Hun er blevet kaldt it-girl af fotografen Ryan McGinley. »Jeg bliver altid spurgt: Hvad er det, Petra laver?«, udtalte han til The New Yorker i oktober sidste år. »Hun er en slags ‘Warholian’: En som kuraterer, og som samtidig er både kunstner og model«.
Den unge canadiske fotograf Petra Collins er stormet frem som multikunstner og visionær forretningskvinde. I en alder af 24 har hun skudt kampagner for blandt andre Adidas, Levi’s, Gucci og Calvin Klein, fotograferet stjerner som Kim Kardashian, Bella Hadid og Selena Gomez, stået model for Gucci, spillet rollen som Agnyss i tv-serien ‘Transparent’, udgivet bogen ‘Babe’, udstillet et videoværk i Georgia O’Keefe-udstillingen på Tate Modern i London og instrueret Lil Yachty-minifilmen ‘Keep Sailing’ for The Fader.
Ja, man taber næsten pusten. Den New York-baserede Collins har med andre ord fået succes med sin 70’er-inspirerede, drømmende, lunefulde, sensuelle og feminine æstetik, som er blevet karakteriseret som the female gaze – altså modsætningen til det mandlige, seksualiserede blik på kvinden, som typisk har hersket i en mandsdomineret modebranche.
Hendes populære Instagram-profil bugner af portrætter af unge kvinder, som bærer præg af, at de er taget af en ung kvinde. Et af Collins kendemærker er nemlig, at hun så vidt muligt benytter sig af atypiske modeller i diverse former og størrelser og med brogede baggrunde, for Collins har ikke kun en kunstnerisk, men også feministisk mission med sin kunst.
Betaget af det uperfekte og nøgne
Petra Collins er født 21. december 1992 og opvokset i Toronto som den ældste pige i en søskendeflok på tre. Hendes far drev butikken Legs Beautiful, som forhandlede sokker og strømpebusker, før salget skrantede, og faren fik sygdomsproblemer. Inden da mødte han Collins’ mor, en ung, ungarsk flygtning, da hun fik arbejde i butikken.
»Inde i mit hoved var min eneste værdi, hvordan jeg så ud fysisk«
Moderen var bipolar, og hendes sindslidelse samt faderens sygdom gennemsyrede Collins’ barndom. Selv var hun svært ordblind og blev udelukket fra matematik- og læseundervisningen. Hun følte sig både dum og ubrugelig, har hun fortalt, og da puberteten ramte hende, udviklede usikkerheden sig til en spiseforstyrrelse.
»Jeg troede virkelig, at fordi jeg ikke havde noget af værdi. Inde i mit hoved var min eneste værdi, hvordan jeg så ud fysisk«, har hun udtalt til The New Yorker.
Collins’ flugt fra tilværelsen blev kunsten. I starten var balletundervisning hendes foretrukne helle, indtil en knæskade tvang hende til at lægge danseskoene på hylden som 14-årig. I stedet kastede hun sig over fotografi, og især Ryan McGinleys fotografier af unge mennesker, ofte nøgne og berusede, optog den unge Collins.
»Da jeg så Ryans fotografier, tænkte jeg: Det her er virkelig sejt. De her kroppe er ikke bare seksuelle. De kan bevæge sig og hoppe. De har skrammer. De er fysiske. Og det begejstrede mig virkelig, for som ballerina var det befriende at se, at man kan lave fysiske bevægelser, som er grimme, og man kan være nøgen«, har hun fortalt.
Som 17-årig skabte hun det digitale kunstmedie The Ardorous, som var en platform for unge kvindelige kunstnere, hvor de kunne præsentere deres kunst. Samtidig begyndte hun at fotografere for Tavi Gevinsons onlinemagasin Rookie og lidt senere for Vice. Siden er opgaverne strømmet ind som perler på en snor.
