Ugens bedste sneaker-nyheder – danske opdateringer, Yeezy og Undercovers stærke Nike-look

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Yeezy 700 får endelig bred release

Det er i min bog den sneaker, der gav Yeezy-brandet relevans igen, og Kanye og Adidas har også valgt at holde den tæt til kroppen med to mindre releases indtil videre. Nu åbner de dog mere op, når skoen kommer i salg næste lørdag den 15. september. Herhjemme står Wood Wood, Norse Store, Naked, Rezet, Storm og Stoy på forhandlerlisten og flere af dem har allerede lanceret deres raffles. Hvis du deltager og får lov til at købe, så koster skoen 2.300 kroner.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af YEEZY MAFIA (@yeezymafia) den


Samtidig er der i løbet af ugen landet billeder af to nye Yeezy-sneakers. Ovenstående er en ny colorway af 700’eren, som blev givet til 6ix9ines manager, men som må formodes at være et bud på en fremtidig release.


Her er vi ude i en basketball-inspireret model, der tilsynelandende blander designelementer fra båe 350’eren (Boost-sålen) og 700’eren (overdelen, især omkring forfoden) og tilsætter et mellemhøjt skæfte. Der er endnu ingen officielle detaljer om skoen.


ARKK udbygger sortimentet omkring ny sål

Det er kun et par uger siden, at det danske sneaker-mærke introducerede sin nye Wave13-sål, og nu er de klar med en ny model, der bruger den. Mens Apextron var en slags bud på de mange løbeskossilhuetter med kraftig sål, så er den nye Octako sokkeversionen. Den viser dog også sålens versitalitet, da den let følger med skoens flere tekniske detaljer. Plastikhælstroppen giver både støtte og karakter – og ligesom med Apextron er både navn og look i den futuristiske ende af spektret. Octako fås i to colorways og koster 1.230 kroner hos ARKK.


 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Han Kjøbenhavn (Official) (@hankjobenhavn) den

Han Kjøbenhavn teaser nyt Puma-samarbejde

Det har hele tiden været meningen, at Han Kjøbenhavns samarbejde med Puma skulle køre over en længere periode, og nu har det danske brand teaset en ny sneaker, der tilsynelandende blander Puma Disc-snøresystem med en markant (og tidstypisk) trail-sål. Skoen gør også brug af dekonstruktions-looket med den udvendige pløs og synlige snøre. Det vides endnu ikke, hvornår den forventes at lande i handlen.


Adidas holder det ungt

Sammen med Falcon er Yung-1 Adidas’ store satsning i dette halvår, og indtil videre lader det til, at sportsmærket har ramt plet med de to sneakers. Efter at sidste uge bød på flere nye Falcon-modeller, så lander Yung-1 nu snart i nye farver. Den hvide lander på torsdag i næste uge, hvor Naked for eksempel sætter den til salg til 1.000 kroner.


Allerede i morgen (lørdag) lander END’s samarbejde dog, og mens det stadig holder sig til et enkelt design, så skaber de lyse- og mørkeblå detaljer lidt ekstra liv. Skoen koster 1.049 kroner, og du skal deltage i en lodtrækning for at få mulighed for at købe den. Det gør du hos END før fredag nat.


Hvis det skal være lidt mere vovet, så må du vente på denne kommende colorway, der ville have fået Prince ned i den lokale sneaker-butik, hvis han stadig var i live. Det vides dog ikke, hvornår denne lilla version lander.


Yung-1 har også allerede fået sin spinoff, Yung-96, der er marginalt enklere i designet. Mens de to første versioner – en sort og en hvid – er sat til salg hos Adidas for 799 kroner, så er der nu landet billeder af en ny colorway, der udmærker sig ved de orange detaljer. Det vides dog ikke, hvornår den kommer i salg.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

En veganer-venlig Stan Smith

Stella McCartney har længe været en af bannerførerne for en tøjproduktion uden brug af pels eller læder, så det virker oplagt, at hun i et nyt Adidas-samarbejde kaster sig ud i en læderfri version af den velkendte Stan Smith-silhuet. Ud over små detaljer som stjernerne som logostriberne og McCartneys ansigt på den venstre skos pløs holder skoen sig tæt på originalen, og måske er det pointen, at man sagtens kan lave den samme sko uden brug af læder.

Prisen er dog noget anderledes, så du må slippe 2.075 kroner, hvis du vil eje den. Den skulle komme i salg i næste uge, men vi ved ikke, om det også gælder Danmark. Du kan holde øje med Adidas’ webshop.


Karl Lagerfeld sætter præg på Puma

Det er modeugesæson (igen, igen), og det betyder ofte lancering af (eller i hvert fald mange teasere for) kommende samarbejder. I denne uge har vi set KITH x Versace, og så er der landet et billede af Karl Lagerfelds kommende Puma-samarbejde. Kollektionen indeholder ud over tøj også to bud på Puma Suede, der fejrer 50 årsjubilæum i år. Samarbejdet bliver sat til salg online den 18. oktober og i udvalgte butikker dagen efter.


Undercover x Nike React Element 87

I sidste uge så vi Undercovers farverige bud på en af Nikes populære silhuetter, og nu er releasedatoen allerede offentliggjort. Det er allerede i næste uge, at skoen kommer i salg, og vi er igen ude i et raffle. Herhjemme har Naked meldt sig under fanerne og få i hvert fald to af de fire colorways på hylder. Deres raffle er startet og løber frem til mandag, hvor efter vinderne vil blive trukket. Skoen koster 1.300 kroner.


Fransk præg på UltraBoost

Om det er en vis EU-stolthed, det franske tøjmærke Études er ude i med deres bud på en Adidas UltraBoost, vides ikke, men det er i hvert fald stjernene på overdelen af sokke-sneakeren, der falder i øjnene. Ud over den blå farve, som brandet ofte bruger, selvfølgelig. Naked sætter samarbejdet til salg næste lørdag den 15. september, og skoen koster 1.700 kroner.


Brandblack klar med ny kraftig silhuet

Det amerikanske brand, der har danske connections (har samarbejdet med Halo og forhandles hos Storm), er klar med en opdatering af deres chunky-model Aura. Den hedder Saga or har fået en mere særegen sål – stadig fra Vibram, men ikke magen til den ‘alle’ brugte sidste år. Releasedatoen er ikke offentliggjort, men den nye model skulle være lige på trapperne.


Vetements og Reebok klar igen

Det er noget tid siden, vi har hørt fra dem sidst, men nu rører Reebok og Vetements igen på sig og er klar med hele tre nye collab-sneakers. Det er velkendte modeller fra deres hånd, men i nye varianter. Der er hi-top-sokkemodellen, en sølvversion af Instapump Fury og så en både beskidt, detaljerig og voldsom Instapump læder-sneaker. Alle er selvfølgelig voldsomt dyre og forhandles eksklusivt hos Matchesfashion.com.

Læs også: Trail-sneakeren rammer vores udlængsel – ti eksempler hvis du vil med på bølgen