Dansk-amerikansk fotograf efter Drake-billeder: »Holy shit, der er ild i min Instagram«

Jamil GS har skudt billeder af rappere som Jay-Z og Nas, men da Drake pludselige lagde 15 af hans portrætter på sin Instagram i sidste uge, var det noget helt specielt.
Dansk-amerikansk fotograf efter Drake-billeder: »Holy shit, der er ild i min Instagram«
Det første af de mange portrætter, som Drake postede på Instagram i sidste uge. (Foto: Jamil GS)

Jamil Gulmann Shihab, eller Jamil GS som han mest er kendt som, har taget billeder af et hav af hiphoppens største stjerner – fra Jay-Z og Nas til Ghostface Killah og Raekwon. Alligevel var det noget specielt, da Drake i sidste uge ud af det blå delte 15 nye billeder i seks separate opslag på Instagram.

Ikke kun fordi det var så massivt, eller fordi rapperen skrev ‘album mode’ i beskrivelsen, så alle fans jublede håbefuldt, men fordi sætningen efter lød: ‘En række billeder skudt af Jamil GS’, eller navnet var faktisk bare et direkte link til den 47-årige dansk-amerikanske fotografs egen profil.

»Selvom der står fotograf, er der mange, som tror, jeg er hans A&R eller noget, så jeg har fået alle mulige interessante tilbud. Det er ret sjovt«, siger Jamil og griner, da jeg snakker med ham.

Så du føler Drake-viben på Instagram lige nu?
»Ja, holy shit, der er ild i min Instagram«.

Billederne er ellers på mange måder antitesen til det sociale medies hurtige tempo. De er skudt på film, og referencen er æstetikken fra hiphoppens gyldne tidsalder i slut-80’erne og start-90’erne, hvor Jamil også fik sin start på karrieren.

Jamil GS foran nogle af sine billeder (Privatfoto).

Han flyttede nemlig til sin fars hjemland USA, nærmere betegnet New York, som 18-årig i 1990 for at blive fotograf. Det blev han altså, og han har været med til at skabe den larger-than-life portrætstil, som hiphop siden ofte er blevet associeret med. Det var også derfor, Drake gerne vil arbejde sammen med ham.

»Drake er faktisk kunstsamler, og han er meget bevidst om visualiteten omkring hiphopkulturens oprindelse. Så han har godt været klar over, at i modsætning til mange andre fotografer i hiphop i 80’erne, der mest bare dokumenterede kulturen, så lavede jeg noget andet. Han kan godt lide, at det er billeder, som blev skabt i kulturen og var med til at skabe hiphoppens originale visuelle sprog, da det ikke fandtes. Det var den vibe, han var ude efter at bringe tilbage«, fortæller Jamil, der siden 2010 har haft base i København igen, men stadig har haft verden som sin arbejdsplads.

Han fortsætter: »Drake arbejder med mange fotografer til forskellige projekter. Mange af dem foregår i et hurtigt tempo, især her i den digitale tid, men han har længe gerne ville lave noget, der var mere monumentalt – og hvis muligt episk. Og det kan film være med til at skabe. Det er et æstetisk valg, selvfølgelig, men det er en holdning, jeg deler. Film har en kvalitet, som er svær at opnå digitalt. Man kan lave meget med filtre og efterbehandling, men film er noget andet. Så han var på udkig efter en, der kunne det og har gjort det – som mig«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Jamil GS (@jamilgshere) den

Når du snakker om at ramme den der golden age-æstetik, er det så den larger-than-life-attitude, som nogle af billederne også har?
»Det er bare Drakes liv lige nu. Han lever drømmen på toppen. Det er svært for nogen at forestille sig, hvilket niveau han faktisk lever på. De her billeder giver måske et glimt, men det er alt, hvad de er, et glimt«.

Over hvor lang tid er billederne skudt, der er jo mange forskellige locations?
»Vi hang ud i lidt under en uge«.

