Cardi B er på tynd is, når hun promoverer vægttabsprodukter

Cardi B er på tynd is, når hun promoverer vægttabsprodukter
Cardi B ved Tom Fords modeshow under New York Fashion Week i går aftes
Foto: Jamie McCarthy/Getty Images
Igår delte rapstjernen igen en sponsoreret video på Instagram, hvor hun fortæller om, hvordan hun hurtigt taber sig efter sin graviditet. Men det er et problematisk budskab.
Cardi B er på tynd is, når hun promoverer vægttabsprodukter
Kristian Keller

Moderedaktør på Soundvenue

Cardi B er et forbillede. Hendes rejse fra stripper til tidens hiphopdronning er imponerende og vel også et billede på den amerikanske drøm, som mange ynder at holde i live. Og hun er stadig kun på vej op. Nu gift med Offset, mor til Kulture og allerede tilbage i gamet. For to uger siden åbnede hun MTV Video Music Awards, og i går sad hun på første række, da Tom Ford viste sin SS19-kollektion under New York Fashion Week.

Alle holder øje med hende, og hendes 32 millioner følgere på Instagram bliver kun flere. Derfor er det ærgerligt, at hun er hoppet med på vognen, hvor blandt andre Kim Kardashian og Kylie Jenner i forvejen sidder, og er begyndt at promovere vægttabsprodukter som detox-teen Teami.

»To uger efter min fødsel var jeg stadig lidt usikker på mig selv, fordi jeg følte, at jeg ikke tabte mig hurtigt nok«, siger hun i en video, som hun delte i nat. »Jeg følte, at jeg måtte i gang med Teami. Og indtil videre ser jeg sådan her ud… Jeg er meget taknemmelig for Teami«.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af CARDIVENOM (@iamcardib) den

Der er så meget, der virker forkert i den slags promoveringer, at det er svært at finde ud af, hvor vi skal starte. Først og fremmest, at stjerner (som i øvrigt har været åbne omkring deres egen plastikkirurgi) begynder at sætte fokus på nemme genveje til at blive tyndere (ikke sundere, bare mindre) er dybt problematisk.

Mens målet – udover ekstra penge på kontoen – kan siges at være at hjælpe folk med at bekæmpe overvægtighed, så er realiteten nok nærmere, at de får en masse primært unge kvinder til at sætte spørgsmålstegn ved deres egen krop. Da Kim Kardashian tidligere delte et billede, hvor hun reklamerede for en sultnedsættende slikkepind, var kritikken ekstra hård, fordi hun ramte lige ned i en måned, hvor der var fokus på mental sundhed i USA.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Kim Kardashian West (@kimkardashian) den

Annonce

Men en ting er Kardashian/Jenner-klanen. Deres magt er også enorm, men at de har svært ved at connecte med almindelige mennesker, overraske måske ikke, men Cardi B er som sagt netop af folket. Hun gør meget ud af at være i øjenhøjde med sine fans, når hun deler videoer, hvor hun plaprer løs om dit og dat.

Samtidig er hun en stjerne, der har lidt til gården og gaden (naturligt eller ej). Hun viser sig ofte uden makeup på sin Instagram og går op i at fortælle, at alt ikke er ren glamour. Derfor er hendes genvej til vægttab og en slankere krop endnu mere ærgerlig – ja, nærmest i strid med det budskab, hun ellers står for.

Cardi B’s første reklame for Teami, som hun postede kort tid efter fødslen

Ikke nok med at produkter som Teami på ingen måde er bevist effektive, så går de direkte efter den kropslede, som modeverdenen og Hollywood i årtier har været med til at skabe i mange kvinder, der ikke passer ned i det slanke (og hvide) ideal.

Modeverdenen har de seneste tre år forsøgt at gøre opmærksom på sit øgede fokus på diversitet, men som nye undersøgelser viser, er det primært lykkedes på ethnicitetskontoen, hvor flere farvede modeller har fundet vej til catwalks, magasinforsider og reklamekampagner. The Fashion Spots seneste optælling viser nemlig, at ikke nok med, at kurvede modeller stadig er sjældent repræsenterede, så er antallet faktisk faldet denne sæson i forhold til i foråret.

Med det i baghovedet er repræsentation vigtig. Den er med til at forsøge at skabe et billede af flere virkeligheder og til at ændre vores generelle skønhedsideal. Det havde været fedt, hvis Cardi B kunne være med til det.

Det er ikke, fordi hun ikke må fortælle om, hvordan hun er kommet i form, eller at det er vigtigt for hende at ramme sin kampvægt igen efter fødslen. Men det er et ømtåleligt emne med mange faldgruber. Det burde hun vide. Og diverse genvejsprodukter sælger næppe budskabet, giver ikke selvtillid eller spreder kropspositivitet. Tværtimod.

Læs også: Nina Agdal laver uretoucheret kampagne efter bodyshaming-episoden