Se minidokumentar om ublu sneaker-kopist i Kina: »Det er en win-win-win«

I kølvandet på at amerikansk politi konfiskerede 300.000 par sneakers, som kinesiske smuglere forsøgte at få ind i New Jersey, er Vice taget til, hvad der åbenbart er den kinesiske hovedstad for sneaker-kopier, Putian. Her møder de Chan, der driver en tydeligvis lukrativ forretning på at sælge kopier af tidens mest populære sko – fra Balenciagas Triple-S over Adidas x Yeezy Boost 350 V2 til det fortsatte Off-White x Nike ‘The Ten’-samarbejde.

Ganske ublut viser Chan frem i sin virksomhed og fortæller blandt andet, hvordan det lykkedes ham at få fat i en prototype på ‘The Ten’-versionen af Converse Chuck Taylor All Star High, så han kunne have sine kopier på markedet næsten samtidig med originalen.

Han ser det dog som en »win-win-win«, som han siger. Både ham, forbrugerne og de originale brands vinder i sidste ende. Han tjener penge, forbrugerne får de eftertragtede sko billigere, mens udbredelsen også gavner brandsene, mener Chan. Men som intervieweren også fastslår, så ville Virgil Abloh nok ikke være ubetinget enig.

For selvom både han og Demna Gvasalia tidligere har sagt, at de ser kopier som et kompliment, så har både Off-White og Balenciaga, hvor Gvasalia nu er chefdesigner, siden sagsøgt kopister. Chan siger i videoen, at han tjener omkring 100.000 dollars om måneden på salget af sine kopi-sneakers.

Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – danske Arkks nye sål, Nikes React-succes og Adidas’ nye favoritter