Gosha Rubchinskiy er klar med ny Paccbet-kollektion – giver første antydning af designerens nye fokus

Gosha Rubchinskiy er klar med ny Paccbet-kollektion – giver første antydning af designerens nye fokus
Fra Paccbets AW18-lookbook

I foråret meldte Gosha Rubchinskiy ud, at han ville stoppe sit brand, som vi kender det, og dermed ikke længere lave sæsonbetonede kollektioner.

Udmeldingen kom som lidt af en overraskelse, men virkede samtidig også som en reaktion på den aftagende hype omkring hans brand, der igennem en længere periode ellers dominerede modelandskabet og skabte øjeblikkeligt udsolgte kollektioner, når nye drops landede.

Lookbook til Paccbets nye kollektion

Nu begynder den russiske designer så igen at røre på sig med sine nye projekter. Sløret er nemlig blevet løftet for hans første designs efter udmeldingen om retningsskiftet i foråret. 

I forbindelse med sin udmelding afslørede Gosha Rubchinskiy i et interview med Hypebeast, at hans primære fokus fremadrettet ville rettes mod brandet Paccbet (udtales rassvet), som han etablerede i 2016 med sin ven Tolia Titaev. Og det er altså netop i Paccbet-regi, at Gosha nu er klar med ny kollektion, som der er blevet teaset for i form af lookbook og produktbilleder over de seneste dage.

Den nye kollektion, der skal være med til at cementere Gosha Rubchinskiy større fokus på Paccbet, fortsætter med at dyrke den skate-æstetik, der fra starten har været et fremtrædende dna hos mærket.

Det er stadig skateboards, t-shirts, crewnecks med print samt sokker i stærke farver, som præger tøjet, ligesom kollektionen hovedsagligt henvender sig til den ungdomskultur, som Gosha Rubchinskiy ofte har snakket om i diverse interviews. Netop derfor domineres den nye lookbook også af yngre modeller.

Så ja, nu bliver det spændende at se, om Gosha Rubchinskiy kan komme i nærheden af den buzz, som han skabte flere sæsoner i træk med Gosha Rubchinskiy-mærket. Første indikation får vi, når kollektionen lander hos blandt andre Dover Street Market den 28 juli.

Læs også: Gosha Rubchinskiy dropper faste kollektioner – vil fokusere på Paccbet 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af