Fryd er med til at forme Møs stil: »Projektet er så stort, der er rigtig meget på spil«

Fryd er med til at forme Møs stil: »Projektet er så stort, der er rigtig meget på spil«
Fryd Frydendahl og Mø
Foto: Fryd Frydendahl
Egentlig er Fryd Frydendahl fotokunstner, men i takt med veninden Møs succes er hun nu også med til at sætte den visuelle retning for popstjernen. »Samarbejdet kommer ud fra et vigtigt og godt sted, fordi det ikke er forceret«, fortæller hun.

»Lad os kalde hende Karen. Mø er for mærkeligt«, siger Fryd Frydendahl hurtigt, da jeg fanger hende i telefonen. Hun er i New York, hvor hun bor, og det lyder, som om hun er ude at gå.

Selv om de fleste af os kender Karen som Mø, så er det ikke så mærkeligt, at Fryd foretrækker popstjernens fødenavn. De har nemlig kendt hinanden siden de tidlige MOR-dage, hvor Fryds eksmand sammen med mastermind records udgav ‘Fisse i dit fjæs’-singlen på sit pladeselskab, og hun syede flamingokostumer til pigerne og skød pressebilleder i sin baggård.

Det er ti år siden til sommer, og siden har Fryd skudt tusindvis af billeder af Møs rejse fra punkundergrund til de største scener verden rundt.

»Karen er lidt blevet min pseudolillesøster. Jeg er lidt ældre, og de første gange, hun skulle spille i New York, sov hun på min sofa og sådan noget.

Jeg har et udbredt behov for at passe på hende i vores venskab, jo mere man ser det her cirkus folde sig ud. Det er ømt og privilegeret at kunne arbejde med folk, man holder af på den måde«, fortæller Fryd.

Mø-singlecover

I dag er hun ikke kun fotografen, der bliver tilkaldt, fordi Mø føler sig tryg ved hende. På den seneste ep, ‘When I Was Young’, har Fryd været kreativ ansvarlig for det visuelle udtryk og har arbejdet sammen med stylisten, hyret andre fotografer og stået bag skabelsen af Møs mere romantiske look, hvor klassiske feminine elementer som blonder, kjoler og monokrome hvide og røde outfits har mødt Møs rå side via det korte hår med den synlige udgroning og tatoveringerne.

»Det er vildt spændende at være med til at udvikle og skabe et overordnet univers. Vælge andre fotografer, jeg synes, der er mega fede og gerne vil arbejde sammen med, som måske kan noget, jeg ikke kan, og der passer lidt mere til sådan en kommerciel popstjerne branche, som Karen jo er i. Jeg tror, at det bidrager til et rigtig godt mix imellem noget meget autentisk, fordi vi kommer fra den samme baggrund og har en mere rå æstetik, blandet med noget blødere«.

Mø-pressebillede fra sidste års ep (Foto: James J. Robinson)

Det har dog aldrig ligget i kortene, at Fryd skulle følge med på Møs stjernefærd. Hun er kunstnerisk fotograf, hvilket stadig er vigtigt for hende at holde fast i, selv om det kan være skizofrent nogle gange.

»Jeg kunne ikke være i Mø-boblen, hvis jeg ikke havde mit eget. Der ville være noget ego, som ville gå i stykker, hvis jeg kun var Mø-fotograf. Jeg havde engang fernisering på et blad, jeg havde været kurator på, og så hørte jeg nogen, der nærmest viskede, det er hende, der er Møs hoffotograf. Der tænkte jeg, okay«.

Hvad tror du, der binder jer sammen?
»Vi har begge en enorm høj arbejdsmoral og tilsidesætter mange andre ting for arbejdet, fordi det er det, vi er lavet af. Det at kunne dele det med en ven, hvor der også er masser af humor og grin og ballade blandet sammen med, er en stor del af det. At arbejdsrummet bliver blandet sammen med det personlige er nok med til at gøre, at det fortsætter«.

Mø-singlecover

Hvad der er vigtigt, når du skyder billeder af Karen?
»Det er jo et samarbejde, der har udviklet sig over mange år. Vi er to mennesker, der kender hinandens metoder. Hvis der er et ansigt, jeg har kigget med på de seneste fem år, så er det hendes. Så jeg kan også se, når hun er træt, og vi skal peppe tingene lidt op. Det er nemt at afkode hinanden. Det er vigtigt, at vi får lov til at være i et rum, hvor der er ligevægt, hvor der er lige dele kontrol imellem hende og mig. Sådan har jeg det generelt med fotografiet«.

