
Det sene efterår og juletid er opsamlingstid, og år efter år bliver vi oversvømmet med mere eller mindre ligegyldige og ofte dårlige og intetsigende opsamlinger. Sådan bliver det nok også i år. Men i år er der i hvert tilfælde mindst én opsamling, man kan bruge sine penge på uden at blive helt snydt. Depeche Mode udgiver en trippel-CD ‘Remixes 81…04′ med et udvalg af remixes af deres numre gennem de seneste 23 år.
Depeche Mode og remixes er to næsten uadskillelige ting. Jeg tror, at Depeche Mode sammen med New Order er et af Verdens mest remixede bands – ofte med fornuftigt, men til tider også med ganske uudholdeligt resultat. Desværre har begge dele fundet vej gennem filteret til denne opsamling, dog med klar overvægt til det første. Ikke nok med at mange af bandets numre er blevet mixet i utallige versioner, så udkom singlerne også i flere forskellige farver – hovedsageligt fra 1983 og årtiet ud. Det er der med tiden blevet lavet lidt om på. I dag kommer de fleste singler i to eller tre forskellige udgaver. Første udgave er den egentlige single med originalversionen, og sædvanligvis et eller to B-sidenumre og et eller to remixes. Anden udgave plejer at indeholde to-tre remixes af A-siden samt et eller to remixes af B-siden, mens den tredje, hvis den udkommer, som regel er en live-optagelse. Denne forudsigelighed har måske gjort singleudgivelserne lidt mindre interessante. På den anden side er det som fan og samler også meget rart, at man ikke skal ud at investere en hel ugeløn, for at holde samlingen komplet, når der kommer en ny single. Og hvis man virkelig er fanatisk, kommer singlerne jo stadig i mindst en europæisk, en amerikansk og en japansk udgave.
Når man lytter sig igennem de næsten fire time, denne opsamling varer, er der er en ret tydelig udvikling i måden numrene er mixet på. Nogle af de tidlige numre er mixet af Depeche Mode selv og deres producer på det pågældende tidspunkt og er relativ tro mod originalerne. Der er for nogle af disse mere tale om "extended" versioner end gennemgribende remixes. Det vil sige tilføjelse af ekstra passager over nummerets tema og rytme, gentagelse af omkvæd osv., men nummerets grundstruktur er bevaret. Fra starten af 90′erne var tendensen mere at pille ved nummerenes rytmespor og gøre dem enten mere up-tempo eller down-beat og på den måde forstærke nummeret stemning eller give den en lidt anden stemning end den oprindelige. Fra sidste halvdel af 90′erne og frem har der været en tendens til at nogle meget kendte og anerkendte elektroniske musikere og remixere som eksempelvis DJ Shadow, Kruder + Dorffmeister, William Orbit, Goldfrapp, Air og Underworld har gået hårdt til værks, splittet numrene fuldstændig ad og derefter sat dem sammen igen, så der i nogle tilfælde snarere er tale om remakes end remixes.
Normalt remixes numrene omkring udgivelsestidspunktet, men hele den sidste halvdel af den tredje CD er består af ældre numre (fem af de seks fra ‘Music for the Masses’ og ‘Violator’), der først er blevet remixet i år. Det er her flere af de dårligste numre gemmer sig – flere af dem så dårlige, at de kan betegnes som unødvendige. Men der er så mange andre gode mix blandt resten, at det, selvom man skulle have mange af disse i forvejen, er rart at have dem samlet på et sted, så man ikke skal skifte CD hvert kvarter.
Depeche Mode ‘Remixes 81…04′ udkommer den 25. oktober.