Reportage: by:Larm 2009

Fra den 19. – 21. februar løber musik- og branchefestivalen by:Larm af stablen i Oslo. Læs vores  festivalreportage, der løbende opdateres med tekst og billeder de kommende dage.

Erlend Øyes projekt er i fare
The Whitest Boy Alive, Sentrum Senen
Lørdag den 21. februar, kl. 23.30


»Vores projekt er i fare«, sagde Erlend Øye for nylig i et interview til den norske avis Dagbladet.  Frontmanden for The Whitest Boy Alive fortalte om faren ved at blive populær. »Hvis mit favoritband pludselig laver en masse filmsoundtracks, og alle begynder at kunne lide det, så bliver bandet mindre vigtigt for mig«, forklarede han.

Hvis det hænger sådan sammen – at de gamle fans mister respekt i takt med en stigende popularitet – var Erlend Øyes projekt i overhængende fare, da hundredevis af publikummer lørdag aften skohornede sig ind på et af festivalens store spillesteder. Hornbrillen fra Bergen og hans band, The Whitest Boy Alive har ugen igennem været talk-of-the-town og lørdagens koncert ventet med spænding af de fleste.

The Whitest Boy Alive spillede udelukkende numre fra deres kommende album, et album som umiddelbart ser ud til at følge i sporet på de tidligere: et fremtrædende og funky riff fra diskobassen, et lille tema fra tangenterne eller guitar og Øyes loungede vokal. Sangene var ikke dårlige, men nye og ukendte for publikum, og koncerten var langt fra på niveau med koncerten på Roskilde i 2007 eller Vega i 2006.

Og faren for at blive for populær? Tjo… måske er den til stede, men jeg tror, at der skal bedre koncerter til, før populariteten for alvor bliver et problem for Øye. 
 

Norges galeste videnskabsmand
Captain Credible, Villa
Lørdag den 21. februar, kl. 22.00

Det blev for alvor en syret koncert, da manden på scenen trak en sort knallerthjem med to ledninger og en knap ned over sit hoved. Med sveden løbende ned over panden satte han hjelmen på plads og begyndte at skrue på knappen, som viste sig at være forbundet til hans computer og i virkeligheden være en lydeffekt.

Fra det tidspunkt stod det klart, at koncerten med den elektroniske musiker Captain Credible ikke ville blive helt normal. Ikke så meget på grund af knallerthjelmen med indbyggede effekter, ledningerne med pels eller lydmodulet, som var indbygget i en gammel cigarkasse, men mest på grund af hovedpersonen.

Captain Credible rullede med øjnene, krøllede sig sammen foran maskinparken og eksploderede med jævne mellemrum i noget, der lignede et epileptisk anfald. Motorisk såvel som musikalsk spillede han rollen som gal videnskabsmand til perfektion og fik maskineriet til at lyde som en blanding mellem Squarepusher og Goodiepal. Med sit hyperenergisk sceneshow undgik han at forsvinde ind i sig selv (hvilket sker for mange laptopists) og med sin inspiration fra Squarepusher undgik han monotoni.

Men i modsætning til Goodiepal – som spiller rollen som gak gak musiker foruroligende overbevisende – så virkede Captain Credibles rolle som den elektroniske musiks gale videnskabsmand en smule utroværdig. Men underholdende, det var han.

Hvor meget kaos kan man skabe med et Kaoss Pad?
Electrojuice, Villa
Lørdag den 21. februar, kl. 20.00

Hvor mange forskellige musikalske formler kan man lave af nuller og ét-taller? Hvilke knapper skruer elektroniske musikere egentlig på? Hvor meget kaos kan man skabe med et Kaoss Pad? 

Spørgsmålene trængte sig på lørdag aften, da den danske duo Electrojuice spillede koncert på et lille og intimt spillested i midten af Oslo. Ikke fordi det var en dårlig koncert eller deres version af klassik Detroit-techno og hård electro på nogen måde var uinteressant, men fordi de to unge danskere lukkede sig lidt for meget sammen om sig selv og deres laptop, bøjede sig forover og forsvandt ind i skærmen i et forsøg på at se ud som om, de lavede noget vigtigere end at skrue op og ned for lyden på forskellige trommespor.

Og det fik endnu et spørgsmål til at melde sig: Gør de mon det?


Den danske ambassadør tyller bajere og går i lilla satinskjorte
The Wong Boys, Villa
Fredag den 20. februar, kl. 22.30


»Wong Boys in da hooouse«.
»Git ur fuk on«.
»Wuuuh… yeah!«.
»Lååå-lå-lå«.

Teksterne er ikke The Wong Boys’ stærke side. Det er musikken heller ikke.

Til gengæld er Stefan Kvamm og Frank Ziyanak virkelig gode til at markedsføre sig selv. Siden sommeren 2008 har de to taget turen fra stort set ukendt til noget, der ligner et bredt gennembrud, de har spillet på den tyske branchefestival PopKomm, til P3 Guld, og i går aftes var de så nået til Norge.

