People Press Play

Mens utallige gamle bands bliver ved med at gendanne sig selv på stribe i håbet om at kunne ride videre på fordums storhedstid, så findes der også nogle få derude, der slet og ret foretrækker at genopfinde sig selv. Med People Press Play har de danske electronica-pionerere Jesper Skaaning (Acustic), Anders Remmer (Dub Tractor) og Thomas Knak (Opiate) teamet op med sangerinden Sara Savery og kastet sig ud i fængende elektronisk indiepop.

Den støvede lyd, de dubbede delay-effekter og den elektroniske knitren fra Future 3-dagene er intakte, men mere end nogensinde før, er det udadvendte melodier og formfuldendte sange, der springer i ørene. Saverys stemme, der flere steder bliver leget videre og manipuleret med i produktionen, er måske lige netop det, de tre halvnørdede, voksne drenge, har haft brug for, for at bryde formerne inden et fælles comeback. At de samtidig også går helt ud på de nye græsgange, med for eksempel en snært af den dubstep, de kom omkring med ep’en ‘Tempo’ under System-navnet for nylig, gør det kun endnu mere forfriskende. Ikke mindst nummeret ‘These Days’, hvor Savery fletter toner med en theremin, er dømt til at blive et summende søndagshit.

People Press Play. 'People Press Play'. Album. Morr/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af