Kasper Eistrup udstiller andet talent

Kashmirs frontfigur holder pause fra bandet og har i stedet svunget pensel og tusch. Han udstiller nu sine malerier. Vi fangede Kasper Eistrup til en kort snak om hans mindre kendte kunstneriske udfoldelser.

De fleste er ikke i tvivl, når de hører navnet Kasper Eistrup. »Kashmir«, tænker de straks, og ‘Rocket Brothers’ er måske ikke langt bagefter. Men der gemmer sig selvfølgelig mange andre ting bag navnet og manden med navnet. En af de sider fremviser Kasper Eistrup nu. For sangeren har brugt den seneste tids pause fra Kashmir på at dyrke en af sine gamle lidenskaber, kunstmaling. Resultatet er blevet til en soloudstilling på galleriet Falkener Project. Det er hans første soloudstilling siden 2000.

Hvor længe har du malet?
»Det har jeg altid gjort. Både tegnet og malet, siden jeg var barn. Jeg har faktisk gjort det på samme niveau som musikken, bare ikke i det offentlige rum. Min mor er kunstmaler, så det har ligget ligefor. Det har udviklet sig i forskellige retninger, efter jeg blev ældre. Før lavede jeg grafitti, senere tegnefilm og så tog bandet over og fyldte 90 procent af mit virke. Så jeg har ligesom fået udlevet min visuelle trang gennem videoer, cover artwork og t-shirts, hvor jeg har været art director på de fleste ting sammen med Mads Tunebjerg fra bandet«.

Hvad gør den visuelle kunst for dig, som musikken måske ikke kan?
»Jeg ved ikke, om den kan gøre så meget andet. Følelsen kommer meget samme sted fra. Musikken ligger måske tættere på mit temperament. Jeg er social og kan godt lide at indgå i større sammenhæng. Der er en direkte respons i musik sammenlignet med at sidde selv og male og tegne. Det er nok derfor, det er den vej, jeg har valgt – i hvert fald indtil videre«.

Hvor får du din inspiration fra?
»Min inspiration er verden set derfra, hvor jeg nu står. At begribe det at være et menneske, og hvad det indebærer af tab og triumf og følelser. Når jeg skriver musik, så fungerer det for mig som et dagbogsnotat. Det er det samme med mine billeder. Der er også nogle røde tråde gennem mine billeder. For eksempel går en hætteklædt person igen i flere billeder. Det afspejler et eller andet, en fascination af noget hengemt, noget der ikke er 100 procent blotlagt«.

Hvordan føles sådan en soloudstilling sammenlignet med en albumudgivelse?
»Det bliver anderledes. Det er en anden udtryksform, end jeg er vant til. Men det at stille sig frem bliver lidt det samme. Det er også at udkomme, kan man sige, at løsrive et eller andet fra sit eget aflukke og præsentere det for offentlig mening. Der er masse tvivl. Vil det gøre noget for nogen? Men jeg har fået opfordringer til at vise nogle af tingene frem, blandt andet fra den gallerist, som skal lave udstillingen. Det har jeg set som et tegn på, at jeg måtte prøve kræfter med det. Jeg tror også på det og synes det er fedt, ellers ville jeg ikke gøre det«.

Hvis du nu får bearbejdet alle dine ‘issues’ gennem malerier, hvad så med musikken?
»Det er et godt spørgsmål. I og med det udspringer samme sted fra, så er det også svært at skrive musik og producere billeder på samme tid. Det er lidt samme energi, jeg anvender, men jeg er ikke bange for at kilden skal blive tom, fordi jeg laver en udstilling«.

Kasper Eistrup – ‘Paintings, Drawings and Graphics’
Fra 7. september til 13. oktober
Galleri Falkener Project
Fredericiagade 10, 1310 København K
Åbningstider: Torsdag til fredag 14-18 og lørdag 12-15