Koncerten i Oslo mindede om tidligere koncerter: Stefan Kvamm afspillede et forprogrammeret beat, overlod resten til computeren (på nær bækkenerne og et par andre småting) og gav den derefter som en polsk Jim Carrey for at sætte gang i publikum, mens Frank Ziyanak koncentrerede sig om at drikke øl og bøvse teksterne.

Det startede en smule sløvt, men så fandt Frank på noget sjovt.
»I want everybody on the ground«, skreg han i mikrofonen.
De ti mest entusiastiske lagde sig på knæ i vandpytter og ølsjatter på natklubbens sorte gulv, og rejste sig først op, da beatet nåede et forkølet klimaks, bassen vendte tilbage og Frank Ziyanak skreg noget med Wong Boys i mikrofonen.

En stor del af publikum forstod The Wong Boys og endte med armene over hovedet. Jeg forstod ikke en lyd og endte med hovedet fuld af spørgsmål: tror Frank Ziyanak, at han er til fodboldkamp, når han synger »lååå-lå-lå«? Eller er hans ironi så tyk, at jeg burde have fattet den for længst? Og er det bedste vi har at sende til en udenlandsk festival et forprogrammeret beat og en lilla satinskjorte, som tyller bajere og bøvser sjofle tekster?

PS: En norsk anmelder skriver: »The Wong Boys levede ikke op til deres rygte. De var simpelthen The Wrong Boys på Villa (spillestedet, red.)«

Jeg gik til til halbal, da jeg var 15 år
First Aid Kit, Mono
Fredag den 20. februar, kl. 21.00



»Hvor cool har man lov til at være som 15-årig?«, tænkte jeg og kiggede undrende mod scenen. Klokken var omkring ni fredag aften, det lille spillested havde været fyldt et stykke tid, og på scenen stod nogle af festivalens yngste musikere.

De sang godt. Ikke alene teknisk godt men også på perfekt engelsk, selv om de sikkert stadig har engelsktimer i skolen. De havde musikhistorien og publikum med sig, selv om de havde alderen imod sig. Og så havde de skrevet et sæt folkesange, som Joan Baez kunne have skrevet i 1960’erne, selv om de begge er født i 1990’erne.

Koncerten med duoen First Aid Kit var en oplevelse ud over det sædvanlige. Ikke fordi søstrenes fine version af Fleet Foxes’ ‘Tiger Mountain Peasant Song’, deres cover af Bob Dylans ‘It Ain’t Me, Babe’ eller deres egne sange i 1960’ernes folk- og singer-/songwriter-tradition i sig selv var usædvanlige, men fordi det var usædvanligt, at en 15- og en 17-årig med så sikker hånd kunne spille publikum 40 år tilbage i tiden.

»Hvor cool har man lov til at være som 15-årig?«, spørger jeg igen og tænker tilbage på min egen ungdom, hvor jeg gik til halbal på Sydfyn og desuden ikke havde det store at sige om hverken Bob Dylan eller Joan Baez. Måske fordi jeg stort set ikke anede, hvem de var.

Sonic Youth på norsk
Kråkesølv, Mono
Fredag den 20. februar, kl. 20.00

Sonic Youth på norsk? Det lød som en rigtig dårlig idé. For det første fordi det er svært at gå i fodsporene på et stilskabende band som Sonic Youth uden at træde ved siden af. For det andet fordi stilen er relativt utilgængelig og svær at sælge, når man er et ukendt band fra Nordnorge. For det tredje fordi norske tekster ikke passer til Sonic Youth.

Men bandet Kråkesølv gjorde det bedre end forventet, da det fredag aften præsenterede en blanding af atonale guitarfigurer, let støj og postrock for publikummet på by:Larm.

Kråkesølv er en del af en ny bølge af norske bands, som synger på norsk. Sidste år var antallet af norsksprogede bands på by:Larm tre, i år er tallet 16, og man finder både en norsk udgave af Håkan Hellstrøm (den hyppede, men lidt skuffende John Olav Nilsen), en norsk udgave af Motörhead (Skambankt) og altså en norsk Sonic Youth.

De norske tekster var dog ikke det største problem for Kråkesølv. Det var forsangerens ret anonyme vokal, som ikke havde karakter nok til at spille op mod den opmærksomhedskrævende musikalske stil, og var med til at placere den ellers udmærkede koncert blandt mellemregninger, dankortkvitteringer og andre ting, som glemmes i byens larm.

Hvem er Skandinaviens nye popdronning?
Jenny Wilson (S), Sentrum Sene
Torsdag den 19. februar, kl. 00.30


Foto: Hanne Hvattum

I dagens avis kan man læse om et drabeligt opgør: Jenny Wilson mod Annie. Sverige mod Norge. Den alternative pop mod det poppede alternativ. Den bredskuldrede strikketrøje mod den chicke sommerkjole. Og spørgsmålet er: Hvilken popsirene kan man høre klarest i Oslo? Hvem er popdronning af Skandinavien?

