Stine Goya om modens klimadilemma: »Det ville være virkelig vildt, hvis vi skulle sige, jamen, vi kan ikke lave tøj mere«

Stine Goya om modens klimadilemma: »Det ville være virkelig vildt, hvis vi skulle sige, jamen, vi kan ikke lave tøj mere«
Thomas Hertz og Stine Goya.
Foto: Rasmus Weng Karlsen
I en miniartikelserie snakker vi med danske designere om udfordringerne ved at lave tøj i en klimaudfordret tid. Vi slutter med Stine Goya.
Stine Goya om modens klimadilemma: »Det ville være virkelig vildt, hvis vi skulle sige, jamen, vi kan ikke lave tøj mere«
Miniserie: Modens klimadilemma

Jeg har længe styret uden om tøjdesignere, der fortalte om nye bæredygtige tiltag. Det lugter ofte af tomme løfter og markedsføring, det mange kalder green washing. Men hvad så? I tre artikler valgte jeg at tage nogle længere snakke med Silas ‘Soulland’ Adler, Mads Nørgaard og Stine Goya for at finde ud af, hvordan de griber udfordringerne an, og hvordan det er at lave tøj, når overforbrug måske er vores største klimaproblem.

Egentlig er arbejdet med en mere ansvarlig og miljøbevidst tøjproduktion kun startet for et år siden for Stine Goya og hendes mand og forretningspartner Thomas Hertz, men de er til gengæld nået langt på relativt kort tid.

I februar præsenterede de deres første Conscious Capsule-kollektion i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, hvor benspændet var, at de ikke ville på på kompromis med Goyas farve- og printrige design, men altså skulle lave den mere bæredygtigt.

Kort før sommerferien tog de næste skridt med deres Sustainable & Corporate Social Responsibility-politik, hvor de klargør deres nuværende produktionsvilkår og mål for de kommende år.

Her tydeliggør de blandt andet materialevalg og arbejdet med at finde bedre alternativer. For selvom det er gået stærkt, har der været – og er fortsat – mange beslutninger. Er de mere bæredygtige metervarer gode nok? Vil forbrugerne betale mere?

Men for ægteparret er der ingen tvivl om, at de hellere vil forsøge at gøre deres forretning mere miljøvenlig end at kaste håndklædet i ringen i håbløshed.

»Det ville være virkelig vildt, hvis vi skulle sige, jamen, vi kan ikke lave tøj mere. Vi må bare arbejde på at gøre det, så vi kan stå inde for det«, siger Stine Goya, der på torsdag klokken 16 viser sin SS20-kollektion, som er endnu et skridt på rejsen mod en mere miljøvenlig produktion.

Hvornår begyndte I for alvor at tænke på miljøet og brandets klimaaftryk?
Thomas: »Sandheden er vel, at vi har tænkt over det længe, fordi vi har kunnet mærke en stigende interesse, plus at ens egen bevidsthed om emnet er steget. Det er blevet mere og mere aktuelt«.

Stine: »Vi har fulgt meget med i forhold til Eva Kruses arbejde (med Copenhagen Fashion Summit, red.) og har været til konferencerne. Men det har været en svær udfordring at få det startet op, og vi har været lidt angste omkring det. Også fordi vi har haft en stor udvikling de sidste par år, så vi har haft meget at se til med at vokse og blive et større firma. Så det har været sværere for os også at komme i gang«.

Fra Stine Goyas Concious Capsule-kollektion.

Thomas: »Der er også sket et skift, for da vi begyndte at overveje at tage fat på det her, der var det lidt, som om at hvis man gik ind i det, så var man nødt til at gå hele vejen. Det bliver meget vanskeligt og uoverskueligt for et mindre firma, der så i øvrigt også er i udvikling og bruger kræfterne på bare at følge med den udvikling«.

Uoverskueligt fordi…?
Thomas: »Fordi kan man bare gøre det lidt? Hvad vil reaktionen på det være fra markedet? Vil det blive forstået, at det er noget, der tager tid og skal implementeres i steps, fordi det ellers er for vanskeligt – både økonomisk og organisatorisk?

