Showanmeldelse: Regndans og magtdemonstration da Ganni holdt modefest til Copenhagen Fashion Week

Det succesfulde danske mærke spillede med musklerne med en festlig magtdemonstration på modeugens sidste dag.
Showanmeldelse: Regndans og magtdemonstration da Ganni holdt modefest til Copenhagen Fashion Week
Ganni SS20 (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Ikke engang et massivt skybrud mod slutningen af showet kunne lægge en dæmper på den magtdemonstration af en modefest, Ganni stablede på benene, da det succesfulde danske mærke i går præsenterede SS20-kollektionen ‘Double Love’ under Copenhagen Fashion Week med et show, der samtidig markerede, at det var ti år siden, at kreativ direktør Ditte Reffstrup startede sit succesridt hos brandet.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Ganni tjekkede igen ind på Mercur Hotels flotte tennisanlæg, hvor mærket også afholdt show for fem år siden og kickstartede den succesfulde kurs, som har tryllebundet den danske og internationale modescene siden.

En kurs, der nærmest har gjort Reffstrups Ganni Girls til synonym med det scandi-look, som har fået så stor bevågenhed fra udlandet for den ubesværede og legende stil med mønstrede kjoler, skarpe farver og denim – noget som også var medvirkende til, at Reffstrup-parret forrige år kunne sælge majoriteten af virksomheden for et svimlende millionbeløb.

Mø med sin perfomance under showet (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Allerede inden første model indtog catwalken, var det tydeligt, at Ganni ville spille med musklerne og levere et show, der både kiggede mod fortiden, nutiden og fremtiden.

Midt på tennisanlægget indtog Mø den opsatte scene – selvfølgelig iklædt fuldt look fra Ganni – og leverede sit til, at modeshowet blev omdannet til en modefest. Iklædt regnslag (lavet af bæredygtig bioplastik fra kartoffelmel) dansede moderedaktører, influencers og indkøbere rundt mellem hinanden og modellerne – som en slags fejring af det, Ganni allerede har opnået og ikke mindst givet til den danske modescene de seneste ti år.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Om end den festlige stemning og tilgang til showet nærmest overstrålede det mest essentielle, tøjet, så var det tydeligt, at Reffstrup ville vise en kollektion, der tog afsæt i nogle af de virkemidler, som har været med til at definere mærket gennem tiden. For mens hun sidste sæson skruede ned for pastelfarverne og kjolerne og op for de mørkere farver og stramme silhuetter, var pastellerne, mønstermixet, kjolerne og det løsere snit igen mere fremtrædende i SS20-kollektionen.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Reffstrup viste friske bud på styles med leopardprint, som altid har været en vigtig del af mærkets dna. Det kom til udtryk på kjoler med volumniøse ærmer, højhalsede trøjer og skjorter. Der var denim i forskellige nuancer, flere styles i læder og mønstrede kjoler, mens noget af det, der stod allerstærkest var de to powersuits, der henholdsvis kom med blomstrede broderier og lys hør med et asymmetrisk snit, flotte detaljer i taljen og en utility-inspireret lomme på det ene bukseben.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Gannis modeshow føltes igen som en magtdemonstration i det, Reffstrup excellerer i: At designe kollektioner, der både begejstrer branchefolk, men som endnu vigtigere er så tilpas tilgængelige og brugbare, at de fleste kvinder ubesværet vil kunne inkorporere tøjet i deres hverdagsgarderobe.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Og jeg tror ikke, at Ganni kunne have skrevet manuskriptet meget bedre til et show i Reffstrups jubilæumsår. Selv det afsluttende skybrud, man ellers aldrig håber kommer, når man afholder shows udenfor, gav en dimension til showet og festen, der igen cementerede, hvorfor Ganni altid er et af Copenhagen Fashion Weeks højdepunkter.

Se alle show-looks hos Copenhagen Fashion Week.

Læs også: Showanmeldelse: Saks Potts ville det hele og lykkedes med det meste til Copenhagen Fashion Week

Tjek hele vores dækning af modeugen HER.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Foto: Copenhagen Fashion Week
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af