Fløjl er overalt lige nu – ni gode køb hvis du vil med ombord

I slipstrømmen på de seneste års 70’er-vibes omfavner et væld af brands nu fløjl igen – fra fulde looks til detaljer, luksus til highstreet, alle kan være med.

Astrid Andersen-hoodie

Herhjemme var Astrid Andersen en af de designere, der tog materialet mest til sig, da hun præsenterede sin AW17-kollektion, der havde et væld af 70’er- og 80’er-vibes og masser af fløjl og velour. Og i den lyse, varme brune nuance er det helt klassisk, men selvfølgelig med Astrids moderne take, når materialet bruges på til en hoodie som her.

2.300 kroner hos Astrid Andersen


John Lawrence Sullivan-cap

Den japanske designer Arashi Yanagawa kaster sig over Berghain-chic med ‘deutsch’-dad-cap’en. Tankerne føres hen på Vetements og Balenciaga, der begge har dyrket de kradsende østeuropæiske tendenser. Fløjl bliver derfor hevet ud af morfars garderobe og introduceret til andre trends her.

981 kroner hos Farfetch


Vivienne Westwood-bukser

Dronningen af fri leg torpederede modebranchen ved hendes seneste herreshow, hvor hun red på ryggen af en akrobat til finalen. Uforudselig er hun på mange måder, men hendes britiske herregårds-dna brænder altid igennem. Denne ternede buks har et højt opsmøg med en broderet overraskelse på anklen.

3.900 kroner hos Farfetch


Zara-støvler

Zara er kendt for at opsnappe tendenser hist og her, og fløjl er ingen undtagelse. Denne atypiske støvle er mødet mellem fløjl og manifestationen af Tue og Rikke fra Huset på Christianshavn, og med sin kraftige 70’er-stemning kræver den næsten en rullekrave og lammeskindspels.

559 kroner hos Zara

Annonce

H&M-jakke

Hvis du tænker, at fløjl ikke er noget for dig, så se her. H&M har lavet jakken selv de mest farve- og forandringsforskrækkede kan bruge. Jakken giver mere kant til det sorte look med brugen af fløjl med brede riller.

499 kroner hos H&M


Maison Margiela-trøje

Forestil dig en gymnastiksal i 90’ernes Husum. Det er essensen af Maison Margielas sportsjakke, der rammer den stærke 90’er-bølge, der stadig bruser. Dog er fløjl ikke en del af det historiske mærkes identitet. Det er derfor et eksempel på, hvordan utraditionelle brands lader sig inspirere af klassiske materialer.

4.725 kroner hos Trés Bien


Urban Outfitters-jakke

Den sarte lyserøde jakke viser igen, hvordan andre tendenser bliver integreret med fløjl. Og hvis du vil være tidligt ude, så er det den perfekte festivalsjakke til næste år.

560 kroner hos Urban Outfitters


Levi’s

Dolly Parton brøler sin opsang til folket: »Working 9 to 5, what a way to make a livin’« om konformitet og ensformighed. Levi’s gør deres bedste for at trække fløjl ud af ni-til-fem-jobs. Mærket, der opererer mest i denim, kaster sig ud i dekonstrueret version af fløjlsbuksen, der snuser til arbejdstøj.

2.209 kroner hos Farfetch


Our Legacy-trøje

Det er ingen overraskelse, at det svenske brand kaster sig ud i den ædle fløjlskunst. En stor del af mærkets identitet er kvalitet og materialebrug. Og det er netop, hvad fløjl er dette efterår: En ny måde at lege med materialet.

2.709 kroner hos Farfetch

Læs også: Fleece får stort comeback – ni stærke eksempler der fortolker camping-looket