Så er det arbejde og ‘vi ses i morgen’, eller hang I også ud?
»Både og«, siger han og griner lidt. »Han har et ret hektisk skema. Han har gang i meget. Det må komme med i en dokumentar på et tidspunkt. Der foregår så meget lige nu, som ikke engang er blevet offentliggjort. Som de siger, han er den hårdest arbejdende mand i showbusiness«.

Hvordan var det for dig at arbejde med Drake?
»Det var en meget positiv oplevelse. En kunstner kan have en meget anderledes personlighed, end den man oplever i deres kunstneriske output. Man er ikke den person 24/7. Drake er meget bred i sin musik. Det ene øjeblik er han ret gangster, det næste er han følelsesladet og synger kærlighedssange.

Jeg har arbejdet med mange forskellige kendte mennesker på forskellige tidspunkter i deres karrierer, og der findes selvfølgelig divaer og alt muligt, og især folk der er under meget pres. Jo større man bliver, jo mere stress følger der med. Det tager en stærk karakter at kunne håndtere det, og Drake klarer det virkelig godt. Han har en meget venlig personlighed«.

Prøvede du også at indfange den forening af den hårde og følsomme mand?
»Ja, absolut. Der er selvfølgelig skudt meget materiale, men I får nok ikke det hele at se«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af champagnepapi (@champagnepapi) den

Er der et billede, som du især er glad for?
»Jeg er ærligt talt glad for dem alle sammen. Men jeg er glad for, at et af de første billeder, han selv delte, var et, hvor han bare hænger ud (se ovenfor, red.) og smiler oprigtigt. Det er ikke viben i de andre billeder, og man ser ikke så meget af den slags. Det er et mere autentisk smil og et afslappet billede. Det viser den varme person, som han også er.

Omgivelserne på mange af de andre billeder er luksuriøse og ser næsten ud, som om de kunne være fundne kulisser, men det er bare sådan, han lever. I gamle dage lejede jeg ofte locationer til skydninger, for eksempel et luksuriøst hotel, men det her er bare, hvordan han bor«.

Vidste du, hvad billeder skulle bruges til?
»Nej, bare til forskellige ting havde jeg fået at vide. Det udviklede sig også undervejs. Det startede som en mindre ting, men voksede, fordi vi havde momentum, og inspirationen var der. Det handler også om at træde varsomt og så opbygge troværdighed og tryghed. Det var en meget organisk oplevelse – et førstegangsoplevelser på mange niveauer for mig«.

Hvordan var det en førstegangsoplevelse, du har jo arbejdet med nogle ret store stjerner i din karriere…
»Ja, det har jeg, men jeg tror ikke, jeg har arbejdet med nogen, der var på det niveau i deres karriere. Jeg har arbejdet med mange i starten af deres karrierer og nogle også lige før de ramte et lignende niveau, men ingen der har så mange hits og musikpriser, som Drake har. Jay-Z er nået langt i sin karriere, men tænk på, hvis Drake fortsætter, hvor han vil være, når han har været i gamet lige så længe som Jay-Z. Det er et helt nyt niveau«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af champagnepapi (@champagnepapi) den

Når vi snakker om Jay-Z, har Drake så virkelig det der billede af Beyoncé på væggen?
»Ja, ja, han har meget vild kunst. Jeg var ret imponeret. Og han udvælger det selv«.

Er der flere billeder på vej fra jeres serie?
»Det er muligt. Det ved man aldrig«.

Man lagde jo ekstra mærke til billeder, fordi han annoncerede, at han gik i ‘album-mode’, men også fordi han postede så mange på kort tid. Vidste du, at han ville bruge dem på den måde?
»Nej, ikke rigtigt. Jeg vidste bare, at han virkelig godt kunne lide mange af billederne, men ikke at de ville lande på den måde. Men sådan er det, det går hurtigt hos ham«.

Hvornår skød I billederne?
»Bare et par uger siden. Så vi har haft travlt, især fordi vi skød på film«.

Har I snakket om, at du skal lave flere skydninger med ham?
»Ja, det har vi. Det føltes godt og var et godt samarbejde«.

Læs også: En ukendt dansker har været med til at skrive og producere Drakes nye single

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af