Kim Kardashian er dronningen af blazer-looket: Fem af de bedste eksempler i år

En oversize-blazer kan efterhånden skabe et helt look. Det har Kim K bevist mange gange de seneste måneder.

Mens oversize-tendensen i starten tilhørte streetwear med store bomberjakker, hoodies og sweatshirts, så har vi på det seneste set den indtage den mere klassiske, skræddersyede garderobe, i takt med at designere som Gosha Rubchinskiy er begyndt at inkorporere jakkesæt i sit street- og sportswear-look.

Samtidig har mange kvinder brugt oversize-tendensen til at blande voluminøst overtøj med stramme leggings, shorts eller slet ikke nogen underdel. Kim Kardashian dyrker ofte det look, og de seneste måneder er hun især blevet spottet iklædt tendensen med en oversize blazer.

(Foto: Charley Gallay/Getty Images)

Senest blev hun fanget i denne smokingjakke, hvor hun kørte det helt enkelt og sexet med bar overkrop under og korte tights, for på den måde netop at blande det formelle med noget vildt underspillet.

(Foto: Charley Gallay/Getty Images)

Det ligner den samme jakke, hun havde på tidligere på måneden, hvilket beviser, hvordan looket får et helt andet feel, når der tilføjes matchende bukser. Hun formår selvfølgelig stadig at twiste looket med bar overkrop og kavalergang samt løst hår.

Her har Kim Kardashian tilføjet strømpebukser, mens kanten af cykelshortsene stadig anes under den store blazer, der holdes tilknappet, men har de brede 80’er-skuldre, som vi ser meget af for tiden.

Annonce

Her er det hendes nok bedste blazer-look indtil videre, hvor det lader til, at hun nærmest kun er iklædt Vivienne Westwood-jakken, der blander det sexede med det formelle og det oversize med den tydelige talje, den dybe udskæring og det brede revers – og så matcher farven selvfølgelig nærmest hendes egen glød.

Ja, du har nok fattet det. En oversize-blazer er alt andet end aseksuel og formel i hænderne på Kim Kardashian.

Læs også: Stjernerne dropper bukserne i New York – Rihanna og Kim Kardashian dyrker looket