Stjernestylist Bea Åkerlund slipper IKEA-kollektion: »Jeg ved ikke, hvad skandinaverne er så bange for«

Hun har skabt vilde, goth-glamourøse looks til stjerner som Beyoncé, Lady Gaga, Madonna og Rihanna. Nu kan du få lidt af hendes stil i dit hjem – og det synes hun, du har brug for. For hun giver ikke meget for skandinavisk minimalisme.
Stjernestylist Bea Åkerlund slipper IKEA-kollektion: »Jeg ved ikke, hvad skandinaverne er så bange for«
Bea Åkerlund i sine IKEA-læbepuder

Sneen fyger om ørerne på mig, da jeg løber efter min taxachauffør. Han tog fejl af adressen, så min ellers relativt korte rejse fra Arlanda-lufthavnen har nu taget os gennem adskillige små gader i Stockholm, indtil han parkerede bilen i afmagt.

Nu løber han et par meter foran mig og kigger febrilsk på sit smartphone-kort, mens han på gebrokkent svensk prøver at forsikre mig om, at han har styr på det. En kvinde i habit kigger utålmodigt på sit ur og tager stafetten videre, da jeg endelig når til den store, gamle fabriksbygning.

Jeg følger forpustet efter op ad trapper og ned ad små gange. Til sidst når vi en sal med masser af spejle og stole, hvor der i midten af alting sidder en kvinde ulasteligt klædt i figursyet jakkesæt, masser af fingerringe, tårnhøje hæle, langt sort hår og røde læber. Hun kigger på mig med en fuldkommen stoisk ro og smiler afmålt.

Bea Åkerlund med produkter fra sin IKEA-kollektion. (Foto: Ekaterina Belinskaya)

Kvinden, der sidder på bunden af kaninhullet, jeg lige er dumpet ned i, er Bea Åkerlund. Stjernestylist, modeaktivist og designer for IKEA’s nye kollektion, ‘Omedelbar’, der i går blev sat til salg i varehuse verden over. I mere end 20 år har den L.A.-bosatte svensker sat sit præg på moden med sin helt egen vilde, overdimensionerede, goth-glamourøse smag, som kan skimtes i hendes faste klientel, der rummer navne som Beyoncé, Lady Gaga, Britney Spears, Madonna og Rihanna. Hun har tryllet med et hav af musikvideoer (heriblandt Beyoncés ikoniske, bittersøde hævnerlook og gule Roberto Cavalli-kjole i ‘Lemonade’-videoen ‘Hold Up’), magasinforsider og scene- og filmkostumer.

Selve mødet med Bea er ikke det eneste, der får mig til at føle mig som Alice fra den famøse Lewis Carroll-fortælling. Som hun begynder at tale om sit arbejde, forstår jeg, at et indblik i hendes kreative sind, er som et kig direkte ind i et excentrisk eventyrland.

»Det er lidt sådan, min hjerne ser ud hele tiden«, nikker hun smilende, da jeg fortæller hende mine tanker. »Det hele er processen af alt det, der sker – ideerne og kreativiteten, der søger et afløb i noget. Jeg giver alt, jeg har indeni, til mine projekter. Tit, når jeg er færdig med et projekt, bliver jeg syg, fordi jeg giver så meget både fysisk og mentalt. Det er meget drænende«.

(Foto: Ekaterina Belinskaya)

Mode som sprog

For Bea er styling ikke bare et arbejde. Det har det aldrig været. Moden er hendes sprog. Som genert teenagepige, der flyttede fra Stockholm til L.A. i ottende klasse, var det moden, hun talte igennem. Da hun droppede ud af high school, levede hun for at skeje ud i vilde kostumer, når hun tog i byen, og da hun en dag fik en tjans som stylist til en drag queen-kalender, begyndte det at tage fart.

»Da jeg farvede mit hår sort fra blond, begyndte jeg at blive mig selv. Det føltes pludselig så komfortabelt og rigtigt at være mig. 20’erne handler om at finde dig selv. 30’erne handler om at få en karriere. Når du rammer 40, har du gjort begge ting, og så tror jeg, du når et punkt, hvor du ved, hvem du er«.

I dag er Bea 42 år gammel, og selvom ordene synes store, er jeg faktisk ikke i tvivl om, at hun mener det, når hun siger, hun ved, hvem hun er. Hun har allerede lagt mere end halvdelen af sit liv i modebranchen og balancerer nu med en stramt tilrettelagt hverdag i L.A., hvor hun forsøger at få karriere og familielivet – med sin mand, filminstruktøren Jonas Åkerlund, og deres to, små piger – til at gå hånd i hånd. Det fungerer efter eget udsagn, fordi hun er enormt stædig.

»Jeg hænger ud med mine børn, når jeg mangler inspiration. Den friske måde, de tænker på, inspirerer mig. De er ikke påvirkede af den verden, vi lever i, og de er ligeglade med, hvad andre tænker. De lever og ånder livet«.

Hvad gør du, hvis inspirationen alligevel udebliver? Kan du finde modet til at gå all in, selv hvis du har en dårlig dag?
»Nej, jeg er alt eller intet. Så bliver det badekåbe og joggingbukser. Men så har mine joggingbukser sandsynligvis også en hale eller sådan noget«.

»B. who you are«

Samarbejdet med IKEA er Beas første indtog i interiørverdenen. Derhjemme indretter hun sig med masser af sort og antikviteter – og nu også med hendes egne IKEA-designs som kysmundspuder af rødt velour, overdimensionelle ure, kongekroneskåle og vaser formet som hatte og sko. Hele kollektionen, der går under titlen ‘Omedelbar’ med taglinen »B. who you are«, er som at tage et skridt længere ind i hendes eventyrland.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Når man oplever smagsprøven, er det som at opleve min verden«, fortæller Bea om traileren til kollektionen.

