Franz Ferdinand

Franz Ferdinand - Franz Ferdinand
6 6
Franz Ferdinand
'Franz Ferdinand'

Album, Domino Records

Din musiknørdede ven fortalte dig det sikkert allerede tilbage i januar. Franz Ferdinand vil erobre verden i 2004. Og selv om alle NME-hypede bands efterhånden mødes med begrundet skepsis udenfor England, er der noget om snakken. De fire knøse fra Glasgow har kreeret årets indtil videre mest sprudlende, charmerende og umiddelbart knuselskelige album.

Franz Ferdinand tager afsæt i post-punken, men fra første fløjt lægger de en helt unik stil for dagen. Spillevende og disco-inficerede trommer med en gnistrende hi-hat, basgange der synes i synk med dit hjerteslag og knivskarpe guitarhooks, der straks ætser sig ind i enhver feststemt bevidsthed. De er en mere rocket udgave af The Rapture, med et ganske overlegent melodimateriale. ‘Jacqueline’, ‘Tell Her Tonight’, ‘Matinee’, ’40 ft.’ og ‘Michael’ står alle klar til at fortsætte, hvor de to første single-hits stopper.

Faktisk springer noget nær hver eneste sang frem ved første gennemlytning og omfavner dig som en gammel ven. Men dog en ven som du aldrig ved, hvor du har, for sangstrukturerne er overraskende komplekse. Som i den uafrystelige aktuelle single ‘Take Me Out’, der pludseligt og flabet skifter tempo og forandrer sangen fra en Strokes-rocker til en funk-furie, der kan forårsage hjerteslag af bare begejstring.

Og selv om bandet bebuder, at de blot ønsker at få tøserne på danseguldet, og Alex Kapranos synger “let’s leave this academic factory, you will find me in the matinee”, så kan Franz Ferdinand ikke skjule, at de har hjerne. Opkaldt efter en østrig-ungarnsk hertug, hvis mord ansporede første verdenskrig, og med dejligt kringlede tekster om bibliotekar-kærlighed og homoerotik, udfordrer de på alle niveauer. Der en vis Jarvis Cocker’sk intelligens og britisk opstoppernæse inkluderet i festlighederne.

Kritikerne kæmper intenst om at name-droppe referencerne i Franz Ferdinands univers, fra tidlig skotsk post-punk, over Talking Heads og Gang of Four, til de samtidige Interpol. Men hvad betyder inspirationerne, når værket er så særegent? Om pladen vil vise sig langtidsholdbar er svært at vurdere, men hvad betyder det også i dag? Hertug Ferdinand har leveret en pletfri debut med 11 “poisoned darts of pleasure”.