De 10 bedst klædte karakterer i tv-serier lige nu – fra ‘Sex Education’ og ‘Atlanta’ til ‘Killing Eve’

De 10 bedst klædte karakterer i tv-serier lige nu – fra ‘Sex Education’ og ‘Atlanta’ til ‘Killing Eve’
Villanelle i en Molly Goddard-kjole
Fra festlig 80’er-stil til morderisk luksusmode, her er 10 fiktionsserier, du skal binge for inspiration til personlig og cool stil, der spænder fra tidens firkantede jakkesæt til car-coats, farverige pailletter og designermode.

(Foto: Erin Simkin/Showtime)

10. Maurice Monroe i ‘Black Monday’

80’er-mode hitter i herregarderoben lige nu. Det synes mange designere, ikke mindst danske Martin Asbjørn der i flere sæsoner har præsenteret løstsiddende jakkesæt, korte sweatshirts og pastelfarver i bedste ‘Miami Vice’-stil på catwalken. De samme grundelementer dominerer stilen i Showtime-serien ’Black Monday’. Her er det særligt den excentriske børsmægler Maurice Monroes (Don Cheadle) garderobe, der giver et dristigt flashback til modebilledet anno 1987.

(Foto: Erin Simkin/Showtime)

Looket er bygget op omkring løstsiddende jakkesæt, der bliver parret med enkle Adidas-sneakers. Det lyder måske ret stilsikkert, og det er det sådan set også, men i dag ville vi nok fravælge kiksede kunstmaterialer, nålestriber, mønstrede satinveste og overdrevet bling til fordel for et mere roligt udtryk. Dog er Monroe-stilen gennemført, modig og har et glimt i øjet, og det gør det til en fornøjelse at samle 80’er-inspiration.

9. Wayne Hays i ‘True Detective’ sæson 3

En handling der strækker sig over årtier rammer naturligvis en vifte af modemarkører. Netop derfor er det imponerende, hvor gennemført stilen i hovedkarakter Wayne Hays’ (Mahershala Ali) garderobe i HBO-serien er. Kodeordene er klassisk og velklædt. Tænk hvide skjorter, slips og uldblazere, dog ikke på ‘Mad Men’-måden.


Stilen er mere rolig, men spækket med gode detaljer som den lille kuglepen, som (næsten) altid sidder i skjortelommen, den fine fold, der rammer perfekt på skoens overflade, de spidse skjortekraver og selvfølgelig detektivfrakken, der ikke som sædvanligt er en trenchcoat, men en misundelsesværdigt velsiddende car-coat i en støvet grågrøn farve.

8. Eric Effiong i ‘Sex Education’

At tøj er meget mere end en praktisk foranstaltning viser ingen bedre end teenageren Eric Effiong (Ncuti Gatwa) i Netflix-serien. Karakterens sprudlende og åbne væsen kommer fint til udtryk i hvert eneste af de mange farverige, 80’er-inspirerede outfits. Hjørnestene i garderoben er et modigt miks af pangfarver som orange og lilla med iøjefaldende print og en nærmest udefinerbar blanding af popkulturelle referencer fra de seneste tre årtier.

Stilen er queer, glad, eksperimenterende og mest af alt tro mod karakterens personlighed. Seeren føler derfor Erics kamp, når han ‘skjuler sig’ i beige fra top til tå, og hylder hans åbenhed, når han ifører sig et printet jakkesæt tilsat høje hæle og traditionel afrikansk hovedbeklædning.

7. Prudence Night i ‘Chilling Adventures of Sabrina’

I Netflix-nyfortolkningen af horror-tegneserien løber den mobbende teenager Prudence Night (Tati Gabrielle) med modeopmærksomheden. Det gør hun takket være et look, der både er futuristisk a la ‘The Hunger Games’ og gammeldags puritansk med blondekraver, brokadekjoler, flæser ved håndleddet og rød velour. En kontrast, der på mystisk (måske overnaturlig) vis virker utrolig stilsikker.


Her får du ikke bare inspiration til lange, guldbesatte frakker men også til et anderledes hverdagslook bestående af overdele med skarpe skuldre, silkebluser og sorte støvler. Ikke særlig skandinavisk, men rimelig badass alligevel.

Donald Glover og Stanfield i ‘Atlanta’

6. Darius Epps i ‘Atlanta’

Darius (Lakeith Stanfield) er måske ikke et stilikon ved første øjekast. Faktisk kan både karakteren og garderoben beskrives som lidt sær. Men netop derfor fortjener han et shout-out. Med sit miks af tanktops, paisley-mønstrede skjorter og guldsmykker står Darius for et udtryk, der ikke er dikteret af modetrends, men alligevel rummer stilmæssige referencer til hiphopmiljøet og andre subkulturer, hvor garderoben virker tilfældigt sammensat, men emmer af personlighed, mod og stillingtagen.

