Balenciaga griner hele vejen til banken, mens folk forarges over deres nyeste dobbelttrøjer

Balenciaga griner hele vejen til banken, mens folk forarges over deres nyeste dobbelttrøjer
De omtalte trøjer fra Balenciagas SS18-kollektion, der lige er kommet i presalg

Demna Gvasalia har delt vandene, siden Vetements for alvor begyndte at røre på sig i 2015. Hyldet for at tage moden ned i øjenhøjde og gøre den relevant for almindelige mennesker – og for sin efterfølgende succes – men også udskældt for at lave kongens nye klæder og låne lidt for meget fra sin læremester Martin Margiela.

Vetements og siden Balenciaga (hvor Gvasalia nu også er chefdesigner) har også skabt sin del af internetharme og underholdende memes efter ‘kopien’ af IKEA’s blå Frakta-taske, Crocs-plateauskoene, DHL-t-shirten og så videre. Ofte bunder folks forargelse i, at Gvasalias hverdagsinspiration pludselig koster tusindvis af kroner. IKEA-tasken står stadig som det bedste eksempel, hvor plastikoriginalen koster fem kroner, mens Balenciagas luksusversion stod til 14.685 kroner.

Nu er Balenciagas nye SS18-dobbelttrøjer kommet i søgelyset. De er en klassisk Gvasalia-gimmick, der næsten synes lavet til at forarge internettet og skabe opsigtsvækkende overskrifter.

Fra generel WTF-undren til diverse do-it-yourself-guides har designet fyldt meget på de sociale medier de seneste dage – og sådan skal det nok være. Gvasalia har aldrig lagt skjul på sin interesse for det almindelige, som han så twister.

»Modeverdenen afspejler ikke den virkelige verden, men min æstetik er en slags hyperrealisme. Jeg er ikke interesseret i at leve i en drømmeverden. Det ville kede mig til døde«, sagde han tidligere i år til The Guardian.

Og det sjove – og samtidig også forargerlige (priserne taget i betragtning) – er netop, hvordan meget af Gvasalias tilgang handler om styling – fra alt proppet ned i bukserne til oversize og off-the-shoulder-looket. Det er også derfor, at tendenser, som han har været med til at sætte ild under, som normcore, gorpcore, dekonstrueret design, chunky sneakers og smalle solbriller er blevet så store. Du kan nemlig ofte genskabe hans looks efter en tur ned i genbrugsbutikken. Og det bliver en slags indforstået joke, at det pludselig er cool at se ud som en forstadsfar.

På den måde har han på en måde også trollet sig selv og modebranchen ved at udstille dens mekanismer og i den grad også sat spørgsmålstegn ved luksusmoden. For ja, skal en aparte kombination af en t-shirt og en skjorte – som du selv ret let kan genskabe (hvis du virkelig har lyst) – virkelig koste 8.300 kroner?

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men når alt er sagt, så griner Balenciaga nok hele vejen til banken. Kering, der ejer Balenciaga (og Gucci og Saint Laurent blandt andre), har nemlig bekræftet, at det Gvasalia-styrede brand er deres hurtigst voksende, især takket være deres store kundegruppe af millenials. Så mon ikke, Demna Gvasalia og resten af holdet tager internettets meme-fabrik og hovedrysten med ro i sindet? De har nok mere travlt med at opfinde de næste Instagram-overtagende designs og tendenser.

Imens kan vi jo finde tape eller sytråd frem og hæfte en skjorte på vores t-shirts – eller bare tage vores storsålede sneakers, afklippede jeans og smalle solbriller på.

Læs også: Balenciaga svingede taktstokken igen – seks højdepunkter fra AW18-showet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af