Ugens bedste sneaker-nyheder – runner fra Wood Wood, nyt fra modehusene og mere trail

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Et opslag delt af Wood Wood (@w00dw00d) den

Wood Wood vil med på Runner-bølgen

Københavnerbrandet er draget til London for at fremvise AW18-kollektionen under London Fashion Week i dag. For at skabe lidt ekstra buzz for ud for showet er der det seneste døgn blevet sluppet en række billeder løs af kollektionen på Instagram. Iblandt disse kan man spotte en helt bunke sneakers med den chunky, løbeskosinspirerede Vibram-sål, der har domineret modebilledet de senere sæsoner hos brands som Eytys, Our Legacy, Hi-Tec og nu også Off-White. Og ja, nu skal Wood Wood også med på bølgen med deres første bud på en Runner-silhuet.


Nike fortsætter i trail-sporet

Det er ikke kun de allestedsnærværende Runner-silhuetter, der dominerer i sneaker-land. Også de mere outdoor-inspirerede sneakers med vandretursvenlige såler har kronede dage. Og nu fortsætter Nike i det spor med to nye, stærke colorways af trail-løbeskoen Humara. En sneaker, der sidste år blev genoplivet, da Nike i alliance med Supreme sendte tre farveskrig og en enkelt helt sort model på gaden.

Der er endnu ingen officiel release dato for de to nye colorways, hvor et subtilt camouflagemønster blandt andet er integreret midt imellem en lang række andre farver, men de forventes at lande inden længe.


Modehuse giver bud på luksus-sneakers anno 2018

I takt med at SS18-kollektionerne så småt er begyndt lande, kan vi begynde at danne os et billede af, hvordan sneaker-moden kommer til at blive i 2018. Og hos de store modehuse tyder meget på, at der stadig vil blive slået et slag for de overdimensionerede såler og sokkedesignet, mens mere tech-futuristiske silhuetter også bliver populære.

En af de vigtigste frontfigurer i den bølge af overdimensionerede sneakers, der er braget frem i modelandskabet de senere år, er det britiske mærke Alexander McQueen. Nu udvider mærket porteføljen med en overdimensioneret runner-silhuet, som falder perfekt i spænd med tidsånden, men samtidig ikke afviger fra den æstetiske dna, der hidtil har præget McQueens populære sneakers. Skoen kan allerede forudbestilles til både mænd og kvinder her.

Pradas nye tech-futuristiske sneaker ‘Cloudbust’ kan meget vel være en af dem, der kommer til at battle med Balenciagas Triple S (og nok også Kanyes Runner) om at blive årets måske mest hypede sneaker. Det italienske luksushus’ bud på en sneaker med velcrolukning, mesh-overdel og en boblende mellemsål har i hvert fald lagt de sociale medier ned de seneste måneder. Og efter Prada sendte fire nye colorways på gaden til mændene for nyligt, er det nu blevet kvindernes tur med et udvalg, der udover ovenstående sorte og røde også kommer i grå og hvid. De fire nye colorways kan alle shoppes hos Saks Fifth Avenue.

Ethvert sneaker- og modebrand med respekt for sig selv har givet deres bud på sokkedesignet i 2017. Og den tendens fortsætter med garanti ind i år. Fendi har netop løftet sløret for deres seneste bud på et sokkedesign, hvor en brun gummisål møder forskellige brunlige nuancer på knit-overdelen. Sneakeren kan shoppes hos Matches Fashion.

Bare fordi man har begået 2017’s nok mest hypede sneakersamarbejde, ‘The Ten’, behøver man ikke hvile på laurbærrene. Og slet ikke, når man som Virgil Abloh altid mestrer at lukrere på omtalen. I kølvandet på den succesfulde lancering af ‘The Ten’ samt en række teasers på nye Off-White x Nike-sneakers, der meget vel kan lande i 2018, er Off-White klar med tre nye sneaker-modeller. To high-tops og en low-top er det blevet til, hvor det industrielle gule Off-White bånd, der også er blevet solgt som bælte, er integreret på de respektive sneakers. Også de røde tags, der straks trækker referencerne mod ‘The Ten’-samarbejdet, har fundet vej.

De tre sneakers har allerede ramt Off-Whites webshop.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Tyler, The Creator teaser hidsig Golf le Fleur-colorway

Efter lang ventetid landede de første Golf le Fleur-modeller fra den farveglade rapper Tyler, The Creator og Converse langt om længe tilbage i november til stor begejstring for mange sneaker-fans. Og nu er Tyler og co. klar med en ny colorway, der igen tager sit afsæt i Converses One Star-model, men hvor det normale stjernelogo har fået en blomstret overhaling.

Den nye colorway i pink og rød lander den 18 januar hos en række udvalgte Converse forhandlere, der dog endnu ikke er offentliggjort.


Fila forener tidens sneaker-tendenser

Filas seneste skud fra ‘Disruptor’-serien er på mange måder en hybrid, der formår at forene alle de største tendenser fra sneaker-land i én sko. Opskriften er at mikse den populære overdimensionerede trail-sål med et tilhørende sokkedesign, der slutter til ved anklen. Den nye ‘Disruptor EVO Sockfit’ kommer i både en hvid og sort colorway, men kan indtil videre kun shoppes via Filas koreanske site. Men mon ikke en sneaker med så mange tendenser samlet i samme design nok skal få en verdensomspændende release før eller siden?


Fremtidens sneaker i nye farver

Adidas har intentioner om at revolutionære sneaker-gamet med Futurecraft 4D-modellen, der muliggør, at du fremadrettet kan få dine sko fuldstændig skræddersyet efter din fod. Men et så teknologisk og innovativt projekt kræver naturligvis tid, før det kan foldes ud på globalt plan. Ikke desto mindre kan noget tyde på, at 2018 måske kan blive året, hvor Futurecraft for alvor slår igennem i et bredt perspektiv, der ikke kun er forbeholdt Adidas’ familiy and friends. I hvert fald har adskillige nye colorways allerede ramt nettet i årets første uge, hvilket blandt andet har budt på en sort version med den tekniske 3D-printede mellemsål i pink.

Ifølge Yeezy Mafia skulle et bredere release måske allerede lande i starten af året. Vi venter i spænding.


NMD med skarpe subtile detaljer

Adidas bliver ved med at tilføre nyt liv til NMD-modellen. Seneste skud på stammen er NMD Racer PK, der kombinerer de klassiske NMD-detaljer som Boost-sål og Primeknit-overdel med blandt andet et par skarpe neonfarvede detaljer på ydersålen, men også en helt ny placering af de blokke, der er så karakteristiske for NMD-modellen. Samtidig snuser de neonfarvede detaljer på sålen lidt til hele trail-tendensen, og på den møde formår Adidas at forene et minimalistisk design med nogle ret stærke detaljer, der gør, at NMD-modellen fastholder sin aktualitet i sneaker-billedet – i hvert fald lidt endnu.

Modellen er netop landet og kan købes hos Rezet.


Helt ny model fra Adidas

Og når vi er ved Adidas og NMD, så er den tyske gigant klar til at starte året med en helt ny model, der umiddelbart bygger videre på NMD-succesen, men også låner fra UltraBoost. Der er nemlig tale om endnu en sokke-sneaker med en Primeknit-overdel, mens den får noget af sin særegenhed fra snøresystemet. Ifølge sneakerbutikken Upclassics skulle modellen, der har fået navnet Arkyn, komme i handlen den 4. april og koste omkring 1.000 kroner.

Læs også: 2017’s ti bedste sneaker-modeller, som du stadig kan få fingre i