Der føler jeg, at der er sket et skift. Der er en anden forståelse for, at det her er en stor opgave for alle virksomheder. Selv de allerstørste kæmper med at finde ud af, hvordan de skal gribe det an. Nu er der en accept af, at man kaster sig ud i det, sætter nogle mål efter bedste evne, er helt transparent med, hvad man gør og erkender, at det, man gør, kun er et første skridt – i nogle tilfælde et meget lille, i andre et større, men i hvert fald et første skridt.

Så den nervøsitet om at blive konfronteret med utilstrækkelige planer og mål og ikke have styr på det ene og det andet, den er der ikke på samme måde længere, hvilket har gjort det nemmere for os at starte med det«.

I foråret brugte I jeres modeshow til at vise jeres Conscious Capsule Collection. Hvorfor gjorde I det på den måde?
Stine: »Det var faktisk, fordi du (Thomas, red.) havde haft nogle snakke med Eva Kruse i forbindelse med Summit, hvor hun sagde, prøv at kast jer lidt ud i det. I skal ikke være så bange for, at man skal kunne det hele.

Så blev vi lidt tændte på at lave noget, der havde et stærkt design-dna. Vi er kendte for at have et stærkt design-dna, så vi vil ikke gå på kompromis med det, for at det skal blive bæredygtigt. Så vi ville se, hvad man rent faktisk kan lave uden at gå på kompromis med designet.

Så fik du (Thomas, red.) den idé, at man ikke skulle lave noget, der var for basic, men noget som virkelig havde den der show- eller rød løber-karakter, og som udfordrede os selv. Altså, kan man lave noget, der er super ambitiøst på designet, eller skal det være i hør og farvet med grønsagsfarver?

Fra Stine Goyas Concious Capsule-kollektion.

Det var den udfordring, vi gav os selv. Vi skulle lave en lille kollektion med de her showpieces, som vi har haft i vores kollektioner de seneste par år, og som sælger godt i udlandet. Det var faktisk starten på det«.

Var det så lige så svært, som I havde frygtet?
Stine: »Det krævede noget research, og at vi fandt nogle nye steder at lave nogle af tingene, fordi der er nogle af vores fabrikker, som ikke er nået så langt (med bæredygtighed, red.). Men jeg oplever, at der er virkelig gode muligheder.

Vi laver jo meget print og farver stoffer, og vi fandt steder, hvor man for eksempel kan printe uden brug af vand. Det er en drøm for mig, fordi det er ellers noget, som har krævet en del af vores kære jord at lave de her print. Det var en fantastisk start at opleve, at det faktisk kunne lade sig gøre at lave det, vi laver, på en bæredygtig måde med pigmenter, som ikke er dårlige for miljøet.

Men vi har også prøvet at være på store stofmesser, hvor vi har troet, at der måtte være hele afdelinger med bæredygtige alternativer, og så var der bare ingenting. Så det kræver helt sikkert noget benarbejde«.

Thomas: »Ja, vi er rejst forgæves til nogle messer, hvor vi har troet, at nu skulle vi til at finde leverandører til den her kollektion, og så er vi kommet mere eller mindre tomhændede hjem.

Så det var en udfordring, vi gav os selv, men det var også åbent, om det ville lykkes. Vi gav også os selv en hård tidsfrist, fordi vi startede i oktober og skulle lave show i februar, og vi skulle både have nye materialer, nye teknikker, designe kjolerne og få dem lavet. Det var uvist, om det ville lykkes langt ind i forløbet«.

Nu er har I så taget skridtet videre og lagt kortene på bordet og lavet en statusrapport og en målsætning i forhold til bæredygtighed. Hvorfor valgte I at gøre det på den måde, altså at være så gennemsigtige?
Thomas: »Der skete det heldige for os, at samtidig med at vi kunne præsentere den kollektion (Conscious Capsule, red.), så gik Net-a-porter (international mode-webshop, red.) og barslede med at lave det, de kalder Net Sustain, hvor de inviterede udvalgte brands, som levede op til nogle bæredygtige kriterier til at sælge i det her særlige univers på deres platform.

Stine Goyas oversigt over inddelingen af materialer.

De så vores showpieces og syntes, at det var en god historie, også fordi vores tilgang var lidt anderledes. Det var mere high-end og mere designet. Heldigvis udvalgte de os, og det betød, at vi yderligere skulle accelerere vores arbejde med at få styr på vores politikker på området. Det var et af de ønsker, de havde til de brands, der er med.

Så vi var ekstremt motiverede for at få noget struktur og systematik på det«.