»Det er lige som at føde et barn – det har været undervejs virkelig længe. Det er en drøm, der går i opfyldelse at få muligheden for at dele mine visioner med verden i så stort et format, hvor det er tilgængeligt for alle. Folk skriver til mig fra alle mulige lande: Sælger du i Canada, sælger du i Grækenland? Jeg ved det ikke, jeg ved bare, det er IKEA!«

Var der noget, du ikke kunne få gennemført i kollektionen?
»Du er nødt til at give noget og tage noget. Sådan er det hver gang. Jeg havde nogle vilde ideer til IKEA, der ikke blev til noget. Jeg ville virkelig gerne lave en sko-sofa eller en sko-stol, men den gik ikke. Med så mange utrolige ideer, kan du ikke altid gennemføre alt det, du gerne vil«.

Stikordene for samarbejdet er individualitet og kreativitet. Kollektionen er lige netop både vild og umiddelbar – en del af Beas excentriske eventyrunivers, der er klar til at sprede sig som små, magiske spor i andre menneskers personlige hjem. Selv om kollektionen har været gennem IKEA-maskinen, er det ikke til at tage fejl af, hvem der står bag designet, når man gennemgår de forskellige rablende påfund.

Det er lidt den samme følelse, man får, når man ser på Beas stylist-cv. Man kan altid fornemme en snert af hendes egen karakteristiske, rå goth-glamour i hendes stylinger. Men frem for alt vil hun forstå den, hun styler – lade dem udtrykke sig gennem mode, som hun selv altid har gjort. Og prøve en helvedes masse ting og grænser af.

»Jeg er min egen person, der er ingen andre som mig – ingen Bea Åkerland. Det holder jeg mig til. Jeg undlader at konkurrere. Du ved, hvad du får fra mig, for min æstetik og det, jeg kan lide, er meget gennemsigtigt. Folk ringer til mig, hvis de har brug for en skør idé – noget uden for boksen«.

Hvad er den vildeste idé, du har gennemført?
»Jeg havde en virkelig skør idé, da jeg stylede Katy Perry til et Harpers Bazaar-event i New York. Det var efterår, så jeg ville gerne skabe en kjole, der nærmest var levende. Jeg havde et outfit af 1.000 blade og 10.000 Swarovski-krystaller, og så i sidste øjeblik sagde jeg: Ville det ikke være fantastisk, hvis der var sommerfugle, der kom ud af kjolen? Så fik vi 200 levende sommerfugle, som jeg kastede på hende, lige før hun skulle optræde. Jeg troede, de alle sammen bare ville flyve, men sådan fungerer sommerfugle åbenbart ikke. Men det var smukt – de blev på kjolen og fløj lidt tilfældigt omkring«.

(Foto: Ekaterina Belinskaya)

Modeaktivisme og MEGET mere af det hele

En ting, man ikke kan undgå at lægge mærke til, når man læser om Bea Åkerland, er det faktum, at hun først og fremmest ser sig selv som ‘modeaktivist’. Hun vil gerne gøre en forskel i en industri, der er gennemsyret af spidse albuer og stiv modvind i undergrunden.

»Efter at være blevet røvrendt så mange gange, tror jeg på, at hvis folk gør mig ondt, får de igen senere i livet – det er sådan, det virker. Jeg prøver at være god og give så meget tilbage som muligt, fordi det så forhåbentlig kommer tilbage til mig på en positiv måde«.

Hvordan vil du forbedre modeindustrien?
»Jeg vil gøre den bedre. Jeg vil støtte nye designere og folk, der begynder. De har brug for hjælpen. Ingen hjalp mig, da jeg startede. Det var en lang, sej kamp, så hvis du kan hjælpe nogen – hvorfor ikke?«

»Det er for meget«, »det er for vildt« eller »det er for stort«, var ting, Bea selv fik at vide, da hun startede. Hendes stil er så sandelig også meget vildere og større, end hvad man typisk ville forbinde med en svensker og det nordiske modemantra: less is more.

»Sådan fungerer det ikke i min verden. Jeg er modsat. More is more – uden tvivl«.

Hvad tænker du om skandinavisk minimalisme i modebilledet?
»Det er de nødt til at komme over. De er nødt til at turde mere, tage flere chancer og prøve hårdere. Jeg ved ikke, hvad skandinaverne er så bange for, eller hvorfor de er så sky. Men jeg synes, det udvikler sig, og jeg tror, vi er på vej i den rigtige retning. Folk er trætte af, at alt er så enkelt og almindeligt. De vil gerne blive inspirerede«.

Har du visioner for andre slags kreative afløb?
»Jeg vil virkelig gerne skabe min egen tøjlinje. Det er mit næste mål i livet: At designe min egen kollektion, der er tilgængelig for alle – ligesom det, jeg gør med IKEA, men med tøj. Så man kan være cool og chik på en nem måde«.

Hvordan ville det kaninhul så se ud, når en udefrakommende Alice falder ned i det?
»Jeg ved det ikke endnu – jeg er ikke faldet ned i det endnu. Jeg sidder stadig kun på toppen og kigger ned i det«.

Bea Åkerlund og IKEA’s ‘Omedelbar’-kollektion kan shoppes via IKEA’s website HER.

Læs også: Street style: Princess Nokia hjalp Naked og Adidas med at lancere samarbejde

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af