Opsamling 2008: Årets bedste musikvideoer

Året 2008 var spækket med fantastiske musikvideoer. Nye instruktører som Romain Gavras, James Copeman og Claire Carré fik deres fortjente gennembrud, mens bands som MGMT og  Radiohead forkælede os med det rene guf for øjnene. Her kan du se en Top 10 over årets allerbedste musikvideoer og fem boblere – med links til videoerne i høj opløsning.

 

10.


Thunderheist ‘Jerk It’ | Instruktion: That Go | Hi-res

Hvad har en kylling og en pige med guldkæder til fælles? Ikke så meget andet end, at de begge brændte igennem med deres møgseje udtryk i denne toptunede slowmotion-video, der lugtede lige dele af sved og Martin de Thurahs ‘Human’-video.

9.

MGMT ‘Time to Pretend’ | Instruktion: Ray Tintori | Hi-res (ikke 3D)

Inspireret af omgivelserne i sin imponerende interaktive video til ‘Electric Feel’ fra 2007, vendte instruktøren Ray Tintori tilbage i instruktørsædet for MGMT med en ligeså banebrydende video – denne gang i 3D (vel og mærke hvis man ejer sådan et  par briller…)


8.


Mystery Jets ft. Laura Marling ‘Young Love’ | Instruktion: James Copeman | Hi-res

James Copeman var en af de instruktører, der oplevede det største gennembrud i 2008. Især denne charmerende video til Mystery Jets, der tog sangen på dens romantiske og naive præmis, fik hjertet til at slå et par ekstra slag.

7.
 
Wild Beasts ‘Brave Bulging Buoyant Clairvoyants’ | Instruktion: Oneinthree | Hi-res

Det var svært ikke at blive skeløjet, da Wild Beats kastede sig ud i denne imponerende ’ramme-fortælling’, hvor man er på vanvittig rutchetur gennem et billede af et billede af et billede…

6.
 
Radiohead ‘House of Cards’ | Instruktion: James Frost | Hi-res

Videoen blev udelukkende fremstillet via laser-teknologi, der på kompliceret vis aflæste Thom Yorkes bevægelser i et totalt mørklagt rum. Resultatet var et næsten menneskeligt teknologi-vidunder.

5.

White Denim ‘Shake Shake Shake’ | Instruktion: Tom Haines | Hi-res

Æren for den sejeste band-performance video fra år tilfalder White Denim, der indhyllet i røg fra brændende bildæk gav den gas, mens en uartig møgunge chikanerede trailerparkens beboere. Magen til upoleret energi skulle man lede længe efter i 2008.

4.

Late of the Pier ’The Bears Are Coming’| Instruktion: Saam Farahmand | Hi-res

Mystisk, fabulerende og sært dragende. Instruktøren Saam Farahmand, der også stod bag Soulwax-dokumentaren ’Part of the Weekend Never Dies’, kickstartede året men denne dybt originale, Kubrick-inspirerede video til de britske electro-proggere.

3.
 
Sia ‘Soon We’ll Be Found’ | Instruktion: Claire Carré | Hi-res

Uden tvivl den bedst koreograferede video i år. En kompleks idé med skyggespil og selvlysende maling udført som var det den største selvfølge i verden. Instruktøren Claire Carré går derfor en rigtig lys fremtid i møde.


2.


Gnarls Barkley ‘Who’s Gonna Save My Soul?’ | Instruktion: Chris Milk | Hi-res

Årets mest hjerteskærende video – bogstaveligt talt. På en gang en morsom og sørgelig legemliggørelse af et smertefuldt break-up, der ramte fuldstændig plet med sangens eftertænksomme tone.

1.


Justice ‘Stress’ | Instruktion: Romain Gavras | Hi-res

Årets bedste musikvideo formåede at skabe en røre, man ikke har set, siden Aphex Twin og The Prodigy chokerede i 90’erne. Videoen var filmet som en slags mockumentary, så man måtte knibbe sig selv i armen gentagne gange for at huske, at den skildrede vold heldigvis ikke var virkelig. Et hæsblæsende og samfundsrevsende mesterværk.

5 boblere

Årets danske video:

Lulu Rouge feat. Mikael Simpson ‘Bless You’| Instruktion: Jimmy Falinski | Hi-res

En rolig, men rå og dokumentarisk musikvideo, der følger en hjemløs dreng i Warzawa med et grynet blik.

Årets sjove fan-video:
 
Wiley ’Rolex’ | Instruktion: Ukendt | Ingen hi-res

Betegnelser som ’LOL’ og ’ROFL MAO’ kom på overarbejde på diverse blogs, da en fan besluttede sig for at putte Paul McCartney og Heather Mills’ skilsmisse ind som visuelt modstykke til sangens tekst (»And now she’s wearing my Rolex«). Sjovt var det i hvert fald.

Årets remake:

YACHT ‘Summer Song’ | Instruktion: Judah Switzer | Hi-res

Når du har set videoen, så klik her bagefter. Og så kan vi tale. Med sin video til YACHT besluttede instruktøren Judah Switzer sig nemlig for at genskabe denne scene fra 80’er-filmen ‘Tapeheads’ stort set skud for skud – og det kom der en ganske seværdig video ud af.

Årets bizarre video:

Flying Lotus
‘Parisian Goldfish’ | Instruktion: Eric Wareheim | Hi-res

Det var svært at finde en grimasse, der kunne passe, når man lagde øjne til Eric Wareheims morsomme og grænseoverskridende visualisering af et dansende par, der pludselig beslutter sig for rykke et par trin op på intimitetsskalaen.

Årets tvillingevideoer:

White Lies
‘Death’ | Instruktion: Andreas Nilsson | Hi-res


White Lies
‘To Lose My Life’ | Instruktion: Andreas Nilsson | Hi-res

Ser man glasset halvt tomt, gentager Andreas Nilsson sig selv fuldstændig på sine to musikvideoer fra i år. Ser man glasset halvt fyldt, har han som en rigtig ’auteur’ holdt fast i det han kan: Nemlig en storladen dysterhed, der går perfekt i spænd med White Lies’ musik.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold