Det var rendyrket minimalisme, da Astrid Andersen og Fila havde verdenspremiere på deres nye sub-brand under Pitti Uomo

Det var rendyrket minimalisme, da Astrid Andersen og Fila havde verdenspremiere på deres nye sub-brand under Pitti Uomo
Fra præsentationen af Fila Fjord til Pitti Uomo
Foto: Christabelle Beaudry Timmermann/Soundvenue
Den danske designer skar ind til benet uden at miste sin egen dna, da Fila Fjord debuterede i Firenze torsdag aften.

Astrid Andersen havde godt nok allerede pointeret det i et interview forud for præsentationen af sit nye projekt. Alligevel overraskede æstetikken og retningen for kollektionen mig, da jeg i aftes overværende fremvisningen af første kapitel i Astrid Andersen og Filas permanente designpartnerskab Fila Fjord.

Den første kollektion, som i øvrigt satte punktum for herremodeugen Pitti Uomo i Firenze, viste sig nemlig at være ret minimalistisk. Tøjet stod i skærende kontrast til den detaljerige neoklassiske setting i Palazzo Borghese, hvor præsentationen fandt sted, mens den også delvist stod i kontrast til den street-/sportswear-æstetik, som har været kernen i den danske designers dna i mere end ti år, når hun har skabt tøj i eget navn.

Astrid Andersen ved præsentationen torsdag aften (Foto: Christabelle Beaudry Timmerman/Soundvenue)

Det er især Andersens evne til at forene sportskoder og luksusmaterialer, som har gjort hende til en vigtig dansk aktør på den internationale modescene. Med store logoer, en bred farvepalet og en udviskning af kønsnormer har hun haft godt fat i den unge målgruppe.

Men selvom sportskoderne og luksusmaterialerne også havde en væsentlig plads i Fila Fjord-kollektionen i går, virkede det samtidig som et mere modent og et mindre komplekst udspil end det, vi normalt ser fra Andersen.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmerman/Soundvenue)

»Vi tænkte ikke bare på, hvad der er relevant lige nu, men vi har også prøvet at skubbe den sporty æstetik fremad og gøre den til noget andet«, fortalte Astrid Andersen til Vogue under præsentationen.

Det var tydeligt, at hendes skandinaviske rødder var en vigtig reference for kollektionen. Kun subtilt var der fundet plads til store logoer som på en bomberjakke – en tendens der ellers har været allestedsnærværende på streetwear-scenen de seneste par år.

Fila Fjord AW19 (Foto: Fila Fjord)

I stedet så vi stribevis af strik og strikveste i cashmere samt lange, simple frakker. Vi så også flere elementer fra det tailoring-univers, som også havde sneget sig ind i hendes egen AW19-kollektion, som hun viste under modeugen i London i søndags. Styles som blazere og skjorter var samtidig noget, der afviger markant fra Filas klassiske sportswear-dna. 

Fila Fjord AW19 (Foto: Fila Fjord)

Og så var der kollektionens sneakers, som for eksempel bød på en nyfortolkning af Trilobite-silhuetten, der er en af de styles fra Fila-arkivet, som Astrid Andersen har givet nyt liv, ligesom hun har lavet sandaler ud af den populære Disruptor-model.

En af sneaker-modellerne fra Fila Fjord (Foto: Alexander Gram)

Fila Fjord-teamet havde droppet det traditionelle showformat til fordel for en stor installation med giner, som var iklædt den nye kollektion. På den måde kunne man bevæge sig rundt mellem kollektionens mange styles og få et mere detaljeret blik på kvaliteterne og detaljerne i tøjet, som ifølge Andersen er skabt ud fra en idé om at lave tøj, som er langtidsholdbart og har relevans mange sæsoner frem – en fin tanke i en tid, hvor fokus på bæredygtighed kun bliver mere og mere aktuelt.

(Foto: Christabelle Beaudry Timmerman/Soundvenue)

Fila Fjord virkede som en mere kommerciel vej at gå for Astrid Andersen, der med det nye sub-label utvivlsomt kommer til at henvende sig en bredere målgruppe end dem, der køber hendes tøj, når hun designer under sit eget mærke. Og vi kan se frem til meget mere fra Fila Fjord, for modsat brands som Fendi og Gosha Rubchinskiy, som Fila senest har samarbejdet med, så kommer Andersens Fila Fjord til at være en permanent del af Fila–universet.

Fila Fjord AW19 (Foto: Fila Fjord)

Debutkollektionen kommer i salg senere i år. Se den hele hos Vogue.

Læs også: 2016’s danske designer: Astrid Andersens skelsættende år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold