Swan Lee er gået i opløsning

Efter ni år sammen som band har Swan Lee valgt gå i opløsning.

Ifølge bandets hjemmeside føler de tre medlemmer, Pernille Rosendahl, Jonas Struck og Emil Jørgensen, at de er vokset fra hinanden, og det har de nu valgt at tage konsekvensen af.

Det betyder desværre også, at Swan Lee har aflyst deres koncert i forbindelse med Kronprinsens Kulturpris på søndag i Operaen, hvor de skulle have optrådt sammen med Nick Cave. Mew vil spille i stedet.

Swan Lee nåede at udgive to plader, ‘Enter’ fra 2001 og ‘Swan Lee’ fra 2004. Gruppens slid for at slå igennem som band blev foreviget i dokumentarfilmen ‘Stjernekigger’, som fulgte Swan Lee over en årrække frem til udgivelsen af ‘Enter’.

Både Jonas Struck og Emil Jørgensen har sideløbende med Swan Lee medvirket i andre musikalske sammenhænge. Struck er blandt andet guitarist i bandet Bugpowder, og Jørgensen har ydet sit bidrag som trommeslager på Lars H.U.G’s ‘Save Me From This Rock’n’Roll’.

Hvorvidt medlemmerne fortsætter i andre kontellationer, er endnu uvist.

Annonce
Sponsoreret indhold