Udfordrer skønhedsidealet
Med det feministiske Rookie som springbræt bruger Collins i dag alle sine kunstneriske platforme til at belyse og diskutere sociale og politiske emner – ofte med et feministisk budskab. Selv om hendes arbejde består af en broget blanding af kunst, mode og reklamer, balancerer hun sin kunstneriske integritet med sit kommercielle arbejde, hvilket har gjort hende til en kunstnerisk digital entreprenør.
Collins bruger ikke kun Instagram til at finde nye atypiske muser til kommende fotoprojekter. Hendes mange modige posts tiltrækker også en stor følgerskare.
Da Collins under sine to år lange studier i kritik og kuration på Ontario College of Art and Design ledte efter akademiske tekster som research til en opgave om kvindelig kropsbehåring, fik hun en åbenbaring, for hun fandt absolut ingen.
»Folk taler ikke rigtig om det, men de taler om fjernelsen af det«, har hun senere udtalt.
»Da billedet blev fjernet, følte jeg, hvor stærk en mistillid og hvor stærkt et had, vi har for kvindekroppe«
Hun læste medicinske undersøgelser om hårfjerningsindustrien og feministiske løbesedler om Lolita-komplekset i popkulturen og seksualiseringen af unge kvinder, og siden har hun fokuseret mere eksplicit på kønstemaer i sit arbejde.
I 2014 lagde hun et billede af sin egen behårede bikinilinje i en hvid bikiniunderdel på Instagram. Kort efter blev hendes konto lukket, og i et debatindlæg bragt i Oyster Magazine og Huffington Post skrev Collins efterfølgende om oplevelsen:
»Jeg gjorde ingenting, som brød med brugsvilkårene. Ingen nøgenhed, vold, pornografi, uretmæssig, hadefuld eller krænkende billedverden. Det, som jeg havde lagt op, var et billede af MIN krop, som ikke levede op til samfundets standard for ‘kvindelighed’ (…). Da billedet blev fjernet, følte jeg, hvor stærk en mistillid og hvor stærkt et had, vi har for kvindekroppe. Da min konto blev slettet, føltes det som en fysisk gerning, som om offentligheden kom efter mig med en skraber, stak fingeren ned i halsen på mig, tvang mig til at dække mig til, tvang mig til at ligge under for samfundets billede af, hvad der er smukt«.
T-shirt med onani
Samme år kreerede Collins en t-shirt for American Apparel sammen med illustrator Alice Lancaster. Den var udsmykket med en tegning af en kvindes skridt, mens hun menstruerer og onanerer, og den blev mødt af både hyldest og afsky.
»Jeg er virkelig interesseret i det, som bliver holdt skjult for vores kultur. Vi undertrykker altid, eller gemmer det, som er naturligt for en krop, som har gennemgået puberteten. Vi er opdraget til at hade vores menstruationscyklus og endda skjule onani«, har Collins sagt om sin motivation bag designet.
Ideen til illustrationen var inspireret af et neonskilt, som hun skabte til udstillingen ‘Gynolandscape’. Hun kuraterede selv udstillingen, som udelukkende bestod af værker af kvindelige kunstnere.
I en branche, hvor de samme fem mandlige fotografer, ifølge hende, skyder samtlige kampagner, udnytter Collins ikke kun sin offentlige stemme og ungdommelige kvindelighed til at udfordre nutidens glatbarberede kvindeideal, hun ønsker også at bane en ny vej, og som fremtidsvision er det blandt andet vigtigt for Collins, at hun og hendes jævnaldrende medsøstre får skabt et sted, hvor deres arbejde kan blive værdsat.
»Selv nu, som en professionel fotograf, der har taget billeder i næsten ti år, er det stadig svært at kræve respekt, fordi jeg er ung og en kvinde. Man bliver nødt til at puste sig selv op som chef og føle sig sikker på sig selv«, sagde hun i marts i år til Fashionista.
»Jeg føler, at et af livets vigtigste tricks er ikke at give op. Det er forskellen på dem, som ender med at blive succesfulde, og dem som ikke gør: Tålmodighed«.