Ugens bedste sneaker-nyheder – Supreme x Comme des Garçons, Yeezy-amok og Carhartt-camouflage

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Supreme x Comme des Garçons x Nike skulle lande snart

Det er en stærk trekant, som igen er klar til at skabe nervøse sammenbrud hos de mest febrilske hypebeasts. Rygterne siger nemlig, at deres nye bud på en Air Force 1 bliver en del af næste torsdags drop hos skatemærket. Det er nu en meget underspillet version, som primært udmærker sig ved den opklippede Swoosh. Hvis du har givet op på forhånd ift Supremes webshop, så plejer Nike-samarbejder at lande i sportsgigantens webshop efterfølgende.


Yeezy-feberen raser

Mens Kanye West forarger og forvirrer, så buldrer Yeezy x Adidas-toget derudaf og følger op på den seneste Yeezy 700 ‘Muave’ med flere kommende colorways af de kendte modeller. Yeezy Boost 350 V2 ‘Zebra’ får en restock den 9. november, og de sædvanlige danske forhandlere har allerede sat gang i deres raffles.


Samtidig er der landet billeder af en ‘Static Reflective’-colorway, men uden en forventet eller bekræftet releasedato.


Endelig har Foot Locker annonceret, at Yeezy 500 ‘Salt’ lander den 30. november. Vi ved dog endnu ikke, om det er en eksklusiv Foot Locker-release, eller om den kommer bredere ud.


A-Cold-Wall viser mere af Nike-samarbejde

I sidste uge skrev vi om, at Samuel Ross havde teaset sit Nike-samarbejde, og nu er der åbnet lidt mere op for posen. Den engelske designer er nemlig på vej med både den teasede Zoom Vomero +5 samt et nyt spin på Air Force 1-silhuetten.

Zoom Vomero +5-modellen, der stammer fra 2010, skulle komme i handlen i London den 17. november, men det vides endnu ikke, om den får en bredere release. Det er en trail-agtig sneaker med en futurisk boks på hælen, som minder en del om den fra Pumas RS-Computer, der blev genskabt som RS-100 i år.


I denne uge er der også landet billeder af den Air Force 1, som Ross og Nike også skulle være på vej med. Her blander designeren Nikes genbrugslæder, Flyleather, med normalt nubucklæder. Det vides dog ikke, hvornår dette samarbejde sættes til salg.


Carharrt gør Nike arbejdsklar

Der har allerede floreret billeder af deres Air Force 1- og Vandal High Supreme-modeller, men de blegner i forhold til den Air Max 85, som der nu er kommet billeder er. For når samarbejdet landet den 6. december, er det i hvert fald den, der ville få os til at overveje et køb. Den er meget klassisk Carhartt med tyk sort kanvas og camouflage, men den hvide sål og de orange detaljer i luftpuderne skaber et fint twist.


Vans indtager rummet

Du er ikke et rigtigt tøjmærke – ikke i streetwear-segmentet i hvert fald – hvis du ikke har lavet en NASA-samarbejde. Sådan virker det efterhånden. Nu er det Vans, der er klar med sit collab, der både indeholder tøj, tasker og sko. Hele kollektionen er lige kommet til salg og inkluderer to versioner af Old Skool- og Sk8-Hi 46 MTE DX-modellerne. Læs mere om samarbejdet hos Vans.

Sponsoreret indhold
Sadisme og selvironi – Lars von Trier er tilbage
Matt Dillon brillerer som seriemorder i det kontroversielle nye Trier-værk: ‘The House That Jack Built’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Air Force 1 til kvinderne

Nike fortsætter deres ‘Force Is Female’-kampagne med denne version af Air Force 1 High-silhuetten, hvor budskabet står frem på ankelstroppen. Når den er lukket, står der Force på den, og når velkroen åbnes, så står der Female nedenunder. Den ellers enkle colorway skulle komme i salg i dag hos blandt andet Feature.


KITH leger med 4D-sålen

Adidas har givet butikker som Sneakersnstuff og Footpatrol lov til at prøve kræfter med deres futuristiske 4D-sål, og nu er turen så kommet til samarbejdskongen Ronnie Fieg og KITH, der har lavet denne knit’ede chukka-overdel til den printede tråd-sål. Den skulle komme til salg klokken 17 i dag fredag i KITH’s webshop, hvor den koster 3.275 kroner.


Kiko Kostadinov klar med ny Asics-model

Hans tidligere Asics-samarbejder har været yderst succesfulde og eftertragtede, og nu er designeren klar med sin næste model, der denne gang bliver Edition Gel-Delva 1. Modellen, der gemmer Asics-logoet bag et slags net, kommer i tre nye colorways, som kommer til salg hos Dover Street New York i dag, men også får en bredere release i næste uge.


Et tidligt kig på UltraBoost 5.0

På få år er UltraBoost blevet en af Adidas stærkeste faste modeller, der har klaret balancegangen imellem sport og hverdag. Til næste år skulle der komme en ny opdatering af modellen, en 5.0-version, som der nu allerede er teaset billeder af. Det lader til at være en af de mest gennemgående redesigns indtil videre, hvor overdelen inkorporerer flere gennemsigtige detaljer. Rygterne siger, at modellen rammer butikkerne første gang i februar næste år.


Gå lommeamok

Hvis du ikke synes, at tidens militaristiske modetendenser har givet dig nok lommer at holde styr på, så er kunstneren og Off-White-samarbejderen Takashi Murakami på vej med et par sneakers, der fortsætter tendensen helt ned til dine fødder. Lige så overgearede, som de er, lige så vilde er vi faktisk med silhuetten, der er skabt i samarbejde med japanske Porter. Det vides dog endnu ikke, hvornår skoene bliver sat til salg, så indtil videre må du beholde dine cykelnøgler i en af dine jakkelommer eller dit chest-rig.


Undefeated x Adidas Adizero XT Boost

Adidas og Undefeated klar med stort samarbejde

De er efterhånden faste samarbejdspartnere, og dette efterår får du en stor kollektion fra dem, når de grå og sort-dominerede designs rammer butikshylderne i næste uge. Kollektionen indeholder hele fem sneakers, der blandt andet inkluderer PureBoost, UltraBoost og Adizero XT Boost, som også benytter kollektionens gennemgående camouflagetema. Sneakersnstuff sætter hele kollektionen til salg den 9. november.

Læs også: Dagens WTF: Post Malone slipper Crocs-samarbejde – allerede udsolgt

Advertisement