Elvis Costello 'North'
Tekster til sangene pÃ¥ fire sprog og et ekstranummer der kan downloades fra Costellos hjemmeside. ‘K-R-Æ-S’, blinker straks i strÃ¥lende neon pÃ¥ den indre lysavis. Bag det genstridige cellofan undrer det lille gule mærke med “Deutsche Grammofon” godt nok lidt. Er Elvis Costellos 90′er forelskelse i jazz og klassisk musik gÃ¥et hen og blevet af mere permanent karakter? Svaret er tilsyneladende ja.
‘North’ er 12 stille sange, som Costello crooner sig i gennem uden at gøre større indtryk. Han er pÃ¥ udebane og spiller uafgjort, men heller ikke mere. Den 48-Ã¥rige sanger og komponist synger sine sange rimeligt nok. Elvis fraserer rutineret, men mangler den honning pÃ¥ stemmebÃ¥ndet der kan fÃ¥ de ret banale kærlighedstekster – “Eyes are blue-ue-ue-ue, skies are grey-ey-ey-ey” – til at glide ugenstridigt ned. Gode melodier kan spilles af en mand ved et piano, sÃ¥vel som af et heavy metal orkester uden at miste deres kraft, men de skiftevis desillusionerede og hÃ¥befulde kærlighedssange virker ikke slidstærke og er ofte alt for stillestÃ¥ende.
Modet til at prøve nyt skal Costello have al mulig ros for, men hvorfor denne maniske lyst til at viske tavlen helt ren hver gang – frem for at udvikle sig lidt mere stille og roligt? PÃ¥ “North” mangler Costello en anelse kompositorisk varme og variation til at smelte isen. Temperaturen stiger først pÃ¥ pladens tolvte og sidste nummer, ‘Impatience’, hvor en skødesløs bossa nova skitse fÃ¥r den engelske kamæleon til at genvinde lidt af sin oprindelige farve i kinderne.
