Når mode er allervigtigst, rykker den til vores grænser, vores horisont og vores forståelse. Hvad end vi taler om teknologi, kultur eller politik kan fremadskuende designere og nyskabende mode være med til at skubbe os fremad og lære os noget nyt.
For moden er i sin kerne et kulturelt produkt, der nyder godt af at være forbundet til noget, vi alle skal forholde os til: Vores identitet og det at være påklædt. Derfor får avantgarden, den nyskabende, den politiske mode tit stor opmærksomhed og skaber ravage, bestyrtelse eller får folk til at vende øjne. Deri ligger en stor magt og mulighed for at ændre.
Vi kaster lys på fem meget forskellige designere, der på hver sin måde har været med til at rykke til grænserne. De er rebeller – og valgt fordi de repræsenterer forskellige tilgange til moden.
Surrealisten Elsa Schiaparelli
Italienskfødte Schiaparelli – eller Schiap som hun blev kaldt – var en af de revolutionerende kræfter i den franske kvindemode mellem de to store verdenskrige.
Født ind i en aristokratisk romersk familie nåede hun at blive gift med en ægte svindler, få et barn (kaldet Gogo) og flytte til både London og New York. Til sidst endte hun i Paris, hvor hun gennem sit stærke netværk i de øverste sociale cirkler hurtigt blev en del af den kunstneriske elite, der på det tidspunkt skabte surrealismen.
Dada, Man Ray og Marcel Duchamp blev nære venner og samarbejdspartnere. Hun var inspireret af sin nære ven og mentor, couturieren Paul Poiret, der som en af de første designere nogensinde var med til at frigøre kvindekroppen ved at gøre kjolelængderne kortere og fjerne korsetterne. Schiap gjorde det samme, startede med en surrealistisk strikkollektion og vandt hurtigt indpas i den etablerede franske modebranche.
Hun var en af de første, der skabte slå-om-kjoler (der i princippet passer til alle kroppe), hun lavede surrealistiske insektsmykker i plastik eller brocher med kunstneren Alberto Giacometti. Hun revolutionerede ved at vise synlige lynlåse som en integreret del af sit design og vendte dermed vrangen ud på datidens æstetik, fordi hun kombinerede æstetik og konstruktion til et nyt resultat. Men vigtigst af alt skabte hun en lang række nu ikoniske design, der både direkte og indirekte reflekterede surrealismen.
Hendes hatte var formet som sko, og hendes handsker, trøjer og kjoler med livlige gengivelser af for eksempel hummere er blevet ikoniske.
Schiaparelli står som en stærk frontløber for sammensmeltningen af mode og kunst, fordi hun var en af de første, der helt konkret kombinerede surrealismen med tøj. På mange måder var hun med til at starte modens stolte tradition for kunstneriske og kreative samarbejder, der stadig er i gang med at peake. Hun flyttede til New York under Anden Verdenskrig og efter sin tilbagekomst til Paris lukkede hun sit modehus i 1954, da hun æstetisk slet ikke var rykket med tiden. I stedet overlod hun scenen til sin største rival Coco Chanel.
Showmanden Alexander McQueen
Ingen liste over rebeller uden Alexander McQueen. Den tragiske historie om den nu afdøde kreatør er fortalt mange gange, men lad os her fokusere på to ting: Hans insisterende måde at iscenesætte moden som kunstnerisk og teatralsk medium på, samt hans indflydelse på mode, kunst, musik og kultur – også efter sin død i 2010.
Han startede i lære på Savile Row, hvilket lagde basen til hans unikke sans for skrædderarbejde, før han blev uddannet på Central Saint Martins. Den ledende stylist Isabella Blow købte hele hans afgangskollektion og et tæt venskab blev dannet – et der siden blev udvidet med stylisten Katy England, der som stylist og sparringspartner arbejdede på de fleste shows og var med til at forme brandet.
Men Lee McQueen (som han var født) skabte røre – til at starte med fordi hans æstetik ikke blev forstået af mange og blev kategoriseret som decideret grim (det gælder for eksempel ‘The Bumster’ fra 1996 – de farligt lavthængende bukser, der potentielt viser sprække). Det skete blandt andet med kollektioner med navne som ‘Highland Rape’, hans designs for David Bowie og Björk og med revolutionerende modeshows.
Et af McQueens mest opsigtsvækkende show, hans SS99-show, sluttede med en enkelt model, Shalom Harlow, i en hvid kjole på en roterende plade, mens to robotarme sprøjtede kjolen til med maling. Det skabte et teknologisk wow-show, der både fik kommenteret på designere som skaberfigurer, kreative processer, og hvad mode angår: Påmaling.
Den britiske designers forståelse for modeshowet som teatralsk og kunstnerisk platform står som et stærkt fundament for at forstå nutidens fascination af modeshows og deres fokus på Insta-værdige øjeblikke og photo options. Han gik direkte på kontroverserne, skabte hæle, der var umulige at gå i, og brutale kreationer, der udfordrede både modeller og kroppe. Og ikke mindst iscenesatte han sig selv som en ægte createur – en der nægtede at gå på kompromis.
