Tue Madsen – på besøg hos dansk metals ypperstepræst

Foto: Rumle Skafte

»Jeg er træt af dårlige plader, og jeg synes fandeme, der kommer mange af dem i verden«. Soundvenue har besøgt den produktive producer Tue Madsen og hans Antfarm Studio, der har en væsentlig andel i den guldalder, dansk metal i øjeblikket befinder sig i.

Mols-Linien har aldrig været det mest charmerende sted. Dybt frastødende interiør, mangel på ro omkring én og det, at man skal betale 16 kroner for en kop kaffe, er nok en væsentlig del af grunden til den dybt hæslige og intimiderende atmosfære, der altid huserer her. Men denne morgen virker det specielt slemt. Jeg befinder mig i en lettere omtåget tilstand grundet søvnmangel, og jeg virker til at dele færge med en busfuld damp-børn, der konstant enten tæsker hinanden, hopper i stolene eller skriger som en flok kolikramte måger.

Men set fra et episk synspunkt er mine på dette tidspunkt betydelige trængsler meget passende. For det er ikke en helt almindelig tur, jeg er ude på. Dette er en pilgrimsrejse, og for enden venter mit Mekka i form af Antfarm Studio og dansk metals ypperstepræst, producer Tue Madsen. En mand, der ikke virker til at kunne gøre noget forkert i øjeblikket, og hvis Midas-touch er en væsentlig del af grundlaget for den guldalder, som dansk metal i øjeblikket befinder sig i.

Bands som Mnemic, Urkraft, As We Fight, Mevadio og The Psyke Project har alle nydt godt af hr. Madsens evner bag knapperne, og internationalt er Tue Madsen også begyndt at blive en eftertragtet samarbejdspartner. Specielt på den europæiske hardcore og metalcore-scene, hvor hans plader med Mnemic og hollandske Born From Pain anses som milepæle rent produktionsmæssigt.

Men hvad er det manden kan? Og hvad er det dansk metal kan i disse år, som man ikke kunne for ti år siden? Det er jeg taget til Århus for at få opklaret.

Jagten på den magiske vellyd
Når det kommer til mytiske steder, så er myten tit mere majestætisk end virkeligheden, en sandhed, der i høj grad gælder for Antfarm Studio i Åbyhøj. Lokaliseret i en lille tilbygning til Tues forstadsvilla får jeg nærmere associationer til et mondænt hobbyrum end til hi-fi musikproduktion, da jeg træder ind i Antfarms lettere grå virkelighed.

Et hurtigt scan af udstyret i studiet afslører umiddelbart heller ikke de store exceptionelle eyecatchers, og den umiddelbare og ganske betryggende konklusion må være, at den magiske vellyd kommer fra Tue og ikke fra studiet. Men ifølge Tue selv så er forklaringen på den nævnte vellyd hverken særlig kompleks, mystisk eller revolutionerende.

»Jeg synes jo i virkeligheden, det jeg gør er utroligt nemt. Jeg laver jo bare det, jeg selv vil høre«, siger han med det første af mange indslag af jysk sindighed. Men forklaringen kunne derfor netop være, at Tue er væsentligt mere bevidst om, hvad han gerne vil høre end de fleste andre mennesker?

Sponsoreret indhold
Queer-perle er »en af årets mest centrale film«
To af tidens største skuespiltalenter, Chloë Grace Moretz og Sasha Lane, viser deres værd i ‘The Miseducation of Cameron Post’. Find billetter her.
41Shadows

Han skal i hvert fald ikke bruge lang betænkningstid, før han er villig til at definere sig selv som lydnørd. Men når det kommer til stykket, så er Tue Madsen dog alligevel en tilhænger af den eviggyldige sandhed om, at en plade kan lyde nok så godt, men hvis materialet ikke holder, så kan det være ligegyldigt.

»Det er jo for fanden det, det handler om«, siger han med eftertryk. Så nøglen til Antfarms magi skal altså ikke alene findes i en magisk equalizer-indstilling, det perfekt konstruerede stereobillede eller lignende.

Tue kaster ikke med potteplanter
Men hvad så med arbejdsmiljøet, bandhåndteringen? Rockhistorien er fuld af historier om producere, der har brugt psykologiske fifs eller lignende for at få det bedste resultat ud af en kunstner. Specielt metalproduceren Ross Robinson er berømt og berygtet for at skabe en uhyre intens stemning for at presse kunstnerne til det yderste. Men arbejdsmetoder som disse virker dog mest af alt lidt åndssvage på Tue.

»Jeg har godt læst om, hvordan Ross Robinson for eksempel kaster potteplanter efter guitaristerne i Slipknot. Og når jeg hører hans plader, så er det jo imponerende den mængde af energi eller udtryk, de indfanger. Men jeg har lidt svært ved at se mig selv kaste potteplanter efter en guitarist. Jeg tror nu også på, at man kan lave god musik i en behagelig atmosfære«, siger han.

Tue ser det som sin opgave at være bandets mand, pædagogen, der tager udgangspunkt i bandets identitet og ønsker, frem for at være demagogen, der påtvinger bandet sin lyd og metoder. Så med mindre trygge rammer kan siges at være en revolutionerende psykologisk strategi, så virker Tues arbejdsmetode også på dette punkt til at bunde i den rolige, varme og snusfornuftige intelligens, som også kommer frem under interviewet. Så hvorfor har Tue så stor succes med midler, der virker så ligetil?

