har været på meget kommercielle opgaver, har jeg ofte bare stået og klikket, og det er ikke noget, jeg har lyst til at bruge mit liv på. Så bliver fotografi jo bare et job ligesom alt andet«.

Se flere af Lasse Dearmans billeder på hans website.

Se hele temaet om modens rebeller HER.