Dansk undertøjsmærke mener H&M kopierer design – overvejer søgsmål

Dansk undertøjsmærke mener H&M kopierer design – overvejer søgsmål
H&M’s nye bikini, der minder om OW Intimates’ design

Det kunne skrives (og bliver skrevet) mange nyheder om highstreet-kædernes balancegang imellem inspiration og ren tyveri, men det er ikke så tit, at danske brands er dem, der føler sig trådt over tæerne af giganterne. Det er dog tilfældet nu, hvor undertøjsmærket OW Intimates råber op, fordi H&M har lavet et bikinisæt, der minder meget om det unge danske mærkers.

»Jeg blev tippet af flere kunder, der havde set, stylen var tilgængelig hos H&M, hvilket de naturligvis undrede sig over«, fortæller designeren bag OW Intimates, Sonja Davidsen.

»Den kærlighed, man ligger i at udvikle et produkt, og den tid, man bruger på at kræse om detaljen, er aldrig i et ønske om efterfølgende at se sit design blive kopieret og masseproduceret«.

Der er tale om OW Intimates’ ‘Fanya’-bh og -trusser, som blandt andet er kendetegnet ved nogle bredde dobbeltstropper, der giver designet sit særpræg – og som altså går igen på H&M’s bikini.

Uden at vi har overblikket over, om Davidsen er den første til at bruge stropperne på den måde, så er ligheden påfaldende.

»Det er altid svært, når det kommer til tøj, da man kan argumentere for og i mod. Dog er tykkelsen på stropdetaljerne den samme samt sammensætningen af disse, hvilket er meget påfaldende, herudover har jeg originaltegninger helt tilbage fra start-2016«, slår designeren fast.

Og hun er lige nu i kontakt med en advokat for at finde ud af muligheder for at stævne H&M.

»Jeg ved, at en sag nemt kan trække i langdrag, men eftersom mit mærke er under to år gammelt og allerede har rigtig godt gang i eksporten, bliver jeg nødt til at kæmpe for mine designs«, siger Davidsen.

Læs også: H&M lancerer endnu et nyt koncept – Afound skal være en slags tilbudsmarked