Er det blevet sværere at have det rum?
»Nej, det er næsten blevet nemmere. Først var det bare Karen og jeg, der tog billeder, når vi var sammen – jeg fotograferer ofte folk, jeg er meget sammen med. Så udviklede det sig langsomt. Ofte var pladeselskabet ikke med på at skulle bruge mine billeder, fordi de var for kunstneriske eller abstrakte, men de endte tit med at bruge dem alligevel, fordi de godt kunne se, at der var en speciel kontakt i mellem Karen og mig. Det gør, at samarbejdet kommer ud fra et vigtigt og godt sted, fordi det ikke er forceret. Der har været mange gange, hvor vi har tænkt, det får vi ikke lov til, hvor det har fået lov til at få sin egen plads og være en del af projektet«.

Mø-singlecover

Sponsoreret indhold
Portræt af Pernille Smith-Sivertsen fra Blondage
Pernille fortæller om at finde sin egen stemme i musikken. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

De nye billeder er mere sensuelle, mere romantiske måske…
»Det er en kombination af at arbejde med en meget dygtig stylist og mig, der kommer med hullede t-shirts, som så skal blandes sammen med noget high-end – det er der, hvor jeg synes, at jeg får lov til at lege mest med udtrykket sammen med Karen og de andre. Det er noget nyt, at jeg er kommet på banen i den slags sammenhænge. Det er vildt spændende. Den slags creative directing er heller ikke noget, jeg tror, jeg ville beskæftige mig med, hvis ikke det var Karen. Jeg er fotografisk billedkunstner. Jeg går ikke med store karrieredrømme om at skulle være art director for mange forskellige popstjerner, men i mit samarbejde med Karen og Mø-holdet er det noget andet, fordi det også er min familie på en eller anden måde. Så jeg er mere personligt investeret i projektet«.

Er du blevet mere efterspurgt i takt med Møs stigende succes?
»Det påvirker ikke min kunstneriske praksis. Det er ikke noget, mit galleri V1 bruger til at profilere mig, men der er mange musikere, der er begyndt at spørge i de år, jeg har lavet ting med Karen. Det er meget sjovt. Lige pludselig er man også sådan en, der skal lave bandbilleder«.

Siger du så ja?
»Det kommer an på, hvem der spørger. Jeg er meget bevidst om, at mit udtryk ikke passer til alle. Jeg vil gerne have, at det skal være noget specielt. Jeg skyder analoge billeder, og det er meget arbejde. Det er ikke noget, man bare lige laver, fordi det er sjovt at være på en credit-liste på en eller anden hjemmeside. Jeg er gode venner med Nis Bysted, en af dem bag Escho, og jeg taler meget med ham om det. Jeg har fotograferet nogle projekter, han har været involveret i, fordi han har en forståelse for det. Det er det samme med Karen. Jeg forstår hende og hendes projekt, og så er det fedt at være i et samarbejde. Men nej, jeg siger ikke bare ja, når folk spørger. Så godt betaler det ikke at skyde pressebilleder for bands«.

Mø-singlecover

Snakker Karen og dig meget om inspirationskilder, eller kender I efterhånden bare hinanden?
»Jeg kan ofte lure, om det er noget, hun vil kunne lide, men vi sender enormt mange referencer frem og tilbage. Det er både kunstting og modeting, som man screen-shotter eller fanger på gaden. Lige nu er det alt fra en farve, der kan starte en samtale om noget, til… jeg så et billede af en kvinde med en kat nede i subway’en og sendte det til hende, fordi det bare er hele den verden, hun beskæftiger sig med lige nu. Når vi er midt i et projekt, så kører der mange sms’er frem og tilbage med med moodboard-ting.

Projektet er så stort, at der er rigtig meget på spil på en måde. Det er ikke bare en leg, som det måske var i starten. Det er også levebrød og alt muligt andet. Det gør, at det er specielt, at det jeg tidligere så som en legende udveksling, nu virkelig betyder noget – også for en masse fans. Man bliver tagget i 1.000 billeder på Instagram, og fansene synes, man er fed, bare fordi man er venner med Karen. Til min fødselsdag var der nogen, der lavede en kollage af mig. De kan godt se, at vi er mere end bare fotograf og kunstner, at vi også er venner. Det er enormt sjovt, men også surrealistisk at være blevet inkorporeret på den måde«.

