U2

U2 - No Line on the Horizon
4 6
U2
'No Line on the Horizon'

Album, Universal

Klingen var slebet. Grebet om økseskaftet var fast. Nu skulle det gamle egetræ U2 satme ha’ hug en gang for alle. Oven på den klodsede førstesingle, ‘Get on Your Boots’, som udstiller fire halvgamle mænd – nødtørftigt klædt på af et enerverende omkvæd – der lefler for ungdommen, ja, hvad kunne der så ikke gemme sig af uhyrligheder på et helt album?

Det tager U2 få sekunder på ‘No Line on the Horizon’ at rette op på misforståelsen. Titelnummeret er sejt og muskuløst rockende som Kings of Leon på en af de bedre dage. Sangen sitrer af en nyvunden nerve og bindes sammen af Bonos velkendte »oh, oh, oh«-oplæg til fællesang. Og det er netop i krydsfeltet mellem det gammelkendte og nye ind- og udtryk, at U2 befinder sig. Bandet er »on the edge of the known universe«, som det lyder i den fine ‘Unknown Caller’.

U2 er om ikke i et ingenmandsland så i en form for overgangsfase. For at dømme efter dette album kommer de aldrig til at producere generations-definerende hymner som ‘One’ eller ‘Pride’ igen. Det betyder ikke, at kvartetten har glemt at skrive mindeværdige sange. ‘FEZ-Being Born’ er ikke en nyklassiker, men den understreger U2’s eksistensberettigelse. Med sit lurende, kryptiske anslag, pludselige temposkift og skamløst simple omkvæd er sangen et smukt møde mellem mainstream og nysgerrighed.

Jo, der er fejlskud som den selvhøjtidelige ‘White As Snow’ og den bovlamme ‘Breathe’. Men der er altså meget at være glad for på et album, hvor man bliver mindet om, at Adam Clayton og Larry Mullen Jr. er fremragende og diskret iørefaldende musikere, The Edge er The Edge, og Bono gudskelov er Bono.

‘No Line on the Horizon’ er ikke en ivrig spejden efter nye horisonter men heller ikke en pjasken rundt i samme vandhul. Det gamle egetræ har solide rødder men slår også nye skud.