Haiku D’ Etat

Voila! De tre vestkystrappere Mikah 9, Aceyalone og Abstract Rude har for en stund sat deres solokarrierer på stand by og indtaget hiphopscenen, som gruppen Haiku D’Etat.

Albummets titel ‘Coup de Theatre’ beskriver netop det punkt i et teaterstykke, hvor der sker en ændring magtfordelingen. Titlen indikerer, at der her er tale om et sprogligt univers, som kræver opmærksomhed og refleksion.

Lyrikken er højtsvævende, som røgskyerne fra de mange joints, de tre medlemmer konsumerer på den medfølgende DVD. Haiku D’ Etat viser deres poetiske talenter ved at jonglere med ord og twiste almindelige vendinger. Som gruppens navn indikerer, inddrages også haikudigtning i deres tekster. Det fremstår bl.a. ved at mængden af overflødige bandeord og andet ordskvalder er minimeret, altså er teksterne stilitisk set simple.

Trioen optræder selv gennem hele forestillingen velafbalanceret og stilsikkert på et fundament af velarrangerede vers a la ‘spoken word’ og jazzede eksperiende beats. Men Haiku har også flere kendte folk på deres rolleliste. Gift of Gab fra Blackalicous spytter rim, som et maskingevær i takt med beatet på ‘Top Qualified’ sammen med Lyrics Born og Lateef, et nummer produceret af Chief Xcel. På det lette og lystige ‘Transitions and Eras’ tilfører rapperen Busdriver ligeledes lidt ekstra gøgl til de tre poeters harmoniske flows. Samme nummer er produceret af Fat Jack, som startede sit samarbejde med Aceyalone tilbage i 1995.

På ‘Mike, Aaron and Eddie’ eller “Mike, Mike, Aron-n-n-n-n-n-n-n, Mike Ar-r-on & Eddie” leger trekløveren med det melodiøse i lyden af deres navne. Det er pudsigt, men også et skævt nummer, som bliver trættende i længden. Udover metaforerne, har de tre Haiku medlemmer hver især et flow, der matcher hinanden harmonisk, hvilket fremstår tydeligt på førnævnte track.

Generelt er lydsiden præget af flest jazzede beats, men denne tendens brydes med old school elementer og de mere tilbagelænede og slæntrende beats på ‘Stoic Response’ og ‘ Poetry Takeover’.

Alt i alt et spændende album, der appellerer til folk, som er til organisk hip hop, jazz og lidt avanceret rap.

Haiku D’ Etat. 'Coup De Theatre:'. Album. blowed & decon.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af