Den arv lever videre i brandet i dag, hvor hans tætte sparringspartner Sarah Burton, der startede som assistent i 1996, har taget over – og ikke mindst i den inspiration, Alexander McQueen stadig giver videre til unge håbefulde designere, der vil sætte dagsordenen.
Teknologipioneren Iris van Herpen
Hun fik folk til at spærre øjnene op, da hun lancerede sin første kollektion i 2007. Med hendes til tider surrealistiske og overnaturlige sammenblanding af tekstil, beklædning og teknologi har van Herpen skabt sin helt egen metier, som hun kalder new couture.
Det er mest oplagt at omtale hendes kreationer som værker, og hun har været udstillet på ledende museer verden over og har samarbejdet med alle fra Björk og Beyoncé til forskningsenheden CERN og Massachusetts Institute of Technology. Van Herpen har skabt sine egen platform ved blandt andet at retænke måden, hun bruger materialer på. En kollektion var for eksempel lavet ud af stængerne fra paraplyer, ligesom hun har vævet sit eget metaltekstil i samarbejde med en bådproducent.
Hun har pioneret 3D-print som beklædning, har været en fast del af haute couture-modeugen i Paris siden 2011 og er måske et af de mest lysende eksempler på, at man med en insisterende æstetik og de rette metoder kan være med til at skabe fortællingen om, hvordan tøj også kan se ud – og hvordan vi måske kommer til at gå klædt i fremtiden. For hun er først og fremmest interesseret i håndværk og teknik og selv om mange af hendes ting er mekanisk fremstillet eller skabt af computere eller sammen med arkitekter, så er hendes formsprog stadig organisk og relateret til kroppen.
Den japanske fornyer Yohji Yamamoto
Han var en del af den avantgardistiske japanske bølge af designere sammen med Rei Kawakubo (fra Comme des Garçons) og Issey Miyake, der viste deres kollektioner til Europa for første gang i de tidlige 80’ere. De vakte ramaskrig med deres eklektiske formsprog, draperede former og radikale tilgang til moden, der var helt anderledes end de kendte europæiske designere. De blandede kønnene sammen, dekonstruerede tøj og syede det sammen igen og skabte looks, der i bedste fald fik folk til at tænke på hjemløse.
Yamamoto har siden sit første show i 1981 holdt sin position i modebranchen. For hvor hans første kollektioner blandt andet afsøgte at skabe herretøj til kvinder, og selv om han aldrig har skævet mod trends, så er han lige så relevant nu, som han var dengang.
Selv om han i 80’erne revolutionerede de klassiske og aristokratiske europæeres måde at anskue mode på, fordi det regerende modesyn var baseret på den franske luksusmode, er hans design efterhånden blevet bredt ud til et publikum, der ikke er lige så eklektisk – nemlig gennem hans mangeårige samarbejde med Adidas.
For med Y-3-kollektionerne har Yamamoto krydset grænsen fra at være avantgarde-skaber til eliten til at skabe kollektioner, der rammer væsentligt bredere. Bevares, Y-3 er dyrt og eklektisk og bærer hans tydelige signatur med sit monokrome og grafiske, sort/hvide univers, men sammenblandingen af high-end mode og sport kan i høj grad spores til den 73-årige designers hånd.
For siden 2003 har Y-3 budt på sit helt eget univers, der skabte nye former for sneakers, gjorde dem moderigtige og spændende igen, og åndede nyt liv ind i både streetwear, som vi kender det, sportstøj som vi ikke vidste, det kunne være, og avantgarde-moden, som den pludselig blev.
Politiskbevidste Kerby Jean-Raymond
Et af de mere ukendte navne herhjemme er den unge amerikanske designer, der står bag det luksuriøse streetwear-mærke Pyer Moss. Med sin SS16-kollektion (og ikke mindst sit show) fik Jean-Raymond skabt et værk og en kommentar, der stadig vækker genklang i dag.
Som en skarp kommentar til Black Lives Matter-bevægelsen og sine egne oplevelser med politiet som sort barn i Brooklyn skabte han først og fremmest en video, der viste klip fra Eric Garners omtalte død som følge af politivold. Det blev sat sammen med en kollektion, hvor påskriften ‘I Can’t Breathe’ gik igen.
Blandt andre Usher og den prisvindende sorte modekritiker Robin Givhan medvirkede i videoen, og selv om kollektion modtog blandet modtagelse, står begivenheden stadig som en stærk kommentar.
For det første fordi Jean-Raymond op til showet mistede nogle af sine kunder på grund af showets politiske resonans (hvilket også vakte en del opsigt), men også fordi det i disse tider kan være for nemt for designere at være Instagram-politiske.
Her viste han vejen og kom med en tiltrængt og ægte politisk kommentar, der ikke var skabt med sociale medier for øje. Hvis moden skal fortsætte med at udvikle sig som politisk fænomen, er han en god designer at holde øje med fremover.