Det var ligesom et krav fra dem…
Thomas: »De sagde, det er et krav, at der er noget substans bag de brands, vi vælger, at det ikke bare er to-tre kjoler. Der skal være noget holdning bag og noget vedvarende arbejde med det. Det gjorde, at vi satte fuld fokus på at få tænkt arbejdet med sustainabilty ind i virksomheden«.

Stine: »Vi lavede et team af forskellige personer i firmaet, som satte sig ned og beskrev, hvad er det, vi kan? Hvad er det, vi skal? Så lavede folk noget benarbejde bagefter for at finde ud af, hvor vi står lige nu for at finde ud af, hvordan vi for eksempel kan gøre vores metervarer mere økovenlige. Det blev det grønne team, som nu har kørt det helt til måls i forhold til at få beskrevet det«.

Kan den gennemsigtighed også virke så overvældende for forbrugerne, at de ikke orker at sætte sig ind i det?
Thomas: »Jeg er tilhænger af den holdning, som andre mærker, der er i gang, har udtrykt – også helt store brands – at gennemsigtighed i det her er alfa og omega. Så må folk, der interesserer sig for det, tage det første skridt og læse det, de forstår, eller tage et spadestik dybere. Er der nogle, som mener, at vi er upræcise nogle steder, så kan de også vende tilbage og sige, det her forstår jeg ikke, kan det være rigtigt?

Så bliver vi tvunget til at forholde os til det. På den måde er den gennemsigtighed afsindig vigtig. Så kan man læse, hvad man har lyst til som slutforbruger. Man kan læse det helt ned i detaljen, eller man kan bare registrere, at vi har en holdning til det, og læse om den på det mere generelle plan«.

Kommer I så også til at lave årlige rapporter, hvor I følger op på målsætningerne?
Thomas: »Ja, vi vil følge op på de mål, vi har, lige så transparent, som vi har lagt målene ud. Og der hvor vi ikke måtte nå det, vil vi også sige, at det nåede vi ikke, til gengæld nåede vi det her. Der kan komme nye mål til. Vi vil ikke have et eksternt audit af det på nuværende tidspunkt. Det kan være, at vi på sigt kan få noget ud af det, men lige nu prøver vi at koncentrere os om ét felt og så virkelig arbejde med det«.

Jeres tal viser, at I faktisk er gået tilbage i forhold til mere økovenligt materialebrug i 2019-2020 i forhold til 18-19. Hvordan kan det være?
Stine: »Den kollektion, vi viste i januar, den kommer jo først i butikkerne til august. Vi sidder jo og laver AW20 nu, så det er derfor. Vi har ikke kunnet lave om på de stoffer, vi har brugt i kollektioner, som allerede var designet og solgt ind til butikkerne«.

Men hvad er så udfordringen? I jeres målsætning kan man se, at I lige nu kun bruger en-to procent af de mest bæredygtige materialer, som I gerne vil bruge mere af. Hvorfor er det så svært at ændre på, hvilke materialer man bruger?
Stine: »Det handler også om, at kundebasen skal kunne følge med. Lige nu har vi for eksempel lavet de her showpieces, og i den næste kollektion kommer det også mere ind i hovedkollektion, men det har et andet prispunkt. Særligt vores showpieces koster nærmest det dobbelte af, hvad vi har solgt dem for tidligere.

Noget andet er også, at nogle af de materialer, som er tilgængelige, kan være meget porøse, så du kan ikke bare lave kæmpe produktioner af det. Der ville måske være meget spild, fordi der er fejl på materialet og så videre.

Fra Stine Goyas Concious Capsule-kollektion.

Udvalget er heller ikke kæmpe stort endnu – det bliver det forhåbentlig snart – men det er et mindre udvalg, vi i hvert fald er bevidste om. Derfor tager vi det lige så stille ind i vores hovedkollektion. Vi har nogle produktgrupper, vi for eksempel gerne vil have er printet uden brug af vand, eller også er det et stykke stof, Som er lavet på en bedre måde som for eksempel peace silk.

Vi tager det step-for-step. Jeg tror ikke, man bare kan ændre det hele. Det ville betyde, at vi skulle have helt nye leverandører hele vejen rundt«.

Thomas: »Det ville være en kæmpe risiko for virksomheden, fordi du skal arbejde med nye leverandører og finde materialer på et meget lille marked. Du får nye priser og nye typer af problemstillinger. Så jeg tror, man skal afstemme det til, hvad der er muligt for én.