Dansk Metal anno 2004
En kyniker ville måske sige, at Tues succes simpelthen bunder i, at han er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. For den danske metalscene har nok aldrig indeholdt så megen talentmasse, som den gør anno 2004. En vurdering, som Tue er enig i. Han mærker en markant forskel, både mentalt og musikalsk i forhold til halvfemserne, da han selv huserede på metalscenen, som guitarist i Grope.

»Standarden er meget høj i dansk metal nu, synes jeg. Og det synes jeg måske ikke nødvendigvis den var for ti år siden. Der er meget fokus på danske metalbands ude i verden, men der fandeme også nogle gode bands!«, siger produceren engageret. En del af svaret på, hvorfor de er så gode, er måske lykkelig uvidenhed.

»Der kom en ny skole af bands på et tidspunkt med blandt andet As We Fight og The Psyke Project, som kom i mit studie og ikke anede, at jeg havde spillet ti år i Grope og egentligt også var ligeglade. Og når jeg brugte ord som ‘Yngwie Malmsteen’ (svensk guitarhelt) eller lignende i en tilfældig diskussion, så kunne jeg se, at de bare ikke forstod et ord af det, der kom ud af munden på mig. De havde aldrig hørt det før. Det tror jeg måske er meget sundt. De nye bands er vokset op med Fear Factory og Meshuggah som pejlemærker, og de har ikke tænkt over, at det skulle være specielt svært at spille. De har jo bare hørt pladerne og tænkt, at det er målet, hvor min generation har hørt ‘Hell Awaits’ med Slayer og tænkt, at det er målet. Så det behøver sgu ikke at være alt for godt«, siger han. En simpel, men ganske skarp observation fra en mand med fingrene dybt nede i scenen.

Sponsoreret indhold
Slip kreativiteten løs med grafik på gaming-niveau
Fantastisk grafisk ydeevne – uanset om du er designer, udvikler eller gamer. Læs mere om ASUS’ nye ZenBook Pro 15 her.
ASUS

Luxus, Peter Laugesen og Dolly Parton
Men hvad de færreste umiddelbart ved er, at Tue Madsen, mr. Dansk Metal, rent faktisk lavede plader med indiebands som Luxus og Girlfriend tilbage i sluthalvfemserne, før karrieren for alvor tog fart. Og han har stadig en fast samarbejdsaftale med Singvogel, der blandt andet arbejder sammen med digteren Peter Laugesen.

Så nu når succesen er der, og brandet ‘Tue Madsen’ efterhånden er slået fast i metalverden, er det så fristende, som en anden dansk Rick Rubin, igen at forsøge sig med andre genrer?

»Jeg ville fandeme gerne lave en Dolly Parton-plade«, er Tues første reaktion på spørgsmålet. En tanke, der umiddelbart lyder lige så bizar som kombinationen af Rick Rubin og Johnny Cash på ‘American Recordings’-serien, og det gik jo som bekendt meget godt.

»Når man laver metal, der har et meget massivt lydbillede, skal man i højere grad finde ud af, hvilken karakter ved et instrument, man skal høre, og så få det isoleret for at få plads til tingene. Når der så lige pludselig dukker noget op, hvor der er luft i lydbilledet og plads til, at man faktisk kan høre forskellen på om man lægger den her effekt på eller ej, så bliver det meget mere legebarnsagtigt. Det bliver sjovt på en anden måde. Så jeg kunne da godt tænke mig på et eller andet tidspunkt at begynde at lave anden slags musik igen«, siger han og tilføjer. »Men jeg kan jo bare vælge at gøre det«.

Verdens lykkeligste mand
Og netop valgmulighederne er blevet væsentligt forøget på det sidste. Antfarm oversvømmes på det nærmeste af mails og telefonopkald fra bands fra hele verden, der ønsker at arbejde sammen med Tue Madsen. Arbejdskalenderen er allerede fyldt for det næste år, og efterspørgslen har i høj grad gjort arbejdet sjovere.

»Hvis jeg laver noget nu, er det fordi, jeg tror, vi kan lave noget, som jeg synes er godt, og som jeg gider at arbejde med. Jeg laver ikke noget med bands, som jeg synes stinker. Det er en utrolig privilegeret situation at befinde sig i, og jeg synes jo, jeg er verdens lykkeligste mand, for det er jo bare min hobby«, siger Tue, mens han bliver lang i blikket, og en andægtig stilhed sænker sig over os begge. Og måske er det i virkeligheden det, der er den simple hemmelighed bag Tue Madsens succes. At han simpelthen er en talentfuld dedikeret mand, der elsker sit arbejde.

I hvert fald er det mit bedste bud, da jeg igen befinder mig på Mols-Linien med kurs mod Valby. Jeg er endnu mere udmattet, end om morgenen. De tilstedeværende børn larmer stadig som svin, men denne gang har jeg den perfekte kur. Jeg sætter bøfferne på hovedet, smider Mnemic i minidisc’en og fortaber mig i Tues kærlighed til musikken.