Hess is More – den legende musiker

Mikkel Hess har i de senere år etableret sig som en af Københavns travleste og mest originale musikere. Han har lavet musik til kortfilm, teaterforestillinger, spillet trommer i bandet Luke og udgivet sin egen musik under navnet Hess is More. Nu er han aktuel med sit andet soloalbum.

Stedet er Metropol-scenen en fredag formiddag på Roskilde Festivalen 2005. Et tømmermandsplaget publikum har netop været vidne til en af den slags koncerter, man ikke glemmer lige med det samme. På festivalens scene for elektronisk musik har de blandt andet kunnet opleve et ældre, gråsprængt ægtepar spille folkeviser, skuespillerinden Charlotte Munck iklædt sygeplejerskeuniform mime sig igennem en sang, sunget af en dyb, mandlig soulstemme, og tre musikere i hvide lægekitler der afsluttede koncerten med at invitere folk fra publikum op på scenen, hvor de fik udleveret et instrument og en kittel og herefter blev opfordret til at deltage aktivt i de skæve løjer

Netop uforudsigeligheden og legesygen er centrale begreber for manden bag Hess is More, den 30-årige musiker Mikkel Hess. Det fortæller han en hverdagsaften mellem store mundfulde af burger på en café i det indre København.

»Jeg synes generelt, publikum har godt af at blive lidt overrasket. Man skal ikke bare give dem, hvad de forventer. Tværtimod har de godt af et par små bump på rejsen – og det tror jeg faktisk også gerne, de vil have«

Jazz-fascist med pop i smug
Selv mener han, at denne eksperimenterende tilgang kan føres tilbage til hans baggrund i jazzmusikken. Han voksede op i en musikalsk familie i Vejle med to storebrødre, der begge er professionelle jazzmusikere i dag, og hvor han som 11-årig dannede han sin første gruppe Mikkel Hess Trio med sig selv på trommer.
Efter gymnasiet flyttede Hess til København. Han begyndte på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Det var her, han så småt begyndte at vedstå sig sin smag for andre musikgenrer end jazzen.

»Da jeg var yngre, var jeg lidt af en jazzfascist. Jazz var ganske enkelt finere end almindelig musik. Det var nok et syn, jeg havde overtaget fra mine omgivelser. Pop var sådan noget, man hørte i smug. For eksempel kan jeg huske, min fætter en gang gav mig en Thomas Helmig-plade til jul. Først fattede jeg ikke hvorfor, men lidt efter lidt måtte jeg jo indrømme, at det var ret fedt«.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

I Rios gader
Soloprojektet Hess is More fødtes under en studierejse til Brasilien i 2001. Her havde han lejet en lejlighed i Rio i tre måneder. Meningen var, at han skulle studere den lokale musik, hvad han dog hurtigt blev træt af. I stedet gav han sig til at indsamle lyde på gaden og købe nogle småinstrumenter, som han satte sig hjem foran computeren og begyndte at lave noget musik ud af.

»Samtidig havde jeg købt en live-dvd med Elvis fra Hawaii og en Picasso-fotobog. Jeg kan huske, jeg tænkte, det måske var et meget godt afsæt for mit projekt – Elvis Picasso – foreningen af populærkultur og avantgarde i ét. Mit mål var jo at blande alle de ting, jeg godt kan lide«.

Mere pop og mere jazz
Nu er Hess så aktuel med sit andet soloudspil ‘Captain Europe’. I forhold til debutalbummet, ‘Tip Top Dynamo’, er der denne gang tale om en udgivelse, hvor grænserne, ifølge Hess, er trukket skarpere op. Det poppede er blevet mere poppet og det jazzede mere jazzet. Samtidig har han, som noget nyt, denne gang valgt at synge selv på fire af pladens numre, hvad han erkender har været en smule grænseoverskridende for en gammel trommeslager som ham.

Det til trods er kernen i hans musikalske univers intakt: legesygen, humoren og den uforudsigelige blanding af genrer og stilarter. Sangen ‘Yes Boss’, der allerede har kunnet høres på P3, er således en forførelsessang i traditionen fra Serge Gainsbourg, der lyder som om, den er mixet af Kraftwerk, mens ‘The Magic Invention From the t.d.p.r.c.’ giver associationer til Simon og Garfunkel på en sandstrand ved Copacabana. Alligevel er det nok omkvædet til ‘Farfisa Rumba’, der kommer tættest på at opsummere Hess’ musikalske mantra.

»I alone won’t make your life complete / but I can tell you for sure you will feel the heat / I won’t nescessarily massage your feet / But I’ll give you what you dont even know that you need«.

Hjem til jazzen
Mikkel Hess har haft særdeles travlt i de senere år med musik til kortfilm og teaterforestillinger. Ved siden af soloprojektet har han spillet trommer i popgruppen Luke og på sidste års Copenhagen Jazzfestival optrådte han hele 22 gange. Netop jazzen er igen begyndt at ligge Hess’ hjerte nær, fortæller han. Derfor er han særlig glad for de to nomineringer, han har modtaget til Danish Music Awards Jazz 2006.

»På en eller anden måde føles det lidt som om at komme hjem. Samtidig er jeg enormt glad for, at der er nogen, der synes, at det jeg laver stadigvæk er jazz«.

Hess is More på turné
26. april, København, Stengade 30
29. april, Århus, Musikcafeen
04. maj, Kolding, Pitstop
05. maj, Ålborg, Studenterhuset
06. maj, Åbenrå, Nygadehuset
12. maj, København, Rust
13. maj, Roskilde, Gimle
19. maj, Albertslund, Forbrændingen