Man skal sætte ambitionen højt, og så skal man være klar til at erkende, at vi nåede kun tre fjerdedele, men vi satte også ambitionen højt, for vi vil gerne mere. Men du skal også kunne finansiere forandringen og være sikker på, at du har dine kunder med dig undervejs. Ellers ødelægger du forretningen, og det er jo ikke formålet«.

Nej, det er jo heller ikke bæredygtigt. Så går folk bare et andet sted hen…
Thomas: »Så det handler om at finde en balance«.

Nu snakker I om priserne. H&M går jo meget op i, at bæredygtigt ikke må blive dyrere, fordi det skal være demokratisk. Men er det ikke okay, hvis man siger, at man betaler mere for at få noget, som er bedre for miljøet. Så forbruger man måske også mindre.
Stine: »Det tror jeg også, at der er mange, som ville være okay med, men det kommer nok med tiden. Folk skal lige vænne sig til at tænke sådan. Det kræver i hvert fald, at man får det kommunikeret.

Vi prøver at lave nogle bridging groups, som vi kalder det, imellem det, som vi sælger meget af, og det helt dyre. Så det er dyrere, end det vi har normalt, men så er det også lavet på en bedre måde. Så det bliver spændende at se, om folk kommer til at købe det«.

Hvad er ellers den største udfordring for jer i forhold til at blive mere bæredygtige?
Thomas: »Vi har nok troet, at udfordringen var større, end den har vist sig at være. Det har skyldtes uvidenhed og en nervøsitet omkring at kaste sig ud i det. Efter at vi har begyndt at arbejde med det, har det vist sig, at der er metoder at gøre det på.

For eksempel opdelingen af metervarerne i kategorier efter, hvor miljøvenlige de er. Det er en metodik, der overskueliggør, hvor man står, og hvad man kan gøre bedre. Så får man en struktur, der gør, at man kan sætte nogle mål og holde realiteterne op imod det.

Så den første store udfordring er nærmest blevet vendt til en lyst til at få tænkt de her aspekter ind i alle vores beslutninger i firmaet«.

Det virker også ret overskueligt. Men man har de grupper, hvor man siger, hov, nu tager jeg noget fra den forkerte, kunne jeg i virkeligheden tage noget fra en af de bedre?
Thomas: »Du støder jo hele tiden på nogle meget konkrete udfordringer. Hvis du for eksempel vælger det her stof, så bliver din vare måske 15 procent dyrere. Så skal du finde ud af, tror vi på det? Er designet, dna’et, brandet stærkt nok, og gør den ekstra dimension med miljøet, at folk er klar til at betale mere? Det er nogle overvejelser, du skal gøre dig.

Oversigt over Stine Goyas brug af materialer og mål for de kommende år.

Det kan være meget svært, fordi du dybest set ikke ved det. En anden udfordring, som også er meget konkret, er, at vi vil meget gerne prøve at få vores varer hjem fra vores fabrikker i Kina og Indonesien så miljøvenligt som muligt.

Det bedste er at sejle det, det næstbedste er tog, og det dårligste er at flyve det hjem. Men hvis du sejler det hjem, så tager det tre måneder. Det er meget lang tid, fordi så har du kortere tid til at sælge (til butikker, red.). Det betyder, at du skal lægge ordrer uden at vide, om du kan sælge det. Så du er nødt til at bestille mere hjem, uden at du har solgt det på forhånd. Det skaber en enorm risiko for firmaet, fordi du risikerer at have for mange varer«.

Og det er heller ikke bæredygtigt…
Thomas: »Det er nemlig meget lidt bæredygtigt. Så pludselig bliver du fanget i denne kompleksitet. Lige det eksempel er et godt og meget konkret og letforståeligt eksempel. Der har vi truffet en beslutning om, at vi vil gøre, hvad vi kan, og så må vi tage den ekstra risiko for at få det sejlet hjem fra Østen. Det gør tingene markant tungere, men det er det værd, fordi det kan lade sig gøre«.

