Gæsterne gik amok i årets religiøse tema ved Met Gala – Rihanna svingede taktstokken som pave

Gæsterne gik amok i årets religiøse tema ved Met Gala – Rihanna svingede taktstokken som pave
Rihanna i Maison Margiela
Foto: Jamie McCarthy/Getty Images
Temaet var mode og den katolske fantasi, og stjernerne gik all-in på de store kjoler fyldt med religiøse symboler. Vi har samlet de vildeste.

(Foto: amie McCarthy/Getty Images)

Lily Collins

Iført Givenchy lykkedes Collins med en balancegang mellem det religiøse og det sexede. En linedans, som Madonna blev kendt for i toppen af sin popkarriere i 90’erne. Tåren på kinden var også en fin detalje.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Bella Hadid

Måske var det kun korset om halsen, der sendte tydelig religiøse vibes, men Chrome Hearts-kjolen vandt især på blandingen af materialer – fra tyl over lakeret læder til læder. Alt i sort, selvfølgelig.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

SZA

Hun er ny på de helt store røde løbere, men som alt andet, hun rører ved, stråler SZA med største naturlighed. Selv i en ekstravagant Versace-kjole virkede hun helt som sig selv. Det lyserøde var samtidig et overraskende valg på en aften, hvor de fleste tolkede temaet med sort, hvid og ædle metaller.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Rihanna

Ja, Rihanna har for vane at sjæle showet ved de fleste røde løbere, hun betræder. Det gjorde hun også i går, hvor hun var medvært – selv om Cardi B måske lige tog den skridtet videre. Men Rihanna som pave i design af Maison Margiela er da svært ikke at elske.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Ariana Grande

Designmæssigt var det forfriskende, at Ariana Grande nøjedes med at fortolke det religiøse tema med, hvad der lignede et print af loftmaleriet i Det Sixtinske Kapel. Det gav nemlig plads til en mere klassisk rød løber-kjole med stor tylunderkjole og en stropløs top.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Katy Perry

Hun har for vane at gå lidt for langt – eller i hvert fald glemme smagen – i jagten på det opsigtvækkende. Det gjorde sig også gældende i går, hvor Katy Perrys Versace-outfit var alt for meget, men ja, ikke til at komme uden om. Lad os satse på, at hun let kunne tage vingerne af, når hun skulle ind og sidde i salen.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Janelle Monae

Det kan godt være, at Janelle Monae har omfavnet mere farve i forbindelse med hendes nye album, men i går var det den velkendte, grafiskbevidste Monae, der indtog den røde løber i et Marc Jacobs-outfit, hvor popstjernes powerkvinde mødte Jomfru Maria. Det stod klart som et af de mest stilrene looks på en aften, hvor mange gik lidt for langt i tematikkens navn.

Annonce

(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Madonna

Hvis nogen har gjort blanding af mode og religion til en del af sit look og sit kreative dna, så er det Madonna, der igennem årtier har både udfordret og forarget diverse religioner med sine musikvideoer og outfits. I går bar hun Jean Paul Gaultiers design, og ud over den korsformede udskæring med tilhørende kavalergang, så var det en forholdsvis afdæmpet Madonna – og det gjorde ikke spor.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Nicki Minaj

Nicki var måske bare den røde heks fra ‘Game of Thrones’ i sin Oscar De La Renta-kjole. Det var i hvert fald mest hendes hovedbeklædning, der sendte os mod det religiøse tema.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Zendaya

Det var også noget ‘GoT’ over Zendayas Versace-kjole, hvor hun i hvert fald mere mindede om en soldat, der var sat til at passe på de katolske præster end en egentlig religiøs figur.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Kim Kardashian

Det var også Versace, der stod bag Kim Kardashians kjole, der på samme måde underspillede aftenens tema og mest satte fokus på det, som Kim K elsker at fremhæve: Sine former. Men der var da et par kors på den enkle kjole.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Solange Knowles

Til gengæld var der intet enkelt over Solanges Iris Van Herpen-outfit, som klart stod som et af aftenens bedste og mest kreative – og som der ikke var mange andre end Solange, der kunne bære. Jomfru Maria-glorien sørgede for de religiøse vibes, mens hun eftersigende havde altervin i flasken i den hæklede nettaske. Resten af kjolen var udfordrende og lignede noget, vi kunne have set til et Hood By Air-show med lak og lakeret læder.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Winnie Harlow

De store hovedbeklædninger var helt klart aftenens go-to-løsning på det religiøse tema, men få gjorde det så overdådigt og samtidig elegant som modellen og hendes Tommy Hilfiger-kjole.


(Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Blake Lively

Versace stod (som du måske har lagt mærke til) for mange af aftenens kjoler (Donatella Versace var også medarrangør sammen med Rihanna og Vogues Anna Wintour), og religion har også altid fyldt meget i modehusets historie. Det var især tydeligt i Blake Livelys voluminøse look.


(Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Cardi B

Så er vi nået til Cardi B, som igen formåede at tiltrække sig opmærksomheden som en gravid Jomfru Maria i fuld ekstravaganza. Godt nok er det ikke svært, at sammenligne hendes Moschino-outfit med Beyoncés showstoppende look ved sidste års Grammy Awards, men hey, når temaet er mode og religion, og man er højgravid, så er der kun en vej at gå – og den gik rapperen mesterligt.

Læs også: Street style: Sneaker Banquet samlede skonørderne på Langelinie