Coveret til Møs ep ‘When I Was Young’ fra sidste år

Ep’en virker som en tilbagevenden til udgangspunktet med sit ophav in mente, både musikalsk og æstetisk – næsten som et skridt væk fra det poppolerede. Tror du også, at det er derfor, at du er kommet tættere på netop det projekt?
»Det er en udvikling af, at det er blevet meget større, og der er brug for flere hænder – og øjne i dette tilfælde. Det er også lidt her, hvor det nye og det gamle møder hinanden på en eller anden facon. Indie-punk-pigen der møder det internationale marked, hun har været en del af, og så kommer det her, der har sådan en dagbogsfølelse. Sangene er skrevet over de seneste fire år, så der er en direkte tråd til det. Rent æstetisk er det et solidt mix af noget nostalgisk, og hvor hun er på vej hen.

Det er også en moden pige, der sidder på de billeder. Det er modigt at gå all in og lave en hel visuel side, der hænger sammen på den måde. Og ikke være undskyldende over, at man sidder i blonde-leggings og skeletøreringe. Det er meget udansk på en måde at lave så stærk en visuel side. Det ser du, internationale kunstnere gøre. Når Beyoncé laver en ny ting, så har det eksempelvis ofte en gennemgående og storslået identitet. For Karen har det måske tidligere være lidt fra projekt til projekt.

Snakker I om stylingen som en del af billedet?
»Det har vi ikke gjort så meget tidligere. Der har jeg været den lille fotograf på småopgaverne, og så har jeg været med, når det kunnet lade sig gøre. Men nu i forhold til ep’en har jeg været med til samtalerne med Aldene Johnson, der er stylisten«.

Mø-singlecover

Mange kvindelige popstjerner bliver meget seksualiserede, men dine Mø-billeder er ofte mere sensuelle og romantiske. Er det noget, I har snakket om?
»Det var meget vigtigt for mig at vælge den fotograf, der har været den primære på ep-projektet, hvor jeg mere har været art director, og finde en, jeg følte havde et meget lige blik på køn, og fandt vi i James (J. Robinson, red.), som har skudt det.

Hele temaet er – og det er noget, Karen bærer igennem alle sine ting – både det feminine og det rå, der møder hinanden. Det er aldrig bare vampet og overdrevet feminint på den måde. Der er altid en kant. Så er det skeletøreringen, eller håret der er blevet klippet helt kort. Der er hele tiden ting, som arbejder i en mellemzone. Det er det samme med at være blevet ældre, men også stadig ung og fri. Det er et spændingsfelt, som er spændende«.

Mø-singlecover

Punk er en del af jeres opvækst og fælles historie, er det stadig vigtigt, når du skyder billeder af Karen?
»Det er bare en del af dem, vi er. Det er ikke noget, der er udtalt imellem os. Vi mødtes i punkscenen. Det er vores fælles afsæt, så selvfølgelig er der noget i det. Det er også en æstetik, som vi begge har taget med derfra. Jeg synes også, det er sjovt, når jeg hører den del af hendes historie blive gentaget igen og igen, og jeg tænker, gud, men det er jo afsættet.

Det vil også altid være en del af mit personlige arbejde, at jeg kommer derfra. Men det fylder hos os, fordi det er den slags personer, vi er draget af. De personligheder, vi godt kan lide, er dem, der også svinger den vej. På den måde arbejder det sig nok ind i billederne og æstetikken i det hele taget«.

Hvad er et af dine yndlingsbilleder af Mø?
»Jeg har nok flere. Der er næsten et fra hver periode. Jeg sidder lige nu og kigger meget i vores arkiv til noget, jeg er ved at lave, og det bliver som kapitler. De tegner nogle billeder af forskellige perioder.

Der er et billede, som vi skød bare for os selv, der endte med at blive et pressebillede, hvor hun sidder på et lyserødt badeværelse i et badekar. Det har jeg det enormt ømt over. Det var en tid, hvor der foregik meget, og tingene gik stærkt. Vi var i L.A., og hun boede i et mærkeligt hus. Vi havde taget en tur ud i ørkenen, der havde været lidt forfærdelig med tømmermænd, og så endte vi med at tage det billede. For mig er det både ømt og smukt æstetisk, men også omsorgsfuldt og rart. Det betyder meget for mig rent personligt«.

Læs også: Se Mø og Diplo fyre danserutine af til ‘Get Right’ hos Jimmy Fallon