Hvis man ser bredere på det, så er der jo et massivt fokus på bæredygtighed i moden lige nu – og også meget greenwashing. Hvordan har I det med hele det fokus?
Stine: »Det er enormt vigtigt. Vi er jo en meget forurenende branche, så man kan ikke andet end at tænke, vi bliver nødt til at gøre noget – altså drastisk nu. Det er blevet et kæmpe tema, men det er også vildt, at det ikke har været det før. Det er bare så sindssygt vigtigt. Vi bliver nødt til at gøre noget«.

Thomas: »Det er helt absurd, at nogle kan snakke om hysteri«.

Ja, klimatosser…
Thomas: »Det giver ingen mening. Det her er jo bevidsthed. Du er nødt til at forholde dig til det. Om du så gør det ved for eksempel at forholde dig til, om du skal gå de ekstra ti meter for at smide noget plastik i en sorteringskontainer. Det er noget, vi konstant må forholde os til, privat, professionelt, i alle sammenhænge. Ellers tror jeg ikke, at vi vil formå at få det forandret«.

Stine: »Nej, det er jo ikke kun i ens arbejde. Det er også derhjemme. Vi tænker over det hele tiden«.

Thomas: »Så støder man også på, at man ikke er ufejlbarlig. Man gør ting, hvor man godt kunne have gjort det bedre, men falder i den gamle vane. Men bare det, at man tager den refleksion, er utrolig vigtig. Og så skal man give det videre til sine børn. Det handler jo om adfærd«.

Hvordan vægter I handling kontra kommunikation i jeres egen klimakamp?
Thomas: »Igen, jeg tror meget på åbenhed og på, at man skal sige åbent, her havde vi en højere ambition, end vi kunne indfri. Det må man så prøve at arbejde på. Uden handling kan du ikke opnå nogen troværdighed omkring dig selv. Du skal præstere.

Med det fokus, der er, og den urgency, mange føler i øjeblikket, så vil der være en risiko for, at folk overkommunikerer. At de ikke kan vente med at fortælle, at de er i gang med det her, og hvor vigtigt det er.

Fra Stine Goyas Concious Capsule-kollektion.

Der bliver nødt til at være handling bag ordene, men der skal også være plads til, at man kan lære. Opgaven er så stor og kompleks, at den fortjener, at man sætter høje mål, kæmper som en sindssyg for at nå det, erkender hvis man ikke når det hele, lærer af det, sætter nogle nye mål og arbejder videre.

Men det er klart, at der er en risiko for, at der bliver sagt meget. Det skal blive spændende at se, hvor langt folk kommer i den indre adfærd«.

Ifølge den nye rapport fra Global Fashion Agenda, så går det jo faktisk den forkerte vej, når det ses i forhold til, at mængden af tøj stadig øges.
Thomas: »Ja«.

Nu snakkede I tidligere om, at frygten for modtagelsen gjorde, at I holdt igen. Har den frygt forandret sig?
Thomas: »Jeg synes, at vi har taget et kolossalt skridt på meget kort tid. Det skal andre dømme, om de også synes, men vi mener, at vi tog en beslutning om at ville lave den her kollektion, og nu et langt halvt år senere har vi formuleret nogle mål, som vi har delt med omverdenen – og arbejder med«.

Stine: »Så sent som i går lavede vi vores næste lookbook, og vores art director spurgte, hvordan vi skulle printe det? For det første printer vi meget få lookbooks nu i forhold til for et par år siden. Der synes man jo bare, at alle skulle have en lookbook, og så smed folk dem i skraldespanden, når de havde kigget i den. Nu er det også et spørgsmål om, kan vi leve med noget papir, som er helt mat og naturligt, eller skal vi have den der gloss, som gør, at farverne popper ud og ser pissegodt ud? Det er sådan nogle ting, vi hele tiden skal tænke over. Det er enormt vigtigt, at man ikke bare bruger noget superlækkert papir. Det bliver jo ikke brugt i særlig lang tid«.

Hvordan har I det så, når man kommer til den der elefant i rummet, som Summit jo heller ikke snakkede så meget om – hele overproduktionen og overforbruget? Hvordan forholder I jer til det? Det er jo den anden side af snakken.
Thomas: »Den elefant er så stor, at den ikke kan være i noget rum overhovedet. Det er måske det, der gør den så enorm svær. Det er jo hele den vestlige verden og hele den kapitalistiske struktur, som pludselig bliver bragt ned på bordet foran en.

Personligt ville jeg ønske, at vi som samfund kunne finde ud af at skrue ned, men jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af det.