Dagens avis hepper på Annie. Men de fleste af publikummerne til gårsdagens Jenny Wilson-koncert vil formentlig – som jeg selv – heppe på Jenny, der leverede en god koncert med et solidt afsæt i de nye sange, med hendes vanlige afslappede attitude og en næsten fyldt sal som publikum. Koncerten var ikke aftenens største oplevelse, men fundamentet – hendes gode sange – var stærkt nok til at sikre en god koncert. Og til at sikre endnu bedre koncerter i den kommende tid.

Hvis valget af den næste popdronning står mellem Annies lette popmusik (hendes største hit hedder ‘Chewing Gum’) og Jennys modne og spændende pop, så er det ikke et svært valg.

Otto Brandenburg og kompagni (IS) hev aftenen op over gennemsnittet
Hjaltalín (IS), Oslo Kongressenter
Torsdag den 19. februar, kl. 23.30


Foto: Hanne Hvattum

Tommy Seebach, Otto Brandenburg og Arcade Fire reddede min aften. I fire timer traskede jeg rundt mellem store sludpytter og gennemsnitlige koncerter i Oslos gader, indtil jeg omkring midnat blev reddet.

Det var sådan set ikke stålkrøllerne in persona eller for den sags skyld nogle af de andre, som kom ilende til og hev aftenen op over gennemsnittet, men derimod det islandske band Hjaltalín. Islændingene lød som Arcade Fire, hvis de spillede ‘Disko Tango’, forsangeren sang med samme hæse charme som Otto Brandenburg, og i modsætning til andre bands, som opgraderer med tuba, glockenspiel og fem ekstra bandmedlemme og partout forventer at lyde originale, så formåede Hjaltalin – lige som Arcade Fire – at bruge de mange instrumenter til at skabe noget nyt.

Deres roligere og ikke helt så diskodansable debutalbum ‘Sleepdrunk Seasons’ udkom for et år siden og er produceret af Benni Hemm Hemm og Gunni Tynes (múm).

Choir ødelagde det hele… eller?
Choir of Young Believers, Oslo Kongressenter
Torsdag den 19. februar, kl. 20.00


I et af koncertens allersidste minutter ødelægger Jannis Makrigiannis det hele. Han sætter sig på hug foran sin forstærker med ryggen til publikum, høvler løs på sin guitar og sender bølger af støj ud over publikum. Den halve time med smukke, hymniske og alternative popnumre, som vi kender dem fra Choir of Young Believers, er på et øjeblik afbrudt af øredøvende larm. Flere vender sig om og går.

Choir of Young Believers trak næsten fuldt hus i går aftes. Omkring 300 publikummer var mødt op for at se det danske band, der med numre som ‘Next Summer’ og ‘Why Must It Always Be This Way’ er kendt for deres evne til at spille hjertet helt op i halsen. Når det sidder deroppe og presser på tårerkanalerne, kan man som bekendt få lidt kvalme, men det skete ikke i tilfældet Choir of Young Believers. Hvorfor ikke?

Måske fordi Jannis satte sig ned og høvlede løs på sin guitar til sidst. Måske fordi han i virkeligheden slet ikke ødelagde koncerten, men derimod satte kronen på værket. Måske fordi kvaliteten i Choir of Young Believers i virkeligheden er, at bandet tør overdøve en deres gode popmelodier.

Ankomst
Torsdag den 19. februar, kl. 19.30

»Jeg er så træææææt af alt det nye pis«, plejer en af mine venner med jævne mellemrum at bekendtgøre. Cirka én eller to gange om måneden. »Det er alt sammen kopi af det, der blev lavet i 1970’erne«, siger han.  

I dag er vi begge i Oslo. Min ven er på vej hjem fra gårsdagens koncert med 1970’er-rockerne i AC/DC, mens jeg netop er kommet for at bruge resten weekenden på at høre musik fra 2009.

Min ven har måske ret i, at der lugter lidt af pis, her i det nye årtusinde. At mindst et par af de omkring 150 bands på festivalen by:Larm minder om en kopi af noget, der allerede er lavet. At man måske kan blive lidt træt af at høre om det nyeste hele tiden. At ikke alle poderne har en ‘Back in Black’ i sig.

Men måske kender han ikke Ida Maria. Den norske sangerinde som næsten ubemærket spillede koncert på by:Larm for tre år siden, året efter spillede sig ind i avisspalterne, sidste år spillede for fulde huse og modtog et talentlegat på 800.000 norske kroner og i år er vokset fra festivalen og videre ud i verden. Måske ved min ven ikke, at 1970’erne er forbi? Måske er det min ven og ikke Oslos spillesteder, som er fulde af pis? Og måske skulle han være blevet i Oslo for at høre Hajen, Lindstrøm, The Whitest Boy Alive eller nogle af de andre mere eller mindre ukendte bands. 

I de kommende tre dage kan du læse løbende rapporteringer fra musik- og branchefestivalen by:Larm. Om lunkent pis, det nye pis og det, der bare lyder pisse godt.