Danger Mouse står bag Paris Hilton-remix

Nyhederne om et af de skarpeste stunts i musikindustrien, siden Danger Mouses mash-up af Jay-Z og The Beatles til ‘The Grey Album’ flyver hurtigt i disse dage.

Den seneste opdatering bekræfter, at det, som rygtet lød, netop er den amerikanske superproducer Danger Mouse, der står bag remixet på 500 falske udgaver af Paris Hiltons debutalbum, der er blevet sat i omløb i Engelske pladebutikker. Det bekræfter producerens management overfor det amerikanske musikmagasin Spin.

Remixet, der går under titlen ‘That’s Hot’, er et langt mix på 40 minutter, bestående af et beat og et bas-riff, krydret med en lille portion mexicansk-klingende tango-guitar og en serie Hilton-citater. De falske kopier af albummet er produceret af den engelske undergrundskunster Banksy, der har forsynet dem med nyt cover og artwork med politiske kommentarer til originalen.

De første eksemplarer af kopierne er naturligvis allerede sat til salg på Ebay, hvor buddene netop nu rangerer mellem 250,- og 675,- britiske pund.

Udover sine remix-stunts er Danger Mouse produceren bag projekter som Gorillaz, Gnarls Barkley, og netop nu er han desuden aktuel som producer for The Rapture.

Ifølge Spin mødte Danger Mouse og Banksy hinanden i sin tid i London, hvor de begge var på shopping efter forklædninger. Deres fælles kommentar til Hilton-projektet lyder:

»Det er svært at forbedre det perfekte, men vi var nødt til at gøre forsøget«.