Jeg tror på, at man kan og skal udvikle sig til nogle bedre løsninger, men det er også vigtigt, at man forholder sig til, hvad har man egentlig brug for. Bliver man fristet, uden at det er nødvendigt?

Sidste år blev der skrevet en artikel i Berlingske, tror jeg, omkring den her øgede miljøopmærksomhed i modebranchen, hvor vi blev nævnt. Journalisten havde valgt den vinkel, at vi laver tøj, som har en kvalitet, der kan holde, og med et design folk har lyst til at beholde og bruger igen og igen – og gemmer, eller det ryger i vintagebutikker. Det får dermed en lang levetid.

Da jeg læste det, tænkte jeg, ej, holder den vinkel egentlig? Men det synes jeg faktisk, at den gør«.

Når man snakker om mængder, så er det selvfølgelig også svært ikke at tænke på fast fashion, hvor det jo handler om kolonorme størrelser…
Stine: »Ja, og hvor der jo er folk, som køber ting for at have det på én aften«.

Men det har vel også presset jer? Når noget bliver så billigt, og folk vænner sig til, at det koster ting, så bliver det vel også sværere ikke at følge lidt med?
Stine: »Der er det måske også vores held, at vi har fået hul på udlandet, så vi har en større kundeskare. Hvis vi alene havde kunder i Danmark, så tror jeg, vi havde haft et problem. Men vi har kunnet sprede os ud. Vi har ikke behøvet at sælge monstermeget til én butik, men har mange forskellige kunder rundt om i verden«.

Samtidig handler mode vel implicit om at skabe behov, der ikke er der?
Thomas: »Jo, både og. Det kan man så sige om mange brancher. Ligesom du skal have mad, skal du også have tøj på kroppen. Jeg tror mere, man skal skabe en refleksion over, hvordan man bruger tøj. Skabe en bevidsthed. Købe noget, man er glad for. Den her den beholder jeg. Den er jeg simpelthen så glad for. Eller den kan jeg sælge på en platform, der gør, at den kan leve igennem to mennesker mere.

Fra Stine Goyas præsentation af sin AW19 Concious Capsule Collection under modeugen i København i februar. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Så er der de her nye platforme, som lejer tøj ud«.

Ja, det er Ganni også hoppet ombord i. Er det noget, I har overvejet?
Thomas: »Vi sælger til en stor amerikansk platform, hvor det er konceptet«.

Stine: »De har i hvert fald stor succes med det, især i midten af USA, hvor der ikke er alle mulige butikker«.

Det giver også mening. Især med jakkesæt og gallakjoler…
Stine: »Ja, noget der er lidt specielt, og som man måske kun kommer til at have på den ene gang. Det er i hvert fald blevet en af vores største kunder derovre«.

Thomas: »Jeg tror også, at det er vigtigt, at hele det her tema mere og mere kommer til at handle om ansvarlighed og bevidsthed, hvor man egentlig kan bebrejde sig selv, hvis ens adfærd er amoralsk. Samtidig er det også vigtigt, at der er noget lyst i det. At det kan være positivt at gøre noget, som er forbundet med et forbrug, men som er det på en anden måde.

Og der kan vores branche være med til at vise, at man faktisk kan lave flot design, som er 100 procent sustainable – man skal måske betale lidt mere, men så bliver du måske også det gladere for det og køber måske kun en i stedet for to og så videre. Hvis man også tænker den vej bliver det både lidt gulerod og selvpiskeri«.

Men tror I på, at det her store modetankskib kan blive vendt rundt, og man kan sætte tempoet ned? Jeg har interviewet H&M, som for eksempel siger, at de ikke vil producere mindre – og hvis de gjorde, så ville folk bare gå til Zara.
Thomas: »Måske skal det ikke være så firkantet eller så meget enten eller. Hvis man tror på, at det eneste rigtige er at begrænse forbruget, så tror jeg, at man låser sig selv fast – måske også så fast, at man misser nogle andre veje at gå, som ikke nødvendigvis er så firkantede.

Jeg tror, at det skal være sådan, at man skal operere med begge dele. Man skal tænke sig om, i forhold til hvad ens behov er, og hvad man vil støtte med det, man køber. På den anden side tror jeg også, at man skal blive inspireret af at kunne udvikle sig til nogle bedre løsninger.

