Wild Beasts

Wild Beasts - Limbo, Panto
5 6
Wild Beasts
'Limbo, Panto'

Album, Domino/A:larm

Da singlen ‘Assembly’ poppede op tidligere på året med sin balstyrisk forrykte melodi, der lød som en studsende tennisbold, og fuldstændig forskruet falsetsang, var jeg overbevist om at verden lige havde fået et nyt ‘verdens bedste band’. Utallige, gentagne omgange på pladetallerkenen gik, mens tiden blev bedrevet med at spændt vente på Leeds-bandets debut.

Det kan kun forbløffe, at Wild Beasts ikke inkluderer et så ualmindeligt stærkt nummer som ‘Assembly’ på albummet, men heldigvis er ‘Limbo, Panto’ fuld af spraglet, excentrisk pop, der i samme dur balancerer på kanten af det vanvittige. Barok pop med kompositionel dybde og med den samme kringlede – men også helt indlysende – opfattelse af melodier, der i sin tid gjorde Pavement så elskværdige. På vildt sexet facon hugger de beatet fra David Bowies ‘Young Americans’ på den indledende ‘Vigil For a Fuddu Duddy’. ‘The Devils Crayon’ bruser frenetisk af sted på bedste Sparks-manér, og ‘The Old Dog’ veksler ubeslutsomt mellem det party-agtige og det mest verdensfjernt sørgelige guitarriff på denne side af Johnny Marr.

Den britiske scene har en tendens til at sumpe hen i ligegyldige skabelonbands, og så meget desto mere fabelagtig er det, at Wild Beasts modigt tør kaste sig ud i fornyelse. Det er faktisk til at blive helt kulret af.