Kanye West sætter ‘Yeezy Season 6’ til salg – tager røven på dig

Kanye West sætter ‘Yeezy Season 6’ til salg – tager røven på dig

Det var selvfølgelig et udspekuleret stunt, at Kim Kardashian turnerede Calabasas-nabolaget i forskellige Yeezy-outfits fra ‘Season 6’-kollektionen. For selv om det tog lidt for lang tid, før vi alle sammen lagde mærke til det, så har det trods alt generet nogle overskrifter. Og bum, så lander hele kollektionen i Yeezysupply-webshoppen.

Der er stadig kun tale om pre-order, for Kanye West er klog nok (måske af skade) til at sætte kollektionen til salg på denne måde, så han kun behøver at producere, hvad der rent faktisk bliver solgt. Egentlig en sympatisk måde ud fra en miljømæssig tankegang. Hvis du bestiller nu, så bliver varerne først sendt omkring den 1. marts. Der er også tale om Yeezys SS18-kollektion, selv om Kanye aldrig har opereret med de sædvanlige sæsonmarkører i sine kollektioner.

Som vi allerede har bemærket, så er der tale om et meget nedtonet output, der er domineret af streetwear-basics, og desværre mere føles som et skridt tilbage end frem for brandet, som længe har virket, som om det havde svært ved at sælge meget andet end de eftertragtede sneakers.

Måske er det netop derfor, at Kanye denne gang tager nogle lidt billige kneb i brug. Hvis du (ligesom os) skynder dig ind for at købe de allerede hypede nye sneakers, Yeezy 500 Desert Rat, så vil du opdage, at du kun kan bestille dem som en del af en pakke. Du skal også købe en hoodie og et par shorts for at kunne få skoene. Og selv om skoene kun koster omkring 1.300 kroner, så virker 1.500 kroner for et par bomuldsshorts og mere end 2.000 kroner for hoodien måske lige i overkanten (som altid med Yeezy-kollektionerne).

Man forstår selvfølgelig, at Kanye gerne vil prøve at overføre noget af interessen for skoene til resten af Yeezy-universet, men det her føles ikke som en fed måde at gøre det på. Det må også formodes, at skoene får en mere almindelig release, men det er ikke sikkert, da Yeezy Boost 700 Wave Runner stadig ikke har været særlig tilgængelig.

Du kan se og forudbestille ‘Yeezy Season 6’ i Yeezysupply.

Læs også: Kim Kardashians ‘Yeezy Season 6’-sneak-peek beviser Kanyes store problem