Jeg tror ikke på ‘enten eller’ med noget så fundamentalt, som man er inde og røre ved her. Altså motoren i det her økonomiske system. Du kan også risikere at sætte dig selv i en situation, hvor du bliver paralyseret. Hvis det kun er det her, der gælder, hvad er så mine handlemuligheder? De bliver jo for få. Så gør du det vanskeligt, og pludselig modarbejder du i virkeligheden sagens vigtighed, fordi du alene tror på den ideologi.

Fra Stine Goyas præsentation af sin AW19 Concious Capsule Collection under modeugen i København i februar. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Historien har vel også vist, at tingene sjældent er så sort/hvide, når man kigger tilbage på dem, som man ind imellem gerne vil have dem til at være, når man sad og var ideologisk omkring dem. Men det er et paradigmeskift, som måske ikke rigtig har taget fat endnu. Det er et stort ord, det ved jeg godt«.

Hvor meget ansvar hviler på forbrugerne?
Thomas: »Igen, det er ikke enten eller. Det er ikke bare forbrugernes ansvar, eller bare producenternes ansvar. Det er svært at sige 50/50. Man kan sige, at der skal to til den dans«.

Jeg har det sådan, at jeg synes, jeg bør forbruge mindre, men er også nået frem til, at jeg tror ikke, det kommer til at forandre verden. Hvilket leder frem til næste spørgsmål: Er lovgivning nødvendigt?
Thomas: »Jeg har ikke noget angst over for lovgivning. Jeg tror et sammenspil mellem markedet og staten er klart det bedste. Det er politik«.

Stine: »Det vil også gøre, at forbrugeren bliver bevidst om, at det koster mere, fordi der er nogle afgifter«.

Thomas: »Men en ting, man kan konstatere, er, at forbrugeren har en enorm magt, hvis det tager fat. Det er fedt«.

Ja, måske var det folket, som fik politikerne til at vågne, så miljøet fyldte så meget ved folketingsvalget…
Thomas: »Det tror jeg også. Så man kunne et eller andet sted ønske, at forbrugerne tog endnu mere ansvar, fordi det ville tvinge både politikere og virksomheder til at ændre kurs endnu hurtigere. Men det er alt for uansvarligt at sidde som virksomhed og sige, at det er forbrugernes ansvar. Det holder ikke, men det er sejt nok, når det sker«.

Så har jeg kun ét spørgsmål tilbage, som er det helt store: Hvordan er det at lave tøj i en klimabekymret tid som denne?
Thomas: »Det skal du svare på, det har du gjort hele dit professionelle liv«.

Stine: »Ja, jeg har lavet tøj, siden jeg var barn. Det har altid været en meget naturlig ting. Det er min person, kan man sige. Men vi har da haft nogle aftener, hvor vi har sagt, hvad gør vi? Skal vi starte helt forfra? Det har klart sat tankerne i gang, men på en eller anden måde er det så meget os, fordi jeg altid har siddet og lavet silketryk, da jeg gik i skole og… så det ville også være vildt, hvis jeg skulle til at lave noget andet. Det ville jeg slet ikke kunne forestille mig.

Jeg tænker, at det, at vi er blevet mere bevidste, og vi laver det her skift. Det må være vores vej til at prøve at føle, at vi har det bedre med det. Vi er også enormt beviste omkring, hvor meget lager vi skal have. Vi har kun et lagersalg om året. Vi prøver hele tiden at begrænse os selv i det også.

Det ville være virkelig vildt, hvis vi skulle sige, jamen, vi kan ikke lave tøj mere. Det er ikke ansvarligt. Vi må bare arbejde på at gøre det, så vi kan stå inde for det«.

Thomas: »Den udfordring, vi har i den her branche, ville vi jo også støde på, hvis vi skiftede branche, fordi det jo netop ikke bare er tøjbranchen. Det er alle brancher. Det sjove er måske at sætte sig et mål om, at når vi nu er i den her branche og godt kan lide den, så lad os prøve at arbejde med det i stedet for at overlade det til nogle andre – hvis man magter det«.

Læs også: Silas Adler fra Soulland om modens klimadilemma: »Vi alle har været med til at få os hen et sted, hvor lokummet brænder«

Læs også: Modens klimadilemma: Mads Nørgaard: »Som Greta Thunberg siger, du er ansvarlig for det CO2-aftryk, du har«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold