Asger Juel Larsen

Rebellerne former os: Han Kjøbenhavn, Freya Dalsjø og Asger Juel Larsen om inspiration og mod

Jannik Wikkelsø Davidsen

»Du har mere at miste, jo større du bliver«

Han Kjøbenhavn

Som autodidakt designer har Jannik Wikkelsø Davidsen fra start haft sin egen tilgang til mode. Tilsæt brandets opsigtsvækkende modeshows, der altid har sat performance-elementet i højsædet, og du har dna’et for et moderne herremærke, der er vokset fra solbrilleopstarten til at have både en herre- og kvindelinje.

Som tidens streetwear-brands vægter Han Kjøbenhavn autenticitet højt og har altid haft opvækstens forstadsliv som en del af sin inspiration og sit image i alt fra valget af modeller til de dystopiske fortællinger, der har fyldt meget i både kampagner og på catwalken.

Hvilken moderebel har især inspireret dig?
»Det kan lyde lidt pompøst, men jeg kigger ikke så meget på modebranchen og finder ikke nødvendigvis min inspiration der. Mit arbejde har aldrig været en søgen efter at være en rebel, men jeg har altid syntes, at folk, der gik deres egne veje, har været interessante. Det kan være på tværs af alle fag. Folk, der ikke er så nervøse for, hvad der sker, når man bevæger sig ud nogle steder, hvor man sagtens kan komme til at træde nogle mennesker over tæerne.

Gråzonerne rammer mig ikke så hårdt. Det går også igen med mit design. Jeg vil helst have, at folk enten elsker eller hader det af hele deres hjerte. Alt imellem er ikke noget, som rammer mig«.

Fra Gosha Rubchinskiys FW17

Men er der så nogen, du har respekt for…
»I forhold til Han Kjøbenhavn, og hvor vi kom fra, så kan du altid drage en linje til Gosha (Rubchinskiy, red.), selv om jeg er sikker på, at fattigdom i Rusland kan være hårdere end i en forstad i Danmark. Men i forhold til den måde, vi iscenesætter tingene på – tager det avantgarde fra hinanden og blander det med noget hverdagsagtigt og pakker det ind i noget avantgarde igen.

Vetements, som mange kigger efter, de ligger der, hvor du enten hader eller elsker det. De spejler på en eller anden måde hverdagen, så selv om deres shows ikke er stylet så hverdagsagtige, så er komponenterne det.

Henrik Vibskov har sin egen ting kørende herhjemme. Jeg har altid syntes, at det var en fantastisk fantasiverden, som kan noget. Det er noget andet, end det vi laver, hvor vi er lidt mere socialrealistiske i måden at arbejde på. Men det er noget, jeg kan nikke anerkendende imod, hvor man skaber en verden og inviterer folk indenfor. Det gør vi jo også«.

Kan du mærke, at det at drive en forretning nogle gange betyder at gå på kompromis med sin indre rebel?
»Der, hvor det bliver interessant i min verden, er, når du har nået en vis størrelse. Så er det altid sværere at være rebelsk. Du har mere at miste, jo større du bliver. Derfor er det imponerende, når du bibeholder din kompromisløshed, når du når en vis størrelse. Det kan jeg godt lide. Vi kan alle sammen putte en dildo op i rumpen på en, hvis du kun sælger for 500.000 kroner. Men når du er oppe i lidt større beløb, som vi er, så er det noget andet.

Fra Han Kjøbenhavns SS18-show (Foto: Adam Katz Sinding)

Alt hvad der hedder underholdning – show, film, valg af modeller – der kan du tillade dig hvad som helst, men når du skal skabe noget, folk skal gå i og købe, så er der begrænsninger. Du er nødt til at bygge en bro fra det, du skaber på en catwalk, som definerer sæsonens retning, og til kernekollektionen. Og der er nogle kompromiser – okay, skal jeg herhen, før det giver mening for de dødelige at bruge penge på det?«

Hvad giver dig modet til at gøre det anderledes?
»Det lyder stort, men altså, jeg ved ikke, om jeg har en masochist i mig. Jeg er ikke så bange for at miste det materielle eller pengene. Jeg viste godt, at sidste gang (ved FW17-showet i februar, red.), da jeg klyngede folk op i et reb, ville der være delte meninger om det. Men når jeg inviterer til modeshow eller laver en film, så bliver du en del af min lille verden. Det er fiktion, ikke virkelighed. Det, vi bliver fodret med i den virkelige verden, er så meget værre, så jeg føler, at jeg kan tillade mig at gå ekstremt langt, uden at det skader mærket«.

Annonce
 

Freya Dalsjø

»Jagten på magien holder mig i gang«

Freya Dalsjø

Hun har haft sit eget brand i fem år og formået at skabe sine egne dekonstruerede silhuetter til den moderne storbykvinde. Den lette løsning har aldrig virket som en mulighed for Dalsjø, der skaber tøj til folk, som gerne vil skille sig ud fra mængden.

Samtidig har Dalsjøs to seneste modeshows inkorporeret mangfoldighed på en flot og naturlig facon, hvilket har gjort hende til en endnu vigtigere spiller i danske mode.

Hvilken moderebel har især inspireret dig?
»Først tænkte jeg Alexander McQueen, John Galliano, Rei Kawakubo, Martin Margiela, Raf Simons, Miuccia Prada, som på hver deres måde virkelig har påvirket modens udvikling. Af nye designere, synes jeg, Rottingdean Bazaar er geniale. Deres arbejde er så fedt. Det er de eneste, jeg lige kan komme i tanke om, der laver noget, som føles nyt eller har en ny vinkel. Måske fordi det er humoristisk og kommenterende på en skarp og nørdet måde, som jeg ikke har set før«.

Fra Rottingdean Bazaars SS18-show (Foto: Catwalking.com)

Hvorfor er den slags rebeller vigtige for moden?
»Mode skal udvikles og udfordres. Det er dens eksistensberettigelse«.

Du har de senere sæsoner gjort meget for at bruge et mangfoldigt udpluk af modeller. Hvorfor?
»Moden skal deltage i vigtige debatter i samfundet og turde tage stilling, gøre op med forældede idealer. Og så var det personligt også. Jeg synes, mit tøj blev præsenteret bedst af at blive båret af min omgangskreds af kvinder, jeg ser op til og synes er smukke, kvinder jeg kunne se gå i det i virkeligheden, kvinder med karakter, erfaring og styrke«.

Fra Freya Dalsjøs SS17-show (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Kan du mærke, at det at drive en forretning nogle gange betyder at gå på kompromis med sin indre rebel?
»Ja. Men hvis man ikke tør, har man allerede tabt. Modens største drivkræfter er lykkes med det og er blevet til drivkræfter ved at turde være det, så jeg tror ikke, at man skal være bange for at skille sig ud. Det kræver selvfølgelig en masse at kunne gøre det – timing, økonomi, erfaring, øje, intuition, mod, team. Og selvfølgelig er det en sværere vej at gøre op med det eksisterende, og man tager den ikke, hvis man kan holde en anden vej ud.

Jeg har bestemt holdt meget tilbage eller forsøgt at passe ind, og måske kan det resultere i et nemmere salgbart produkt, men jeg bliver ked af det og kan ikke sove om natten, hvis jeg ikke er tilfreds eller synes, produktet kan eller vil nok. Hvis jeg bare skulle lave produkter, der passer ind, fordi det er nemt, bliver det ligegyldigt for mig.

Så vil jeg næsten hellere lave noget helt andet. Det har jeg for meget respekt for faget og dets historie til. Det er ikke bare produktion og salg for mig. Mode kan være så magisk, og det er jagten på magien, der holder mig i gang«.


(Foto: Kavian Borhani)

»De mest troværdige opnår også mest«

Asger Juel Larsen

Efter en ødelæggende brand sidste år har designeren taget en pause fra sit brand for at finde en ny retning, som han snart ruller ud. Og det bliver spændende at se, hvad han finder på, for siden hans første show under Copenhagen Fashion Week i 2012 har Asger Juel Larsen undersøgt de uniformer, vi bærer – fra mere bogstavelig militærinspiration til stereotyper som skovhuggeren og rock’n’roll-fyren. Samtidig har han aldrig været bange for at skubbe til sit meget maskuline univers med nettrøjer, lavtaljede bukser og pels.

Hvilken moderebel har især inspireret dig?
»Da jeg lavede min bachelor-kollektion, arbejdede jeg med alternative materialer og så meget op til Paco Rabanne, der oprindeligt var arkitekt, men som i midten af 60’erne begyndte at lave smykker for Dior, Givenchy, Balenciaga og den slags. I 1966 grundlagde han sit eget modehus. Han arbejdede med alternative og meget ekstreme materialer, især metal, plastik og papir. Det var ikke rigtig gjort før.

Paco Rabanne i 1967 med en model i en af hans metalkreationer (Foto: Reg Lancaster/Express/Getty Images)

Min grundidé var at arbejde med brynjer – i gummisnore, strikke dem og også lave rigtige ringbrynjer. Der var Rabanne klart en god ressource at veje sig op imod.

For sin tid blev han aldrig rigtig anerkendt. Jeg læste engang, at Coco Chanel havde udtalt, at hun ikke så ham som designer, men nærmere som metalsmed. Han fik mest succes med sci-fi-kostumer til Hollywood og kostumer til sangere. Det var inspirerende for mig med en person, der turde gøre noget anderledes, som ikke var helt velset dengang«.

Er tidens rebeller dem, der er lige så gode til at udnytte de sociale medier, som de er designere?
»Ja, det oplever jeg mere eller mindre. Der er stadig mange gode designere med meget på hjertet, men hvis du ikke er med på den der, så bliver det svært. Der er længere imellem wow-oplevelserne, end der var før i tiden – og der er mere af det samme. Så dem, der fortæller det bedst og agerer de rigtige steder, er dem, der får succesen.

To modeller backstage til Asger Juel Larsens SS17-show (Foto: Kenneth Nguyen)

Før i tiden kunne jeg godt lide, at man ikke behøvede at blive forstået. I dag vil jeg gerne inspirere og fortælle historierne på et niveau lidt mere i øjenhøjde. I dag er det bare et stort mix at street, skate, hiphop, punk. Sportswear blandet sammen med klassiske herre-styles. Dem, der gør det bedst og opnår mest succes, er dem, der fortæller det bedst. Dem, der er mest troværdige, mest ægte og ærlige, opnår også mest«.

Holder du øje med de små, danske mærker, der popper op?
»Jeg holder øje med, hvad der sker i branchen – også unge, der bare har lyst til at lave nogle caps. Jeg supporter alt og alle, der gør noget – om det så er originalt elle ej. Jeg supporter, at folk tør gøre noget og starte noget op og gå imod strømmen. Det er totalt positivt stemt overfor. Det er blevet nemmere at komme direkte ud, men succesen er stadig svær«.

Se hele temaet om modens rebeller HER.