Det er forfriskende tv at se en drugdealer i rullekrave og blazer. Og alle der kan vikle t-shirts, uldtørklæder og bandanaer rundt om hovedet og ligne noget fra en Frank Ocean-musikvideo fortjener lidt stilmæssig opmærksomhed.

(Foto: JoJo Whilden/FX)

5. Angel Evangelista i ‘Pose’

Det er svært ikke at falde for Angel Evangelistas (Indya Moore) stil i Netflix-serien, der både giver et indblik i det farverige, men barske ballroom-miljø i 80’ernes New York og hylder tidens mest legendariske mode. Med en garderobe, der er bygger på devisen ‘mere-er-mere’, tager Angel seerne med på en stilrejse, der rummer sprælske fjerboaer, pailletter, tubetoppe, højtaljede nederdele og tidens hoop-øreringe.

Mest overbevisende er looket, når det kombinerer rød læbestift med en matchende kjole og afstemmer karakterens store krøller ildrøde fjer. Dristigt, dragende og vanvittigt vellykket kostumearbejde af udført af kostumedesigner Lou Eyrich, der brugte et år på at finkæmme vintagebutikker i New York og studere billeder fra tiden for at ramme den rigtige stil, som uden tvivl er en hyldest til kultdokumentaren ‘Paris Is Burning’ fra 1990.

Anna og manden Søren (Foto: Brian Curt Petersen)

4. Anna i ‘Bedrag’ sæson 3

Fra opknappet pussybow i beige til sexet silkekimono og vavavoom-kjoler: Bankdamen Anna (Maria Rich) i tredje sæson af DR’s søndagsdrama viser på subtil vis, hvordan garderoben både afspejler pengepungen og personligheden bag. I løbet af seriens ti afsnit, der i foråret blev vist på DR 1, forvandler Anna sig bogstaveligt talt fra grå mus til femme fatal i tætsiddende røde kjoler og høje hæle.

Anna med familien (Foto: Martin Munch)

Stilrejsen prikker til, at mange af os har hang til at klæde sig lidt hverdagskedeligt. Mere power i klædeskabet fungerer godt – også uden kriminelt bi-erhverv.

3. Nadia i ‘Russian Doll’

Netflix’ komediesatsning har vi både givet ris og ros, siden den ramte tv-skærmene tidligere på året, men når det gælder hovedkarakteren Nadias garderobe, har vi ikke mange kritiske vendinger at tilføje. I et tidsloop, der tvinger hende til at gennemleve samme dag over og over igen, er Nadia (Natasha Lyonne) iført en garderobe, der må være indbegrebet af storbysmart. En uniform bestående af seje solbriller, bredskuldrede blazere og silkebluser tilsat cowboyslips.

Det minder lidt om sangerinde Florence Welshs skødesløse bohemelook, bare tilsat noget Saint Laurent-cool og en farvepalette, der begrænser sig til sort, hvid, rød og grå. Uniformtricket er et lifehack, der er nemt at efterligne, og det meste af Nadias garderobe er endda sammensat af let tilgængelige mærker som & Other Stories og H&M med undtagelse af hendes herreinspirerede, grå luksusfrakke fra Helmut Lang. Og hvem vil ikke være fanget i den dag efter dag?

2. Andrew Cunanan i ‘American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’

Selvfølgelig rummer en serie, der har modelegenderne Gianni og Donatella Versace på karakterlisten, opsigtsvækkende outfit, men det er seriens morderiske hovedkarakter, Andrew Cunanan (Darren Criss), der løber med en del af modeopmærksomheden. Måske er det fordi han ved siden af Versace-søskendes guldbesatte læder-looks virker afdæmpet og stiligt klædt i sit skræmmende stringente start-90’er-look, der mest består af løstsiddende bukser, ensfarvede poloer, runde briller og farverige kasketter.

På samme måde som Patrick Bateman i gyserklassikeren ‘American Psycho’ er Cunanans look dragende velafstemt og skjuler på den vis karakterens uhyggelige personlighed.

Villanelle i en Chloe-bluse

1. Villanelle i ‘Killing Eve’

Når Villanelle (Jodie Comer) i BBC-dramaet ikke agerer international lejemorder, svinger hun tilsyneladende visakortet i alverdens luksusbutikker. Hun er i hvert fald iført det ene catwalk-look efter det andet, og det fantastiske er, at det hverken virker pyntet eller påtaget, men finurligt, personligt og sjovt. Det er, som om der føjes et kontrastfuldt lag til personfremstillingen, når seriens morderiske antihelt er klædt i farverige design fra Miu Miu, J.W. Anderson og Burberry på street style-værdig vis.

Villanelle i en Rosie Assoulin-bluse

God inspiration til mere pang i klædeskabet i et stilsikkert miks af biker-boots, statementsmykker og silhuetter a la Cecilie Bahnsen.

Læs også: Rød løber: Met Gala blev det overdrevne kostumebal, vi havde håbet på – se aftenens vildeste looks

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold